Jeg husker tydeligt, hvordan jeg fra starten aldrig rigtig kunne etablere nogen forbindelse med min svigermor. Vi boede i vores egen lejlighed i København, og jeg forbød hende hurtigt at komme på besøg. Jeg gik heller aldrig hjem til hende jeg ønskede ikke at udsætte mig selv for unødvendigt stress.
Inden jeg satte foden ned og sagde, at hun ikke måtte komme, havde hun uden blusel næsten overvåget hele vores hjem og forsøgt at indføre sine egne regler. Ifølge hende kunne jeg hverken lave mad, jeg gjorde aldrig rent, og jeg var ovenikøbet doven. Hun mente sikkert også, at jeg ikke kunne gøre hendes søn tilpas glad.
I begyndelsen prøvede jeg bare at lade som ingenting over for hendes mærkeligheder. Jeg forsøgte at tale pænt med hende, forklarede mig i et roligt tonefald. Hun nikkede bekræftende, som om hun forstod, men det gjorde ingen forskel det hele gentog sig.
Mine nerver brød sammen den dag, hvor svigermor sagde, at hendes billede skulle stå ved siden af det af mine afdøde forældre. Jeg blev helt paf af den idé. Jeg kunne ikke holde mig tilbage længere og sagde til hende:
Du skal aldrig sætte din fod i dette hjem igen! Gå!
Fra det øjeblik følte jeg mig mere rolig og afslappet. Jeg behøvede ikke længere at springe op, hver gang dørklokken ringede af frygt for, at svigermor skulle komme forbi og ødelægge mit humør. Hun kom aldrig mere, og det passede mig egentlig helt fint.
Forleden kom jeg hjem fra arbejdet tidligere end normalt.
Min mand, Niels, og jeg fejrede samme dag vores første fælles årsdag. Jeg syntes, det skulle markeres, og ville arrangere en overraskelse: jeg havde købt gave, lækre specialiteter og en god flaske champagne. Men da jeg ville låse døren op, gik det ikke. Jeg kunne mærke, at der sad en nøgle på den anden side.
Nå, så blev overraskelsen nok ikke til noget. Han var kommet hjem før mig måske havde han også planlagt noget for os? tænkte jeg. Jeg havde dog ingen anelse om, hvad der ventede mig.
Niels lukkede mig ind, men han så ængstelig ud.
Jeg valgte ikke at fokusere på det lille tegn. Jeg begyndte at dække bordet, og vi tændte endda stearinlys. Efter middagen hyggede vi os, krammede og kyssede og pludselig trådte Niels’ mor ud af garderobeskabet…
Langsomt banede hun sig vej mod døren, på en mærkelig måde, og jeg forstod først ikke, hvad der foregik. Hun tog en morgenkåbe på (da vi var begyndt at klæde os af), og råbte:
Bliv hvor I er!
Hvad pokker? Hvordan er du havnet i vores garderobeskab? Jeg skulle bare tjekke, hvordan min søn har det. Jeg måtte vide, hvordan staklen lever. Jeg så som altid et frygteligt rod. Hvad skulle jeg ellers forvente af dig, dit lille, beskidte pigebarn? Søn, jeg må gå nu. Jeg ringer … Hvorfor sidder du og spionerer på os i skabet? Kunne du ikke lige have sagt, at du var her? Forsvind, og kom aldrig tilbage!
Jeg vendte mig mod Niels og sagde: Har du helt mistet forstanden? Vidste du, at hun var i samme rum med os? Hvorfor fortalte du mig ikke noget? Hun ville ikke opdage, hvad vi lavede. Når du gik ud for at tage et bad, ville jeg hurtigt lukke hende ud. Jeg ville bare ikke have, at du vidste, at mor kom. Især ikke i dag vores årsdag. Hvad skulle jeg gøre?
Jeg mistede besindelsen og smed ham ud. Han kunne gå hjem til sin mor, hvis det var sådan.
Hvad ville du have gjort i min situation?
