DEN IKKE-SÅ-KÆRLIGE MAND
Oda, er du tilbage? Skal du arbejde her igen? Stemningen blev straks livlig på kontoret, hvor Oda tidligere havde siddet. Alle slap tastaturet og stirrede nysgerrigt på deres tidligere kollega.
Desværre, piger, bare et lille visit! Jeg har savnet jer.
Oda så fantastisk ud: ny klipning, kjole efter sidste skrig, lækker taske. Folk nåede dog knap at beundre hende, før Kirsten og Mille greb hende under armene og trak hende ud på gangen for at sludre.
Ingen grund til at de gamle skrappe høns får alt snakken de har allerede rigeligt med sladder, sagde Kirsten. Forklar lige: Hvorfor har du aldrig ringet siden du smuttede fra os og blev gift? Hvor flyttede I hen? Har du børn?
Gift, flyttet til Odense, jeg har en søn han er fem. Min mor blev syg, så vi solgte lejligheden og flyttede tættere på hende, købte noget nyt. Ellers ikke så meget at fortælle. Kom i stedet til middag hos mig i aften, så dækker jeg op, og vi kan snakke rigtigt.
Med mændene med eller uden?
Bedst bare os piger, sagde Oda lidt forlegent. Lille hyggesludder, du ved.
Alle veninderne var over 30. Kirsten sjov, lidt for impulsiv, kunne let komme til at fornærme nogen. Mille sød og naiv, men hun prøvede i det mindste at sige tingene pænt. Begge havde en skilsmisse bag sig, en datter hver og nye forhold i gang. Om aftenen dukkede de op hos Oda med champagne og store smil fra døren.
Tyst! hviskede Oda. Lidt mere lydløst, piger. Min mand er sammen med sønnen lige nu. Kom ud i køkkenet!
Bordet bugnede af småretter, og midt på stod en stor kirsebærtærte med flotte mønstre.
Det er Svend, der har bagt den, indrømmede Oda. Jeg fiskede bare stenene ud af bærrene. Han er mesterbageren, jeg kan slet ikke følge med.
Kom nu, vis os det pragteksemplar, der både hygger med sønnen og bager kage, lo Kirsten højt.
Nej, nej, Oda viftede afværgende. Hæld nu bare lidt boblende op!
Snakken gik i næsten en time, mens Svend ikke viste sig et sekund.
Hej, god aften! Veninderne sendte store smil, da han endelig kom forbi.
Svend nikkede kort, hældte noget vand op og smuttede ud igen.
Oda rejste sig fra bordet og lavede en lille bjørneparodi af sin mand: sådan går han tungt til kanden, nikker, skænker vand med stift ansigt og forsvinder. Pigerne grinede.
Tja, sådan er han altid, sagde Oda. Ikke ligefrem den kærligste type.
Men altså, fortsatte hun. Han har aldrig hævet stemmen over for mig. Han er bare sådan en stille introvert. Han har måske erklæret sin kærlighed tre gange på ti år hvis jeg lytter godt efter. Han spilder ikke ord, er ikke til pjank og kæleri. En krammer eller et kys, især foran andre? Glem det!
Oda, du må være stakkels, sukkede Mille. Det kunne jeg ikke holde ud.
Men han er ikke grov, bare ordknap, men han viser sin kærlighed på andre måder. Da jeg var gravid, lod han mig ikke røre en finger, så lærte han sig at bage. Da vores søn kom, tog han nattetjansen uden brok, selv om han havde job. Han kan alle mærkedage udenad, endda datoen vi mødtes, og gaver får jeg skam også. Blomster gider han ikke spilde penge på (det har jeg sagt, det er spild), men han kender mine størrelser ned til mindste detalje og rammer altid plet med sko og kjoler. Han henter Svend Junior fra børnehave og læser med ham selvom knægten kun er fem, læser han allerede. Og Svend leger det hele ind, så ungen er vild med det.
I det samme kom Svend Junior stormende, hilste kort og viste stolt sin mor den nye historie i bogen, de havde læst sammen. Da han listede ud, fortsatte Oda:
Da min mor blev syg, tøvede Svend ikke; han solgte lejligheden og flyttede til København, så vi kunne være tæt på hende. Han fandt selv den bolig, der lå tættest. Han henter medicin, hvad hun har brug for. Hans mor døde, da han var ganske ung måske derfor han er så omsorgsfuld nu. Han skiftede job uden problemer, der var et filial her, han mistede ikke en eneste krone i løn. Så ja, han siger ikke meget kærligt, men han gør mere end ord kan.
Skal du egentlig til at arbejde igen? spurgte Mille.
Ja, når jeg lige får pakkekassernes bjerg ryddet væk. Se selv vi bor stadig lidt i flytterod.
Hvad med at komme tilbage til os?
Nej, piger, undskyld, men vores chef heksen over dem alle hende klarer jeg ikke igen. I forstår vel! Jeg finder noget tættere på, hvorfor skulle Svend køre og brænde brændstof for at hente mig? Her omkring er der masser af jobs, der søger min specialisering.
Jeg skal til at putte Svend Junior.
Åh, Oda, vi må hellere smutte, Mille rejste sig, og Kirsten fulgte trop.
Nej, bliv nu lidt, piger, jeg skal bare varme mælk til Svend Junior, han får en kop før sengetid, men vi kan sagtens nå endnu en kop te, kvidrede Oda, men veninderne var allerede på vej i sko og jakker.
Ude på gaden, ventende på deres taxa, begyndte diskussionen om det nu var skønt eller sørgeligt at leve med sådan en ikke-så-kærlig mand. Stemningen blev næsten muggen; Mille var på randen af tårer, fordi Kirsten begyndte at mobbe hende med hendes eksmand.
Din egen eks var da værre! Han lagde også an på mig!
Han var alt for snaksalig, men når det kom til stykket, gad han aldrig gøre noget. Han jokede bare. Men Odas mand er da virkelig sær.
De blev tavse, lidt fornærmede, og ventede på taxaen. Pludselig kom Svend ud af opgangen med to store pakker i hænderne.
I fik ikke smagt teen, og jeg har bagt tærte til jer. Jeres døtre kan helt sikkert lide den. Her, tag hver et stykke!
Svend nåede aldrig at høre tak, før han var væk igen. Pigerne sendte hinanden et forvirret blik. Der var ikke mere at diskutere.
