Hans navn er Mikkel. På billederne en helt almindelig mand på omkring 35 år, nydelig, ingen vilde detaljer. På hans profil står der tanker om selverkendelse, personlig udvikling og jagten på et levende, autentisk menneske. Allerede dér burde jeg måske have været på vagt: Erfaringen viser, at jo højere en mand priser den ægte kvinde, jo mere tyder det ofte på, at han egentlig bare vil have en bekvem løsning, som ikke kræver eller forventer noget som helst.
Vi skrev sammen i nogle dage. Mikkel opførte sig korrekt, men der dukkede nu og da nogle underlige bemærkninger op. Især havde han nogle stærke meninger om, at moderne kvinder ifølge ham er ødelagte af penge.
De vil bare have Michelin-restauranter, Bali-rejser og de nyeste iPhones, skrev han. Ingen gider interessere sig for sjælen, bare gå en tur og have en samtale uden alt det udenom.
Som et ordentligt menneske nikkede jeg i mit hoved og prøvede forsigtigt at dreje samtalen i en anden retning. Vi har jo alle ar på sjælen. Måske havde ekskonen efterladt ham uden lejlighed eller uden illusioner hvem ved. Jeg forsøger så vidt muligt ikke at dømme folk for hurtigt.
Så foreslog han, at vi skulle mødes. Problemet var bare, at det er bidende koldt udenfor. Ikke sådan lidt koldt, men virkelig koldt minus 20 grader og det føles som minus 25 når vinden suser. DMI har sendt advarsler ud og Beredskabsstyrelsen anbefaler kraftigt, at man kun går ud, hvis det er strengt nødvendigt.
Skal vi mødes i Kongens Have? skrev Mikkel. Vi kan gå en tur, få frisk luft, lære hinanden at kende uden alt det overfladiske.
Mikkel, svarede jeg, det er minus tyve udenfor, vi bliver isstatuer på ti minutter, hvad med en kop kaffe på en café?
Svar kom hurtigt.
Jeg går ikke på café, der sidder kun sugarbabes, der forventer at blive serveret for, og jeg leder efter en partner, som vil gå igennem ild og frost sammen med mig. Hvis du insisterer på, at jeg skal bruge 200 kroner på dig, er vi nok ikke det rette match.
Min nysgerrighed blev for stor. Jeg kunne ikke lade være med at ville møde denne selvudråbte forkæmper for rene relationer, hvor en kop americano åbenbart indikerer økonomisk dekadence.
Fint, skrev jeg. Kongens Have klokken 19, ved hovedindgangen.
Forberedelsen tog sin tid. Jeg fandt skiundertøjet frem fra garderoben, tog den varme fleece på og til sidst min skidragt. På fødderne solide støvler og uldsokker, på hovedet elefanthue.
I spejlet så jeg ud som én, der var klar til vinterekspedition.
Så er det nu, Mikkel, nu gælder det, blinkede jeg til mit spejlbillede og gik ud i kulden.
Præcis klokken 19 stod jeg ved indgangen til Kongens Have. Frostens bid satte sig straks i kinderne, det eneste som ikke var dækket. Sneen knirkede under fødderne. Ikke et øje i nærheden alle andre havde selvfølgelig valgt varmen.
Der stod Mikkel. I en efterårsfrakke. Han trampede utålmodigt fra fod til fod, hoppede op og ned og pustede desperat i hænderne. Hans næse var allerede lilla, og ørerne ildrøde.
Jeg gik hen til ham.
Hej, sagde jeg med dæmpet stemme bag halstørklædet.
Han så på mig, tydeligt skuffet over ikke at finde en fin fe i nylonstrømper, der rystede i kulden og gav ham mulighed for at spille helten. I stedet stod der en, der lignede en deltager i Vild med is.
Hej, klaprede han med tænderne. Du du er godt nok forberedt.
Du sagde selv: Ild og vand og frost, jeg tænkte vi startede med frost. Skal vi gå tur og trække frisk luft?
15 minutters berømmelse
Vi satte i gang ad alléen. Denne gåtur får nu en solid plads blandt mine underligste dates nogensinde.
Hvad synes du om vejret? spurgte jeg mondænt.
Friskt, fremstammede han. Hans ansigt var næsten stivnet, kun læberne bevægede sig, og de blev mere og mere blålige. Jeg elsker vinter, den viser virkelig hvem folk er.
Helt enig, nikkede jeg. For resten, fortæl mere om din teori om, hvorfor kaffe er tegn på uærlighed?
At tale gjorde ondt på ham frosten skar i halsen men overbevisningen krævede ofre.
Fordi stemmen rystede, et forhold skal bygges på interesse for hinanden og ikke på penge. Hvis en pige ikke bare kan gå en tur, men straks forlanger at blive fodret, så er hun en forbruger.
Hvad hvis hun bare ikke har lyst til lungebetændelse? spurgte jeg og rettede på min hætte.
Det er bare undskyldninger, afviste han og snøftede højlydt. Man må bare tage noget varmere tøj på.
Det har jeg da også gjort, svarede jeg og gestikulerede mod min store skikkelse. Men du har vist ikke taget vinteren helt alvorligt. Er du sikker på, du ikke fryser?
Jeg har det fint! snappede han, selvom han rystede så meget, at det var umuligt at overse i mørket.
Efter ti minutter nåede vi parkens centrale plads. Her stod en lukket kaffevogn. Mikkel så på den med en længsel værdig en tragisk romanfigur.
Skal vi ikke gå tilbage? foreslog han. Det blæser endnu mere nu.
Ej hvor sjovt, kvikkede jeg op. Vi er jo lige startet. Du ville jo gerne lære sjælen at kende. Lad os tale om litteratur. Er du vild med Jack London? Han har en novelle, At tænde et bål, hvor en mand fryser ihjel fordi han undervurderede kulden.
Det blik han sendte mig var alt andet end spirituelt søgende.
Øh, jeg må nok hellere smutte, afbrød han. Jeg har lige fået travlt på arbejdet.
Travlt? Vi havde jo aftalt hele aftenen sammen.
Der var noget med en rapport jeg havde glemt at sende, mumlede han.
Klokken otte, på en fredag aften?
Ja! nærmest råbte han.
Han vendte brat om og spurtede ud af parken. Jeg gik stille og roligt bagved og nød øjeblikket: min overlever holdt præcis 15 minutter.
Da vi nåede metroen sagde han ikke engang farvel han forsvandt bare ned i varmen. Jeg håber, han ikke kun fik tøet fingrene op, men måske også sine holdninger. Dog nok ikke.
Selv gik jeg hjem, lavede en kop varm te og slettede beskeden fra Mikkel. Tidsspild? Slet ikke. De her 15 minutter var en god vaccination mod skyldfølelse og en påmindelse om, at omsorg for sig selv ikke gør en kvinde til en sugarbabe.
