Om vinteren holder en flyttevogn stille foran et gammelt, forladt hus i udkanten af en lille fynsk landsby. Ud træder en ung kvinde sammen med sine to børn. Naboerne kigger nysgerrigt ud gennem vinduerne og undrer sig over, hvem denne unge kvinde mon er, som flytter ind i det gamle hus.
De må have solgt det billigt, siger mormor ude fra køkkenet.
Kvinden går i gang med at bære deres få ejendele ind, og snart bor familien i deres nye hjem. Den ældste, en teenagerpige, og hendes syvårige lillebror hjælper ivrigt til.
***
Hør nu her, på lørdag skal vi alle sammen ud og gøre rent i parken, siger lærerinden, fru Anna, til sin klasse. Skal vi have noget særligt grej med? spørger en af eleverne fra ottende klasse. Vi har river, spande og koste nok, svarer fru Anna.
Freja er ny på skolen. Hun er stadig ikke helt faldet til blandt de andre. Da hun går ud for at skylle svampen til tavlen, siger en dreng fra klassen:
Hvis vi bliver hurtigt færdige i parken, kan vi måske også hjælpe Freja og hendes bror Jonas. Der er meget, der skal ordnes ude på gårdspladsen. Har du ikke andet at tage dig til? råber nogle drenge bagi. Jeg synes det er en god idé. De tidligere ejere efterlod en masse rod, og Frejas og Jonas mor kan jo ikke klare det alene. Hvis de fleste er med på den, kan jeg spørge skolelederen om lov, siger fru Anna.
Skoleinspektøren, Hr. Søndergaard, er af den gamle skole, hvor folk hjælper hinanden. Han ved, at den nye familie ikke kan forvente den store støtte fra naboerne. Derfor giver han grønt lys.
En uge senere mødes Frejas klassekamerater på gårdspladsen, hvor både inspektør og lærer deltager. Lidt efter kommer en ny lastbil, der henter alt skramlet væk. Landsbylauget kommer også forbi og hjælper med at reparere taget. I næste måned kigger vi på ovnen, og imens tilbyder mormor, at I kan bo lidt hos hende, siger formanden for forsamlingshuset. Tusind tak. Jeg har boet på landet hele min barndom, men flyttede til Odense som voksen. Efter min mands død kunne jeg ikke klare alt selv, så nu er jeg vendt hjem igen, græder Maria. Du skal ikke græde, tag imod hjælpen med åbent sind. Vi hjælper altid hinanden her. Du behøver aldrig stå alene, siger mormor og tager hende i hånden.
Efter arbejdsdagen forsøger Anna at klage til skolelederen over en af drengene. Hun påstår, han udnytter klassens arbejde til at gøre sig bemærket. Men Søndergaard ryster bare på hovedet. Mange har gjort noget godt og hjulpet en ung familie. Uden ham havde ingen tænkt på dem.
Tag det roligt. Du har en god klasse, og børn, der engagerer sig, siger skolelederen til Anna.
Sådan får Maria og hendes børn fodfæste i landsbyen. Hun kommer ikke til at fortryde flytningen, for her har hendes liv fået nyt indhold og hendes hjerte møder menneskelig varme og omsorg.
