Vi havde været gift i over 10 år, Jens og jeg. Udadtil så alt ud, som det skullevi elskede hinanden, vi havde vores dejlige datter, som vi begge forgudede, og vores liv i København virkede harmonisk. Men alting ændrede sig den dag, Jens mødte sin gamle studiekammerat fra Aarhus Universitet, som tilbød ham et nyt job med en svimlende løn.
Jens sagde straks ja. Og fra det øjeblik forsvandt min ro og tryghed som dug for sol. Han kom tit først hjem længe efter mørkets frembrudarrig og mut. Nogle nætter blev han slet ikke set hjemme. Hans forhold til vores datter, Freja, smuldrede ligeså stille bort. Så en aften, hvor regnen trommede mod vores vinduer, kom Jens hjem og holdt en ung pige i hånden. Med kold ro beordrede han mig til at pakke mine ting, tage Freja med mig og forlade vores hjem.
Jeg troede ikke mine egne ører, min stemme rystede, da jeg bønfaldt ham om at lade os blive til næste morgen. Men Jens flyttede sig ikke en tomme. Han skubbede os bogstaveligt talt ud ad døren.
Der var kun ét sted, vi kunne tage henmin mormors gamle bindingsværkshus på landet uden for Skagen. Huset var næsten ubeboeligt: taget lækkede, væggene stod skævt, og vinduerne var for længst væk. Nabokonen, Karla, kendte jeg svagt fra barndommen; hendes helbred var skrøbeligt, så jeg hjalp hende tit med alt fra rengøring til at hente brænde. Langsomt begyndte Freja og jeg at skabe et livvi fik gang i haven og landbruget, og snart havde vi adgang til friske jordbær, kartofler og mælk hver dag.
Med tiden fik jeg den idé at starte en gårdbutik. Jeg købte flere køer, og pludselig fandt man mine mejeriprodukter både i den lokale brugs og på hylderne i supermarkederne i Aalborg og senere endda i Odense. Så ringede telefonen en dagJens mor, som ikke havde givet lyd fra sig i årevis. Jeg sagde hende ligeud, at jeg ikke ønskede nogen kontakt.
Men nyheden om min succes nåede hurtigt tilbage til Jens, og en uge senere stod han i indkørslenmålløs over mormors hus, der nu var blevet et smukt, istandsat hjem, med en flot tysk bil udenfor. Han genkendte mig næppe; jeg var stærk og selvsikker, ikke den kvinde han havde smidt ud engang.
Jeg havde intet ønske om, at han skulle krydse vores dørtrin igen. Freja havde for længst forstået, hun ikke behøvede sådan en far. Jeg vinkede vores nye landbrugsmedarbejder, Mikkel, hen og sagde, han måtte vise Jens ud. Selv i vindueslyset kunne jeg se på Jens, at han først dér forstod, hvad han havde mistet.
