FORDÆMT BRYLLUP
I landsbyen sagde man om Preben: “En enspænder.” Stor som et hus, sortsmudset smed, med hænder der kunne bukke hestesko og stryge et æblekinder. Han havde kone, trofaste Bodil, og et hus der bogstaveligt talt bugnede af hjemlig lykke. Her burde man boble af glæde.
Men så kom foråret, og med det vendte Agnete hjem til nabogården. Ikke den slanke pige, der engang tog toget til København, men en kvinde med dybe øjne, så man kunne fare vild, og en latter, der fik blodet til at fryse selv hos de mest garvede gårdejerkarle.
De mødtes ved den gamle mølle. Preben stod med næver, der fik værktøjet til at tie, og Agnete gik bare forbi og lod kjolen flirre gennem det høje græs. Deres blikke mødtes og så var der ild. Som om nogen havde lagt en glødende jernstang over hjertet.
Det var kærlighed på trods:
Trods Gud. Preben holdt op med at gå i kirke, kunne ikke møde Kristus i øjnene.
Trods folk. Hvisken bag hækken blev til skumle stolelege med blikke og pegende fingre.
Trods fornuften. Han vidste jo godt, at Agnete var frue, forkælet og flyvsk, og han bare et forårseventyr.
Men hver nat strøg han ud i skoven. Agnete ventede i den forladte jagthytte. Det var vanvittigt, hedtsødt og dampende syndigt. Hun nussede hans hærdede hænder, og han knækkede tørre grene som for at tæmme den ulv, der gnavede inden i.
Vi stikker af, hviskede han mod hendes skulder, så blodet flød fra læberne. Smider alt. Vi kan rejse mod Sverige. Eller Kolind bare væk.
Agnete klukkede med den bittersøde latter, der smagte af malurt:
Hvor vil du tage mig hen, smed? Mine fødder er vant til silkestrømper, dine til landevejsstøv. Vores kærlighed er forbandet, Preben. Sammen kan vi ikke trække vejret, men at skilles? Umuligt.
…Slutningen kom en efterårsnat. Bodil, opædt af mistanke, gik ud til smedjen. Hun så dem. Der var ingen skinger scene. Ingen tårer. Hun stirrede bare, mens hendes altdominerende Preben knælede foran en fremmed kvinde.
Preben gik først hjem, da det gryede. Huset var tomt. Bodil var rejst hjem til sin mor og far, børnene under armen.
Samme dag hørte han det: Agnete var draget tilbage til København, til en forlovet officer. Ingen seddel, ingen advarsel, bare væk.
Preben begyndte ikke at drikke. Han sled bare endnu voldsommere i det. Nu faldt hammeren mod ambolten med sådan en kraft, at det lød som om han prøvede at knuse minderne om det vilde forår i stumper.
Folk siger, forbandet kærlighed dør aldrig. Den ulmer, som kul under aske, og et random minde og så blusser det hele op. Men der er ikke længere varme, kun sort svide.
Kærlighed det er når to stirrer mod samme horisont. Fordømt kærlighed det er når den ene glor op i skyerne og den anden ned i graven, fastlåste i deres egne blikke.
Hvor der var begær, bliver kun tomme skaller og kirkegårdskulde tilbage. Fordømt kærlighed kender ikke til tilgivelse kun kræver den blod eller en evig fordømmelse.
…Efter Agnetes afgang var Preben ikke bare ændret han virkede svedet op indefra. Kun en skindød skal i arbejdstøjet. Hans øjne lå i mørke, som to forladte kulgruber.
…Bodil kom aldrig tilbage. Hun sagde til sin mor: “Jeg kan ikke trække vejret nær hans syndige stank det er som om han ikke lå med en frue, men med Døden i grøften.”
…Preben smed ikke flere plove eller hestesko. Folk gik i en stor bue uden om smedjen. Konerne slog korsets tegn, når hammeren lød klangende gennem byen. Der gik rygter om, at smeden smedede en kæde for at spænde sin sjæl fast til hende, der havde forladt ham.
…En novemberdag, hvor tågen havde spist alle stier, gik Preben til den gamle mølle med en bylt i armene.
Kom nu, hvæsede han, mens han hamrede en kæmpe, sort søm i møllehjulets træ. Du lovede, vi var sammen til sidst. Om det er i silke eller ligskjorte er mig ligegyldigt.
Og hun kom. Dog ikke den forårslysende Agnete, men en skygge. Kjolen flosset, ansigtet hvidt som kalk, og hvor øjnene skulle have været bare tomhed.
…I København fandt Agnete aldrig lykken. Officeren viste sig at være en spillefugl og værre endnu da hun blev gravid med “bondemandens kalv”, smed han hende ud på gaden kun iført natkjole. Hun frøs ihjel i grøften ved vejen, på vej hjem til sin smed.
Skyggen rakte ud mod ham.
Preben… hviskede det i sivene. Jeg fryser. Varm mig.
Han veg ikke bort. Han pressede denne jordkolde, dødslugtende gevækst ind til brystet.
Skal nok, min kære. Helt ind i knoglerne skal du få varmen.
Den nat stod smedjen i flammer, så hele sognet blev oplyst. Da branden lagde sig, fandt man ingen kroppe i asken. Kun to vielsesringe af groft, sort jern, smeltet sammen for evigt.
…Nu siger folk, at ved møllen sukker én tungt om natten, mens en anden tuder sagte…
En dyster landsbyhistorie siger, at jern, som slibes med brændstof fra forbandet lidenskab, aldrig bliver helt koldt. Ringene, dem fra asken, blev samlet op af en omvandrende opkøber en mand blottet for tro og samvittighed, sikker på han kunne sælge sort jern i Aarhus for en skilling eller to.
Men han kom aldrig frem. Man fandt ham i sin vogn på marken hestene stod som forstenede, mens han selv sad fastfrosset i bedestilling. Hans hænder var krampeagtigt lukkede, og på håndfladerne brændemærker efter ringene som om den døde stål havde trukket varmen ud én for én.
Ringene blev spredt for alle vinde, og bag dem fulgte udelukkende ulykke:
Splid: I de hjem, hvor jernet havnede, gik kærlighed på et døgn fra kys til kvælning. Mænd så hekse i deres kvinder, og kvinder kvalte mænd med hår om natten.
Hvisken: Dem der gemte ringene, svor de hørte tunge skridt og slæbende silke om natten.
Tungsind: Værst var dog “sort modløshed”. Mennesker holdt op med at spise, sad bare og stirrede, parate til at vente evigheden ud…
…Der gik årtier. Landsbyen blev forladt, møllen rådte op og sank i åen. Men nogle siger, at man af og til ser en skikkelse, der hvor smedjen brændte.
Det er Preben. Stadig kæmpestor, men nu kun med en glødende kul for hjerte. Han vandrer rastløs omkring og jagter ringene fra sit fordømte bryllup…
Mens sand kærlighed har krone på hovedet, bærer forbandet kærlighed et reb om halsen, der ikke løsner sig engang i døden for synden er sødere end livet, og lidelsen mere værd end frelse.
Forbandet kærlighed handler ikke om lyserøde blade og små suk. Det er begæret, der brænder sjælen, bryder løfter og trækker én nedad, med sten bundet om anklen og underligt nok er man lykkelig for at synke.
