Mens hun stadig gik rundt og åndede, var Anne sådan én, som altid havde held med sig. Fra hun var fyldt tredive, havde hun knoklet som en hest, så familien kunne leve godt. Hendes mand, Frederik, levede som en greve og han havde egentlig forventet, at det ville fortsætte efter hendes død. De havde en nydelig treværelses lejlighed i København, villa i Gentofte og tre unger, der fyldte det hele. Godt nok havde Frederik også et arbejde, men selv på hans bedste dag kunne han ikke følge med Anne, når det kom til løn. Sparsommelig, det var han heller ikke penge sad løst, og tanken om at have mange kroner stående i banken havde aldrig tiltalt ham. Anne, derimod, filede på børneopsparingen og flyttede penge, som var det skakbrikker.
Man kan forestille sig Frederiks rynkede bryn, da det blev afsløret, at lejligheden gik til ham, ti procent af opsparingen også til ham, huset gik til børnene sammen med ti procent til hver og hele resten, tres procent, gik til et totalt ukendt menneske.
Frederik blev stiktosset. Han var ikke i tvivl: det måtte være hendes elsker! Han havde charmeret Anne og nok tigget hende om at lave testamentet sådan.
Efter mødet hos notaren inviterede Frederik den mystiske arving på en kop kaffe for at høre, hvad pokker der foregik. Han gad ikke høre på undskyldninger eller floromvundne forklaringer han ville have sandheden, råt for usødet.
Jeg vil ikke have de penge, sagde han. Det gør jo alligevel ingen forskel. Det ændrer ikke på fortiden…
Manden virkede slukøret og famlede nervøst efter ordene. Han begyndte at forklare Frederik, mens han stirrede ned i kaffen: For mange år siden gik Anne og hans egen kone til svømning sammen, og om sommeren var de livreddere på stranden. De havde det sjovt og var tætte veninder. De morede sig, men når livet stod på spil så som det skulle vise sig var alle overladt til sig selv.
En dag rasede havet, og en lille dreng var ved at drukne. Anne sprang i først, men kunne ikke klare det alene. Hendes trofaste veninde kom til undsætning, men derude i bølgerne gik det hele galt og i forsøget på at redde barnet, blev Anne trukket længere væk.
Hun var drænet, panisk, og imens hun forsøgte at redde både sig selv og drengen, bemærkede hun ikke, at veninden var ved at drukne. Efterfølgende troede Anne, at det var hende, der havde skubbet veninden væk, at hun ikke havde været opmærksom nok. Skylden sled i hende resten af livet.
Venindens mand og datter stod tilbage i sorg. Det var derfor Anne havde testamenteret pengene til ham til manden, der ellers fremstod som en fremmed.
Frederik sad længe og kiggede ud af vinduet, før han sagde du skal ikke levere pengene tilbage. Livet kan ikke opvejes i kroner, og Anne gjorde det fra hjertet. Måske var det skyldfølelse, men hun gjorde det, hun syntes var rigtigt.
Det var hendes penge, og hun bestemte. Hun mente, du havde brug for dem, så tag nu imod, sagde Frederik. Og for første gang slog det ham, at Anne ikke bare var flittig som ind i pokker hun havde virkelig også et stort hjerte.
