Da jeg var tolv år, forlod min far mig og min mor og drog afsted med en ny kvinde, som om han var på vej gennem en tåget regnskov af glemsel. Ingen børnepenge, ingen sølvkroner flød ind min mor bad ikke om noget, og han kunne ikke engang hjælpe med en dansk femkrone, hvis han prøvede. Han lod simpelthen min eksistens fordampe som dug på morgenens græs, og hans blik var som et vindue, hvor ingen nogensinde stod og kiggede ud.
Da jeg blev femten, bankede en fyr, Mikkel, og hans kæreste, Katrine, på døren på vores lejlighed i København og krævede, at vi skulle flytte ud af et værelse min far havde givet det til ham, som om det var en julekage, man bare deler ud. Min mor ringede til ham, og han sagde bare:
Mikkel ligner min familie. Som om det var grund nok, som om alt blev omdelt pr. udseende i hans mærkelige hverdagslotteri.
Vi ville ikke bo sådan, så min mor solgte lejligheden og gav Mikkel hans del i danske kroner resten brugte hun plus et lån til at købe en lille toværelses. For at hjælpe hende med at betale af på lånet, gik jeg ud på gaderne i Roskilde og arbejdede, og universitetet blev gemt til regnvejrsdage der lå langt ude i fremtiden.
For to år siden døde min mor ét sidste suk, som om vinden fejede hendes sjæl ud over havet ved Helsingør og krediten hang stadig over mig som en vinterdrøm. Jeg har stadig et år tilbage, og mine nætter er fyldt med tal og bankpapirer.
Så, for tre uger siden, ringede min far, som et ekko fra fortiden, og bad om et møde. Den nye kone havde smidt ham ud, og han stod der rynket, svag, og hans folkepension var kun nok til at købe kaffe og rugbrød, men ikke til husleje. Han var hjemløs, hans liv uden tag, hans fremtid som en mislykket lottoseddel.
Han så på mig med øjne fyldt af våde morgenskove og bad om hjælp jeg stod der og kunne ikke finde ud af, om han var naiv eller bare vildfaren i sin egen drøm. Tænkte han virkelig, at jeg bare ville kaste armene om ham, præcis som da jeg var barn, efter tyve år hvor han aldrig kaldte, aldrig kom, aldrig sendte en sms, aldrig hjalp til, hvor han lod min bolig forsvinde som luft, hvor han stjal min mulighed for at blive student?
Synes du, du fortjener medlidenhed? Måske. Men ikke min. Du gjorde mere for Mikkel end du nogensinde gjorde for mig. Gå ud og græd hos ham måske åbner han en dør for dig. Glem mit navn, min adresse, din datter er væk som en sommerdrøm i Danmark. Du har aldrig haft og vil aldrig få din datter tilbage!
