To familier, to kærlighedshistorier
Da Freja flyttede ind i sin mand Mikkels lejlighed, boede naboen Lærke og hendes mand Ejvind allerede i bygningen. De var venlige, hjælpsomme naboer, altid klar til at låne en kop sukker eller en opskrift.
“Freja, kom forbi med Mikkel en dag, jeg har bagt Ejvinds yndlingssmåkager,” sagde Lærke ofte.
Freja så på Lærke og Ejvind og kunne ikke lade være med at tænke:
“De er ikke unge længere, men der er så megen kærlighed og respekt imellem dem—man kan mærke det, når man er på besøg.”
De havde opdraget en søn sammen, der nu var gift og havde givet dem et barnebarn, Storm. Årene gik. Begge var pensionister, men Lærkes veninder og naboer beundrede stadig hendes mand:
“Ejvind er ikke bare en mand, han er en drøm. Han har elsket dig hele livet, aldrig kigget til siden. I er som to svaner, så trofaste. Hvad er jeres hemmelighed?”
“Åh, I er alt for nysgerrige,” lo Lærke, men hvis Ejvind hørte det, svarede han gerne selv:
“Jeg har aldrig følt behov for en anden kvinde. Hvorfor skulle jeg? Det ville ikke kun være en fornærmelse mod min kone, men også mod mig selv. Jeg elsker min Lærke, og hun elsker mig. Og kærlighed…” Han pegede op mod himlen, “…kærlighed bliver bestemt deroppe, og der finder man også sin bedre halvdel.”
Lærke og Ejvind var meget forskellige. Hun var følelsesladet, han var rolig og omtænksom. Alligevel skændtes de aldrig voldsomt. Lærke kunne ikke bære surhed længe—hun var altid den første til at gå tilbage og give en krammer. Ejvind satte pris på det og bar aldrig nag.
“Lærke, hvad skændtes vi egentlig om den gang?” spurgte han engang, men hun grinede bare. “Det har jeg glemt. Det er ligemeget.”
Til veninderne sagde hun:
“Hvis min Ejvind er væk i bare en time, savner jeg ham. Og når jeg er ude, venter han altid ved vinduet. Vi er altid sammen, hele livet igennem.”
Sådanne par er sjældne. Fra deres første dag sammen havde de værdsat hinanden dybt.
“Lærke, bliver du ikke træt af ham? Hvordan har I holdt liv i jeres forhold så længe?” spurgte veninderne.
“Den mand du elsker, er din prins, din lærer, din helt og din ven. Det er ikke nok at iføre sig glas-sko og et smukt kjole—at være ‘den eneste’ er noget, man fortjener. Det kræver styrke, men også sårbarhed, tålmodighed, visdom og humor. Alt sammen pakket ind i kærlighed,” sagde Lærke, men veninderne fniste og troede hende ikke.
På Lærkes 67 års fødselsdag blev hun lidt forkølet. Hun var frustreret:
“Skal vi aflyse? Alle gæsterne er inviteret!”
“Nej, nej, min skat! Du skal bare hvile og blive rask, vi ordner alt,” lovede Ejvind.
Lærke tog en pille og faldt i søvn. Da hun vågnede, lugtede der af noget lækkert. Hun gik ud i køkkenet—og der stod Ejvind og Storm i avispapirs-kokkehuer og lavede mad! Kylling fra ovnen, friske ananas på bordet…
“Lærke, hvordan har du det? Vi har bare hekset lidt,” sagde Ejvind.
“Jeg er okay, lidt svag, men gæsterne kommer snart.”
Lærke var taknemmelig—Ejvind kunne altid hjælpe, selv med en festmiddag. De var som en melodi, der altid spillede i takt.
Freja troede ikke på sådanne ting. Da Lærke først mødte hende, sagde hun til Ejvind:
“Freja går som en dronning, men Mikkel er bare en almindelig, klog mand. Hvor fandt han sådan en kone?”
Freja elskede sig selv og lod andre gøre det samme—hun var som en forkælet, kravstor pige. Nogle kvinder hadede hende, andre hang ved hendes læber og misundte hende:
“Man kan sgu godt…”
Hun giftede sig tidligt, følte, hun havde misset ungdommen, og begyndte at “indhente” det senere. Mikkel, den stille, boglige type, kunne ikke behandle hende som en dronning, så hun fandt beundrere andre steder.
Først føltes det forkert, men så blev det en vane. Hun tællede ikke længere, hvor mange der havde været. Hun nød magten over mænd—men blødende gaver lokkede mest.
Men så faldt hun alligevel dybt for én: på et af deres møder med den muskuløse Jesper følte hun, hun endelig havde fundet lykken. Han opfyldte alle hendes krav og kaldte hende sin dronning.
“Nu er det nok,” besluttede hun en dag og så sig selv i spejlet. “Hvis jeg mister Jesper, finder jeg aldrig sådan en igen. Jeg er jo perfekt—enhver pige ville misunde mig.”
Hun så sig i spejlet i et fremmed badeværelse og besluttede:
“Jeg skal væk fra Mikkel. Jeg gider ikke leve sådan her længere.”
På vej hjem tænkte hun over, hvor mærkelig Mikkel var blevet. Han irriterede hendes livslyst—nød solopgangen, fodrede hjemløse katte og hunde, og lagde knap mærke til, at hun var ham utro.
Freja så på uret:
“Natten er næsten her, Mikkel sover sikkert allerede. I morgen siger jeg det—jeg tager hjem til min mor. Jeg gider ikke leve i løgn længere.”
Hun åbnede døren—alt var stille. En seddel lå på bordet:
“Freja, aftensmaden står i køleskabet. Jeg er hos min søster, hun er meget syg. Sov godt.”
“Hvad skal han dog hjælpe hende med?” tænkte hun hånligt.
Hun ville sove, men så faldt blikket på en blå mappe—den havde hun set Mikkel gemme flere gange. Hun åbnede den og fandt lægepapirer med ordet “Klinik…” En kræftdiagnose. Halvt år gammel.
Lige netop de sidste seks måneder, hvor han havde irritret hende mest. Hun greb telefonen, men han var uden for rækkevidde.
“Selvfølgelig, han har slukket den for søsteren,” tænkte hun. Nu forstår jeg alt… Han tog piller i smug, men jeg gad ikke spørge hvorfor. Jeg var ligeglad.
Den nat sov hun ikke. Hun knælede foran et ikon af Jomfru Maria, som Mikkels mor havde givet dem. Hun bad, tiggede om at redde ham. Hun tænkte på alt—deres studietid, kys i biografens mørke, det enkle vielsesring han havde købt for sine nattevagter.
“Ingen har elsket mig som Mikkel,” indrømmede hun. “Trofast, påMen nogle gange kommer erkendelsen for sent, og selv om Freja blev en bedre person efter Mikkels død, var det kun sorgen der lærte hende, hvad ægte kærlighed egentlig var.
