Hej. Jeg har hørt, I har købt et hus Det er dejligt, sagde min kusine. Ja, vi har købt det. Men vi skal have det renoveret. Det er helt forfaldent, så der er masser af arbejde, og vi bliver nødt til at investere mange penge.
I må bare få det renoveret hurtigt, så samler vi familien til en grillfest hos jer. Det lyder fantastisk have, græsplæne, gynger, små køkkenbede, frugttræer Det lyder som en drøm. Jeg glæder mig til at besøge jer! Hvorfor vente? spurgte jeg. Kom nu i weekenden. Vi skal smide gammelt skrald ud, skrabe de gamle tapeter af, og i haven venter der arbejde træerne skal beskæres. Du kan hjælpe os. Vi har virkelig brug for en hånd lige nu Og så kan vi grille efter arbejdet.
Efter min begejstrede invitation blev min kusine lidt mere rolig. Så sagde hun:
Åh nej, du ved, vi har allerede aftalt at mødes med min bror denne weekend.
Bare rolig, så kom weekenden efter. Der er masser af arbejde til de næste mange år. Det bliver hyggeligt at arbejde sammen og bagefter tænde op for grillen. Det ville være skønt
Og hvis du kommer, må du ikke glemme at tage noget kød med, for vi har ikke penge, alt er brugt på huskøbet. Det kostede virkelig mange danske kroner.
Og til foråret, kan du hjælpe med at grave haven, plante noget i bedene, og så passer vi dem sammen. Vi kommer til at spise vores egne grøntsager direkte fra haven. Er det ikke dejligt?
Efter min tale blev min kusine helt modløs. Hun sagde hurtigt farvel, nævnte at hun havde nogle gøremål, og lagde på.
Jeg håber hun opfattede det. Der vil altid være meget at lave. Vi skal jo sprede kompost, grave i haven, slå græsset og meget, meget mereMen jeg kunne ikke lade være med at smile. Måske var huset forfaldent, haven fuld af arbejde, og økonomien stram, men drømmen om et hjem, hvor vi griner sammen over grillen og høster vores egne tomater, var stadig levende. Sjældent er livet perfekt men det er i hvert fald aldrig kedeligt, når man kaster sig ud i det, selv med rustne gynger og tapeter, der ikke vil af. Jeg kiggede ud på haven og forestillede mig familie og venner, der trods alt alligevel ville komme. Måske ville de først klage over alle opgaverne, men når duften af grill og lyden af latter fyldte aftenen, ville ingen fortryde, at de kom. Så jeg begyndte at planlægge: én opgave ad gangen, én invitation ad gangen. Og jeg var sikker på, at et hjem, bygget på håb og hårdt arbejde, ville finde sin egen måde at fylde med liv både nu og i mange år fremover.
