Sandra blev opdraget af sin mormor, siden hendes mor havde giftet sig igen, fået børn med sin nye mand og boede i en anden by. Hun interesserede sig slet ikke for sin datter.
Efter mormoren var Sandras nærmeste, naboen, fru Bodil. Mormoren havde et tæt venskab med Bodil, og for Sandra var hun som en ekstra bedstemor. Hun besøgte hende ofte, og nogle gange havde hun små søde sager med til Sandra. For ikke så længe siden var Sandra blevet gift. Sammen med sin mand Jonas boede hun i deres egen lejlighed. Men i hverdagen viste Jonas sig ikke længere som den galante og hensynsfulde mand, han var før brylluppet.
Om aftenen, efter arbejde, mødtes Jonas altid med Sandra i supermarkedet. Der skulle handles ind. De gik sammen rundt, men når de var ved kassen, trak Jonas sig væk og stillede sig ved siden af. Da Sandra havde betalt for varerne, ville hun give ham poserne. Men da hun vendte sig om, var han væk han var smuttet ud af butikken.
Jonas, tag lige poserne, de er tunge, bad hun. Hvorfor skal jeg slæbe dem? Fordi du er mand, og jeg er kvinde, og poserne vejer meget, svarede hun irriteret. Hvad så? Du kan da lige så godt bære dem som jeg! Jeg gider ikke være tøffelhelt, der slæber andres indkøb.
Han sagde det hurtigt og gik rask væk, bevidst om at Sandra ikke kunne indhente ham. Det var ikke langt hjem, men poserne var virkelig tunge. Sandra troede, han lavede sjov og ville komme tilbage. Men nej, det mente han alvorligt.
Hans venner havde rådet ham til at vise, hvem der bestemte derhjemme, og at han skulle “opdrage” sin hustru. En mand skulle bestemme, ikke bare gøre hvad konen siger.
Jonas, hjælp mig da! Hvor går du hen? råbte Sandra efter ham. Han vidste udmærket, poserne var tunge han havde selv lagt halvdelen af varerne i. Men han stoppede ikke. Sandra fortsatte, og øjnene sviede. Hun overvejede at smide poserne, men blev ved, indtil hun nåede opgangen. Hun satte sig på bænken udenfor og kæmpede med tårerne af bitterhed. Jonas vidste præcis, hvordan hun havde det han havde gjort det med vilje.
God aften, Sandra, sagde fru Bodil og satte sig ved siden af hende. God aften, svarede Sandra og rakte hende alle indkøbsposerne.
Fru Bodil var ellevild med sin lille folkepension havde hun sjældent råd til sådan noget. Efter et farvelkys og et kram gik Sandra op til sig selv. Da hun åbnede døren, stod Jonas straks klar, ivrig efter at få varerne.
Hvor er indkøbene? Hvilke indkøb? Dem du hjalp mig med at bære? Hun talte stille og roligt. Hold nu op. Er du sur nu? Nej, jeg er ikke sur.
Jonas havde forventet, hun ville skælde ud, råbe måske. Men hun var overraskende rolig.
Jeg troede, jeg havde en mand ved min side. Men det virker, som om du hellere vil have en stærk mand til at bære tunge ting fremfor en kvinde.
Uden et ord gik Sandra ind i soveværelset, pakkede hans kuffert og smed ham ud af lejligheden. Hun vidste, at hvis hun lod dette passere, ville det snart blive værre. Næste gang ville det stikke endnu dybere.
