Kære dagbog,
Jeg ejer et lille sommerhus lidt uden for byen. Jeg dyrker ikke noget der, egentlig bruger jeg bare stedet til at slappe af, når jeg har fri. Jeg har slet ikke lyst til at bruge energi på at holde en køkkenhave. Der har jeg sat en grill op og en hyggelig pavillon, så jeg kan sidde i læ, hvis det regner. Jeg har faktisk planer om snart at sætte et hegn op rundt om grunden.
Jeg tog ofte derud for at grille pølser og nyde freden væk fra Københavns larm. Mine naboer har altid været ganske okay hverken påtrængende eller snakkesalige. Men min ene nabo, Inge, var lidt speciel. Hun gik tit og lyttede ved hækken og virkede altid nysgerrig på, hvordan jeg kunne leve uden at dyrke noget overhovedet. På hendes grund, på den anden side af grusvejen, var der fyldt med bede, planter og blomster hun rodede konstant rundt derude og plejede alt med stor dedikation.
Fordi der ikke var noget hegn mellem vores grunde endnu, kunne Inge bare gå direkte over, som det passede hende. Jeg syntes nu ikke, det var særligt rart. Engang ankom jeg uanmeldt og så hende gå rundt på min grund, hvor hun betragtede det hele.
Jeg spurgte hende: Er der sket noget? Nej, jeg tænkte bare på, hvor man kunne sætte nogle løg i jorden. Du har så meget plads, men der gror jo ingenting. Måske skulle jeg plante noget? Du har vel ikke noget imod det, vel?
Jeg blev helt paf og anede ikke, hvad jeg skulle svare, for jeg ville jo ikke fornærme hende. Til sidst sagde jeg, at hun kunne lave et enkelt bed.
Men bagefter fortrød jeg det. Hun hang der hele dagen og gik mig lidt på nerverne jeg kom jo netop derud for at slappe af.
Så, da jeg endelig holdt ferie og tog til Skagen, tænkte jeg ikke mere over det. Men da jeg kom hjem og besøgte sommerhuset den næste weekend, fik jeg et chok. Inde på min grund stod der nu et væksthus og flere nye bede med agurker og tomater!
Jeg vidste med det samme, hvem synderen var, så jeg behøvede ikke at spørge de andre. Jeg blev virkelig irriteret, så jeg ringede til min ven Søren, og sammen smuttede vi ud til Silvan og købte materialer til et hegn. Allerede samme dag fik vi sat trådhegn op rundt om haven. Nu kunne Inge ikke længere vade ind, som hun ville.
Allerede weekenden efter kom hun forbi og spurgte: Hvorfor har du sat hegn op? Nu kan jeg slet ikke komme ind til mine planter. Vil du selv tage dig af dem, eller hvad?
Der gik grænsen for min tålmodighed. Den aften afmonterede jeg væksthuset og smed alle materialerne over hegnet til hende. Siden har hun ikke hilst på mig.
Bagefter kunne jeg ikke lade være med at tænke: Gjorde jeg nu det rigtige?
