Når man mister retningen
I den lille landsby ude på Sjælland blev Eigil Mikkelsen kun omtalt som den besværlige gamle gubbe. Han havde altid levet anonymt, ikke stak ud indtil han blev alene. Så gik det kun én vej, mente de lokale: Han har ikke flere skruer i kassen. Med en skarp sans for uorden, og et stædigt, bidende temperament, formåede han at komme ind under huden på alle og enhver. Samtidig levede hans eget hjem i kaos alt stod for fald. Måske derfor, eller på grund af hans høje alder, havde han ingen venner, og folk undgik ham helst.
Hver morgen startede han med at vandre rundtur gennem landsbyen. Han troede virkelig, at han gjorde det for borgernes eget bedste: Uden hans opsyn ville alt forfalde, og disciplinen ryge.
Gertrud! råbte han til naboen. Hør nu her, Gertrud Nielsen, hvad har du gang i hjemme hos jer? Alt er groet til langs jeres hæk, porten hænger, gider I ikke fikse det? Der mangler brædder i plankeværket, hvorfor sætter I dem ikke fast? Hønsene går jo ud på vejen gennem hullerne! Det dur ikke!
Gå nu hjem, Eigil, svarede Gertrud, træt af livet med en halvfuld mand, slidt ned af arbejde og pligter. Hvornår slog du selv ukrudt sidst? Dit plankeværk ligner et jordskred!
Det handler ikke om mig! insisterede Eigil. Jeg har gjort mit, det er jer, jeg tænker på. Man må leve ordentligt hvem skulle ellers sætte jer på plads, hvis ikke jeg gør det?
Ak og ve, hvor du keder mig, spyttede Gertrud. En gående rygel!
Poul, hvad laver du? skældte han mekanikeren ud. Kig engang, hvor meget olie fra din traktor drypper ud på jorden! Ved du hvad det gør ved miljøet? Hvorfor fikser du det ikke? Jeg siger det bare: Jeg melder dig gerne!
Poul, træt og kun lige nået at sove fire timer i alt så var det sæson for at så viftede ham bare væk. Vejret holdt kun i kort tid.
Når Eigil gik forbi Brugsen, tøvede han aldrig. Her mødte han altid en flok landsbyboere at kommentere på alle fik at vide, hvor dovne, udisciplinerede eller ligeglade de var. Selv købmandsdamen, Karen, fik skældud, fordi hun sommetider solgte på klods og Desuden er I også dyrere end i Næstved! Men Karen, med sit bramfrie væsen og brede skuldre, kom omgående bag disken og smed Eigil ud fra butikken, hvis han blev for stride. Alligevel fortsatte Eigil urokkeligt sit daglige kamp for orden, øjnene lynede, mens han trampede videre gennem byen.
Denne morgen, efter endnu et besøg hos Karen, gik turen mod rådhuset. Han mente, uordenen der ikke var mindre end hjemme hos Knud landsbyens store dranker og dovenlars. Han gik i stram march, opflammet af retfærdens glød, talen klar i hovedet, sådan ingen kunne modsige ham Men netop da han skulle til at gå ind, blev han distraheret af gråd et barns gråd.
Her er der også uorden! brummede Eigil, da han ændrede retning.
En dreng på fem sad på trappen foran et hus, tørrede tårer væk med knyttet næve, og holdt skjult noget under trøjen.
Hvem hører du til? spurgte Eigil i sit strengeste tonefald.
Mor mumlede drengen, vendte sig bort.
Nå, siger du det! Ikke ligefrem snakkesalig, mumlede Eigil forbløffet. Hvorfor græder du?
Drengen snøftede, tav, og fiskede så en lille killing frem fra skjortebrystet. Mindre end en uge gammel, lukkede øjne og en skorpet rift på ryggen. Den peb svagt.
Hvorfor tog du den fra dens mor? Den klarer sig jo ikke selv! formanede Eigil. Skynd dig at bringe den tilbage! Den er ikke legetøj, det er et levende dyr!
Nu blev drengens øjne iskolde:
Det er ikke nogen killings mor! Jeg reddede den! hvæsede han. En krage var ved at hakke den, jeg jagede den væk med en pind!
Hvorfor græder du så?
Mor siger, jeg skal lægge den tilbage, hvor jeg fandt den. Men du siger selv, den dør! Jeg vil hjælpe den jeg ville amme den op og pleje den. Men de voksne I er ligeglade! Både med killingen og med alt! og så væltede gråden ud igen.
Så ægte var hans skuffelse, at Eigil blev forvirret og ordløs. Havde det været en voksen, havde han haft en replik, men nu Drengen anklagede også ham. Og havde ret.
Hør nu, Eigil stod klodset og trippede. Giv mig killingen. Jeg skal nok tage mig af den, hvem ved, måske bliver den rask
Lover du det? Drengens øjne var fulde af håb, selvom tvivlen kunne skimtes.
Det lover jeg, smilede Eigil og tog mod killingen. Du kan jo besøge mig og se, hvordan den har det. Ved du, hvor jeg bor?
Drengen nikkede ivrigt.
Hvad hedder du, killings redningsmand?
Silje hedder jeg, svarede han med alvor. Jeg kommer imorgen for at kigge.
Hjemme var det første Eigil gjorde at varme lidt mælk op, men killingen kunne ikke selv lappe op af skålen.
For pokker da, sukkede han og gik over til Gertrud.
Hun stod i haven og hængte vasketøj op. Hun så ud til at ville undgå ham, men han nåede lige at kalde:
Gertrud, har du tilfældigvis en sutteflaske liggende?
Jo, men hvorfor?
Jeg har fået et lille kræ, der skal have mælk, ser du
Gertrud betragtede den pivende, blinde killing med hovedrysten:
Den er alt for lille Sutten duer ikke, vent, jeg henter en pipette og et lille glas. Og noget brintoverilte, så du kan gøre såret rent.
Hvor tit skal den have mad?
Hver gang den piver, bare gi den, smilede Gertrud.
Killingen skulle fodres hver anden time. Resten af tiden sov den trygt i en papkasse, på et blødt tæppe. Eigil skiftede tæppet, tørrede killingens lille bagi med en våd serviet og sov næsten ikke om natten, lyttende efter den mindste lyd. Han sugede mælk op i pipetten og stak forsigtigt i killingens mund, indtil den ikke kunne mere.
Nå, bliver du da aldrig mæt? sagde Eigil venligt, mens han tørrede dynket pels væk fra snuden. En pludselig varme spirede op i hans hjerte, en ømhed, han helt havde glemt. På mystisk vis gav killingen ham lysten til livet tilbage.
Næste morgen droppede Eigil sin daglige inspektionsrunde han nænnede ikke at lade den lille alene. Til gengæld kom Silje på besøg for at tjekke op. Killingen havde det bedre, sov trygt og spiste ivrigt.
Såret er næsten væk, den har det godt. Du holder, hvad du lover, Eigil Mikkelsen!
Hvem siger, jeg ikke gør? spurgte Eigil overrasket.
Det siger alle, Silje trak på skuldrene. Men lyt ikke til dem. De forstår ingenting. Ingen ville hjælpe killingen og så kalder voksne sig selv for kloge
Et par uger senere dukkede Karen op.
Jeg har ikke set dig i Brugsen længe, Eigil. Jeg begyndte at blive bekymret er der sket dig noget?
Jeg har travlt, Karen! svarede Eigil. Jeg har fået mig en lille plejebarn, som ikke bryder sig om, jeg går fra den. Men den bliver nok snart hurtigere på poterne, så skal jeg have ordnet plankeværket, så de fremmede hunde ikke tager den. Og skorstenen skal renses, og huset trænger til kalk den synes om varme og renlighed. Der er nok at se til.
Jamen dog smilede Karen. Sig til, hvis du mangler noget fra butikken, så skal jeg gerne tage det med til dig.
Her er min indkøbsliste, Eigil fik travlt giv den til Silje, du ved, hvem han er. Han kommer hver dag; ellers må det blive ad flere omgange. Tag pengene, og hvis de ikke slår til skriv det på, til jeg får min folkepension
Et år senere sad Eigil med katten på bænken, og de sludrede dæmpet.
Han kommer nok, han har lovet det, forsikrede Eigil katten. Silje holder altid ord, men nu har han meget at se til. Han går i skole, forstår du
Mii-aaauv, svarede katten tilfreds.
Hvordan går det, Eigil? lød det fra traktoren, der standsede ude på grusvejen. Poul smilede ned til dem.
Det går godt. Rigtig godt endda! svarede Eigil.
Du er helt holdt op med at opdrage på folk. Det er sør’me blevet kedeligt uden dine opsange.
Jeg har skiftet kurs, Poul. Folk må selv finde vej. Der findes masser af belærere men alt for få hjælpere, lo gamle Eigil.
Det kan du sige igen! grinede Poul. Sig til, hvis jeg skal køre noget for dig, eller har du brug for at få marken vendt så sig frem! Traktoren tøffede videre, mens den spyttede blå røg ud i luften.
Der kommer Silje! Eigil nikkede mod krydset, hvor drengen kom gående med skoletasken på ryggen.
Mjauuu! udbrød katten lykkeligt og spurtede afsted mod sin ven.
