Nogle gange virker det, som om alt endelig har lagt sig – arbejdet kører, kollegerne respekterer dig, patienterne husker dit navn. Så smider livet en ny drejning i, og du kan kun sukke: “Hvorfor igen?”
Efter “Eksternat” 👩⚕️, hvor Rigmor Jensen tog sine første skridt i amerikansk medicin, og “Doktor, jeg får kvalme!” 🤦♀️, hvor hverdagen som læge blev en blanding af absurditet og udmattelse, kom tiden til et nyt kapitel – “Kongen på kontrakt”. 👑
Og så venter “Residens” 📖, hvor medicinen har sine egne spilleregler: hårde, men ærlige, og nogle gange også morsomme. 👉 “Den her historie kan læses for sig selv – du kan starte her, selvom du ikke har set de foregående kapitler”.
“Kongen på kontrakt”
“I filmene er alt lige enkelt: advokaten går til ende, dommeren er klog og retfærdig, det gode sejrer. I livet – nej.” De bitre erindringer ramte Rigmor, da hun og manden så den seneste amerikanske blockbuster om aftenen.
Efter flere år som praktiserende læge på Sundhedscenteret i Aarhus følte hun endelig, at hun passede ind. Patienterne kaldte hende ved navn, kollegerne respekterede hende, og lønnen og frynserne var i top efter danske standarder.
Indtil den dag, hvor direktøren hastigt gik forbi og sagde:
— De sælger os ud. Det bliver kun værre. Jeg vil have dig til at kigge efter et andet job.
Et par timer senere kom hendes veninde Helle med en invitation til en forelæsning hos Dr. Henrik Aagaard – en kendt kardiolog, som ejer halvdelen af bygningerne på hovedgaden. Alt foregik i hans franske restaurant, med harpespil, vin og en lækker middag.
— Han holder øje med nye læger, – blinkede Helle. – Og alt det er fradragsberettiget.
Aftenen var helt i top: fagligt skarpe foredrag, udsøgt mad, musik i baggrunden. Så kom mødet med ham: dyr habit, guldramme, sikker smil. Og et tilbud om et interview.
— Lønnen er ikke helt i top, men bonusserne er superb, — sagde han roligt, mens han viftede med en check på 280.000 kr. — Ferie er to uger, nogle gange kan du arbejde om lørdagen. Men vi har et tæt hold. Du bliver min dronning.
Det eneste, der fik hende til at tøve, var konkurrenceklausulen: fem år og 24 km.
— Standard, — svarede han i telefonen. — Vi kan sætte den til 16 km. Du vil alligevel ikke forlade os.
Hun troede på de store vinduer, den knitrende pejs i hans kontor og den duftende kaffe, som den venlige sekretær havde lavet i en kaffekande. Hun troede på den papircheck med tallet, der så enormt ud. Hun troede, fordi hun virkelig ønsket, at alt skulle føles som i en eventyr.
De første måneder var som en drøm: eget kontor, en grøn gård udenfor vinduet, en personlig medicinsk assistent, kolleger man kunne sparre med om svære patienter. Men snart opdagede hun, at Aagaard brugte praktiserende læger som maskiner til at udstede henvisninger til hans centre. Bonusserne afhængte ikke af behandlingskvaliteten, men af antallet af bestilte test.
Klimakset kom, da hun fik ordre på at sende en 16‑årig dreng til fuld kardiologisk udredning, selvom hun mente, han blot havde en strakt muskel. Hans mor så den foreslåede diagnose på henvisningen og gik næsten i panik.
Der hang en konstant følelse af kontrol, overvågning og pludselige fyringer i luften. Så, som en redningsplads, kom Helle – veninden fra residensperioden – med et forslag om at starte en klinik sammen.
— Jeg har en ældre læge, der vil sælge sin forretning billigt. Vi kan tage vores egne patienter med.
— Men vi har den konkurrenceklausul…
— De siger, domstolen anerkender den ikke alligevel, — svarede Helle selvsikkert.
For første gang i lang tid smagte Rigmor frihed. Hun selv ville aldrig have turdet. De begyndte at planlægge… indtil Helle forsvandt. Hun dukkede op igen på Aagaards kontor med et tilbud, hun ikke kunne afslå: eget kontor, egne patienter. En eneste betingelse – ingen Rigmor med.
— Vil du have ti tusind ekstra? — spurgte Aagaard med samme stemme, kaldte hende “min dronning”.
— Jeg går, — svarede hun, knap nok i stand til at holde igen med vrede og såret stolthed.
— Så ser du, du får fortræd, hvis du gør det! – snappede han, mens han pressede en smal smil på læben.
En sikkerhedsvagt kom straks og førte hende ud som en kriminel. Kontoret stod bag hende: hylder med håndbøger, et maleri malet af hans mand, en bordlampejse fra hans hjem. Kun det, der kunne nås med hænderne, fik hun med. I bilen brød hun sammen i tårer.
Derefter fulgte lange søgninger efter lokaler, møder med udlejere, lister over udstyr. Da det så ud til, at alt gik i stykker, ringede de tidligere assistenter:
— Doktor R., vi står bag dig.
Med deres hjælp åbnede klinikken. Patienterne fandt hende selv, på trods af rygter om, at hun “døde” eller “flyttede til Rusland”. Den gamle adresse var kun 15 km væk. En halv kilometer er jo ingen sag, vel? Så kom et brev fra Aagaards advokater.
Retssagen var langsom, som en vedvarende forkølelse: regninger på flere hundrede kroner for hvert opkald, bunker af papirer, vidner‑patienter. Rigmor kom hjem efter møder med advokater udtømt som en svamp og begyndte for første gang at tro, at Aagaards “eventyr” kunne ende i total ruin.
Så kom dommen.
Dommeren, som gabte og skønnede papirer, sagde:
— Jeg ser ingen problemer. Vi reducerer radiusen, tidsbegrænsningen til et år.
Det var det. Alle måneder med kamp, tusindvis i udgifter, søvnløse nætter – alt sammen i et kort “jeg ser ingen problemer”.
Hun åbnede igen – på et nyt sted, væk fra de overfyldte kvarterer. Patienterne blev endda flere. Og lige da hun troede, at fortiden endelig lå bag hende, ringede telefonen.
— Det er Dr. Aagaard. Hvordan har min dronning det? Håber du ikke er sur? Kan du underskrive papiret til en ny MR? Jeg skal samle lægeunderskrifter.
I et øjeblik knugede hendes hjerte. Hun ville smide røret. Hun ville sige alt, hvad hun tænkte om ham. Men Rigmor tog en dyb indånding og svarede roligt, næsten med et smil:
— Det er fint, Dr. Aagaard. Tak. Du har gjort mig stærkere.
Da hun lagde på, indså hun: ja, han havde gjort hende stærkere. Så stærk, at hun nu ikke længere behøver nogen krone.
