Kære dagbog,
I dag sad jeg ved vinduet i det lille hus i en landsby nær Århus og betragtede den grå himmel. Jeg ville gerne have gjort ruden ren, men både kræfter og lyst manglede. Haven var ved at blive en vildtage af brændenælder og brændenælder, men det bekymrede ikke den gamle Mette Jensen. Vinteren havde slået hårdt til og taget den sidste styrke fra hende. Selv om hun ville have kæmpet mod ukrudtet, kunne hun knap nok gå rundt i huset. Den gamle brændeovn snøftede, da røret var tilstoppet, og vi måtte spare på træet, så vi kun tændte den hver anden dag. Mette gik rundt i slidte gummistøvler og en slidt frakke, og hun gik sjældent i byen for at handle. I februar blev hun ramt af en kraftig forkølelse, og hun troede, at hun aldrig ville komme sig. Heldigvis dukkede naboen Gitte Madsen op for at tjekke til hende og kalde lægen. Lægen så på Mette kort, rystede på hovedet og sagde:
– Medicin hjælper ikke altid. Det er viljen til at leve, der gør forskellen.
– Jeg er allerede gammel, svarede Mette og vendte sig bort.
Ønsket om at leve svandt dag for dag. Hvorfor? Til hvem? Men sygdommen lettede sig alligevel. Gitte kom hver dag med varm suppe og frisk te.
– Du behøver ikke bekymre dig, Gitte, sagde Mette. – Jeg har så meget arbejde i huset.
– Det går nok, svarede Gitte, mens hun tændte op i ovnen. – Jeg har bedt min søn, Jens, om at komme på lørdag med brænde. Du skal have varme, og du…
Gitte var i begyndelsen af fyrreårene, livlig, arbejdsom og altid med et smil. Hun og min søn, Nikolaj, havde gået i skole sammen. Nikolaj flyttede senere til København for at studere, blev gift med den smukke Freja, og de kom ofte på besøg. Freja var en bypige, lidt finurlig, men hun hjalp aldrig med vand fra brønden eller ukrudtslugning. Mette holdt dog op med at være sur på sin svigerdatter – så længe Kolja, hendes søn, var glad. Da barnebarnet, lille Svend, kom til verden, var han en livlig dreng, og vi sendte ham ofte til sommerhuset på landet. Han elskæret i den friske luft og de åbne marker, og hans søskende voksede også op der. Efterhånden kom de sjældnere, kun et par gange om sommeren og efter nytår. En sommer, mens Freja tygge på en dildkvist, sagde hun:
– Mette, hvorfor så du så meget i din have i din alder?
– Kom i august, så høster vi sammen. Så har I grøntsager til hele vinteren, svarede jeg.
– Det er jo kun en pose i supermarkedet, svarede Freja. – Her har vi alt naturligt.
I slutningen af august stod jeg og fyldte glas med sprøde agurker og sirup af blommer. Jeg tænkte på, at folk om vinteren ville åbne et glas og huske de gode tider. Da den første sne faldt, begyndte jeg at strikke sokker og vanter – små røde til Freja, blå til Nikolaj og Svend. Jeg gav dem som julegave.
– Hvorfor har du så mange gaver? spurgte Freja med et rynket ansigt. – Du har et helt lager derhjemme.
– Men det er varmt, svarede jeg og smilede genert. Jeg vidste, at de ikke blev brugt så meget – Freja var så modebevidst, og Nikolaj kørte altid i sin bil. Men jeg strikkede fortsat, en maske ad gangen.
Nikolaj inviterede mig flere gange til at flytte til byen.
– Vi kan købe en lejlighed til dig, med varme og vand, sagde han.
– Nej, min dreng, jeg vil blive her. Dette hus er min barndom, min ungdom, min fars minder. Kom i stedet på besøg oftere, svarede jeg.
– Oftere? Men hvad med arbejde? spurgte han.
– Tag bare ferie, svarede jeg. – Ferie på landet?
– Et helt år arbejde for en ferie på landet? Det er da skørt! svarede Freja.
Jeg nikkede kun. Jeg ønskede at være tæt på min søn, men ville ikke forlade mit hjem. Jeg havde kun rejst med min far til Odense, da vi var unge, for at se, hvordan livet var i en større by. Det var kun en kort tur, og så var derhjemme igen. Byen var kun travlhed, støj og støv. Her på landet var det roligt, og folk var glade.
Min mand, Anders, døde for tyve år siden. Nikolaj gik stadig på universitetet. Jeg følte mig ensom, men jeg kaldte ham ikke hjem. Jeg vidste, at der ikke var så mange muligheder på landet. Så jeg ventede på, at han og hans familie ville komme igen. Men så gik de alle i en frygtelig bilulykke sidste sommer, da de kørte hjem fra en familiefest. En lastbil ramte dem frontalt, og alle tre døde. Siden da mistede jeg lysten til livet. Jeg sad ved vinduet, så ud på den støvede vej, og tænkte på lille Kolja, som jeg aldrig så igen, og på Svend, der så ud som sin mor men opførte sig som sin far. Tårerne løb langs mine rynkede kinder.
– Mette, hvordan har du det? spurgte Gitte med sin livlige stemme og trak vejret dybt. – Jeg er okay, Gitte. Hvad med dig?
– Jeg bager, sagde hun. Jeg laver nu småkager med løg til aftensmad og kommer forbi til te i aften, svarede hun og skyndte sig væk.
Først på eftermiddagen gik solen ned, og luften blev køligere. De store landportier åbnede, og ud sprang Mikkel, Gittes tolv år gamle søn, med en spand vand. Gitte fulgte efter med en tallerken dækket med et håndklæde. Bagved kom Anja, den yngste, med sin lille søster, lille Ida, på tre og fem år. Gitte var gravid igen, og hendes mand, Jens, en stærk mand fra en stor søskendeflok, var også der. Gitte råbte:
– Mikkel, hent vandet! Vi skal have suppe klar, inden Mette får varmen.
– Gitte, du driller mig, sagde Mikkel, mens han bar vandspanden.
– Ikke så meget, vi har boet side om side i så mange år. Har du taget din medicin i dag? spurgte Gitte, mens hun hentede krusene.
– Ja, svarede jeg. – Men hvad nytte har de? Jeg vil bare have fred.
– Det er ikke så let, svarede Gitte. – Hvis du tror på Gud, så tal med ham. Ikke alt er på jordens grund.
– Jeg har ikke så meget at gøre, svarede jeg.
Anja pegede på en halvfærdig vante, som lå på stolen.
– Hvad er det dér, Mette? spurgte hun.
– Det er en vante, jeg ikke har færdiggjort, svarede jeg.
– Den er smuk, lyserød og blød, sagde Anja og strøg den. – Må jeg få den, når du er færdig?
– Selvfølgelig, svarede jeg, mens jeg smilede.
– Og kan du lave en til Ida, mindre og rød? spurgte hun.
– Hold op! råbte Gitte legende.
– Måske kan jeg lære at strikke selv, sagde Anja drømmende. – Til mig, Ida og Mikkel. Alle sammen! Lær mig, Mette.
– Kom, kom, lille Anja. Du kan komme i morgen, så begynder vi kan starte, sagde jeg.
– Jeg kommer! svarede hun ivrigt.
Mikkel kom tilbage med to spande vand, og den gamle elkedel, som Nikolaj havde givet hende, begyndte at koge vandet. Vi satte os og drak te.
– Jeg hører, at du snart skal have et barn, sagde Gitte og pegede på sin runde mave. – Det er lidt ubelejligt i år, men så må vi bare finde ud af det.
Gitte fortalte, at den ældste søn skulle blive i byen på sommerpraktik, den mellemste kun klarede to år på gymnasiet, og Jens var blevet forfremmet til gruppeleder på arbejdet. Jeg lyttede kun halvt, men så på Gitte, på børnene, der fløj rundt med småkager, og på min egen sjæl, der blev varmere. Jeg ønskede mig at være rask til at lære Anja at strikke, og så mange farver af garn lå i skabet. Hvis der var for lidt, kunne jeg altid købe mere. Jeg måtte snart blive stærkere, for hvem skulle ellers hjælpe Gitte med hendes konserveringer og den lille kommende? Gennem denne tanke bredede en svag smil over mine læber. Ida gnubbede med hænderne og gabte.
– Vi skal huske alle eventyr, sagde jeg pludselig højt.
– Hvilke eventyr? spurgte Gitte.
– De med lykkeligt slut, altid med lykkeligt slut, svarede jeg og strøg Idas hoved. Jeg følte, at jeg igen var nødvendig.
I dag har jeg indset, at selv når livet føles tungt, er det fællesskabet, den lille handling og håbet, der bærer os frem. Jeg har lært, at viljen til at leve er stærkere end sygdom, og at en enkelt tråd af omsorg kan væve et helt liv sammen.
Livet lærer mig, at det er i de små øjeblikke med andre, at den største styrke findes.
