Kære dagbog,
Jeg har så længe gået og døjet med det her og aldrig turdet sige det højt. Jeg har snydt dig, Knud, du er ikke min rigtige mand!
Jeg sad ved siden af Knuds seng, og med en fugtig klud tørrede jeg hans varme pande. Mine hænder rystede, og jeg mærkede, hvordan mine ord kløede i munden, men alligevel havde jeg holdt dem tilbage i alle de år.
Knud, jeg har villet fortælle dig det så mange gange, men jeg turde ikke. Jeg har snydt dig du er ikke min rigtige mand!
Han slog øjnene op og kiggede forundret på mig. Ikke afbryd mig nu, for tænk nu hvis vi pludselig skilles for altid, og jeg aldrig har fået fortalt det. Kan du huske, da du efter besættelsen pludselig dukkede op i vores landsby?
Jeg frøs dengang, husker jeg, men kastede mig om halsen på dig. Jeg forvekslede dig. Du lignede så meget min mand, men der kom jo dødsbud fra militæret, og så stod du der, lyslevende.
Jeg troede, at de havde forvekslet papirerne, og min mand var vendt hjem alligevel. Jeg kastede mig i armene på dig, men jeg mærkede straks, at det ikke var ham. Jeg rødmede, stammede en undskyldning, og lod dig overnatte ude i stalden.
Næste morgen ville du hjælpe med at fikse døren i stalden, og så styrtede en bjælke ned over dig. Jeg troede et øjeblik, at jeg skulle til at begrave endnu en mand, men du trak vejret så du var trods alt i live.
Jeg fik fat i lægen, og han sagde, at du nok skulle blive rask, bortset fra lidt hukommelsestab. Jeg besluttede at sige til dig, at du var min mand. Jeg kunne ikke klare alt alene med to børn, og du virkede stærk og god.
Du troede på det, det gjorde du virkelig. Senere har min samvittighed naget mig, men vi vænnede os til hinanden, lærte at holde af hinanden, og jeg ønskede slet ikke at forandre på noget.
Nu sidder jeg bare her og fortryder, at jeg tog beslutningen for dig. Måske ville dit liv have formet sig anderledes, hvis jeg ikke havde gjort det.
Knud så på mig i tavshed et øjeblik, og pludselig brød han ud i latter.
Du er nu en tosset gammel kone. Som om jeg ville have et andet liv jeg har elsket dig hele mit liv! Jeg kom ganske rigtigt tilfældigt til din landsby, men jeg valgte jo selv at blive.
Da jeg så dig første gang, blev jeg straks forelsket, men jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle nærme mig dig. Jeg tænkte, at hvis jeg hjalp lidt til, kunne det være du lagde mærke til mig måske ville du ikke smide mig på porten. Så faldt bjælken ned over mig, og alt blev sort.
Da jeg vågnede, stod lægen dér, og du nussede om mig, så jeg bad ham om at spille med på historien om hukommelsestab, så jeg kunne blive lidt længere hos dig.
Jeg blev overrasket, da du fortalte mig, at jeg skulle være din mand men jeg var jo jublende lykkelig for ikke at skulle finde på en undskyldning selv!
Du er en fjollet kone, smilede jeg. Kunne du ikke have sagt det noget før? Så kunne vi da i det mindste have grinet sammen.
Ville jeg gerne, men der var altid noget først de store børn, så fik vi tre mere, kan du huske det? Han blinkede kærligt til mig. Hele vores liv gik vi og bar på hemmeligheder der slet ikke var nogen rigtige hemmeligheder.
Godt, at vi fik det på plads nu, så vi i det mindste ikke gør englene forlegne med vores historier, sagde jeg, og tog hans hånd. Men Knud du må ikke dø fra mig. Du må ikke efterlade mig alene. Jeg kan ikke klare mig uden dig.
Nå, du store sentimentalist! trøstede han mig og klappede min hånd. Det skal nok gå. Nu skal du sove, morgenstunden er klogere end natten.
Vi lagde os, men min nattesøvn blev urolig. Tankerne svirrede rundt i mit grå hår og vilde ikke lade mig hvile.
Tidligt næste morgen vågnede jeg. Sengen ved siden af mig var tom. Mit hjerte sank af bekymring. Men nej han sad på trappestenen og røg sin pibe. Jeg sukkede lettet. Denne gang gik den langlemmede død forbi, så vi fik lov at skrante og knirke videre lidt endnu.
Tak til jer, kære læsere, for jeres kloge kommentarer og alle jeres likes! Følg med på siden, så I ikke går glip af flere spændende historier!
