Da jeg var 11 år, og min lillesøster, Freja, kun var 2, stak vores far af. Han fandt en ny kvinde, som umiddelbart var mere tiltalende end vores mor, i hvert fald i hans øjne. Som afskedsgave efterlod han os vores lejlighed med et solidt boliglån den slags bonus, man kunne være foruden. Det var øjeblikket, hvor vores verden blev vendt på hovedet.
Før det skete, mens mine forældre stadig rendte rundt og var lykkeligt gift på overfladen, var jeg fyldt med energi og glæde. Jeg gik på den bedste skole i København, dansede ballet tre gange om ugen, og har stadig en samling medaljer, selvom de mest hygger sig i en skuffe nu. Men efter skilsmissen ændrede alt sig det var slut med dans og luksus. Min mor, Karen, måtte tage flere forskellige jobs, nærmest på en gang: Hun gjorde rent hos folk, stod bag disken i Føtex, og delte flyers ud til dem, der ikke kunne løbe hurtigt nok væk.
Jeg måtte skifte fra privatskole til den almindelige folkeskole i vores bydel, fordi den var tættere på lejligheden og billigere. Der blev jeg pludselig klassens lys femtallerne kom som perler på en snor uden den store indsats. Danse var ikke længere et tema, for jeg skulle hente og bringe Freja i børnehaven. Hverdagen var ikke det samme; det var som at vågne op i en ny verden uden regnbuer.
Jeg blev hurtigt færdig med gymnasiet, begyndte på universitetet, og arbejdede samtidig for man kan jo ikke leve af kærlighed og rugbrød alene, vel? Men konklusionen er klar: Min barndom forsvandt, nærmest udvisket på grund af min far, der smuttede, og min mor, der slæbte mig med til rengøring, så vi kunne få enderne til at mødes. For nylig blev boliglånet endelig betalt jubel i stuen, og vi kunne næsten høre salme 100 spille i baggrunden.
Nu er jeg 23, og sparer sammen til mit eget sted. Livet er langt mere overskueligt og så, som en dårlig joke, dukker min far op igen. Det gik ikke for ham med den nye kvinde, så han beslutter sig for at vende tilbage til min mor. Nu går min mor rundt og stråler som en juleaften i Tivoli. Skal jeg være ærlig, forstår jeg ikke hvad han vil her? Han betalte aldrig børnebidrag, lod min mor stå tilbage med forpligtelserne, og jeg kan ikke lade være med at rynke på næsen. Han kommer først tilbage, nu hvor alle problemer er løst? Forventer han, at vi står og klapper i hænderne? Ja, min mor er glad… Og jeg ja, jeg har det svært med det, og det er måske lidt typisk dansk: jeg hader hende nærmest for det, dog i al kærlighed!
