DU KOMMER…
På vej til den gamle kirke på Himmelbjerget begyndte alt at gå galt.
Silles ben begyndte at vakle, og mørke fløjtede i hendes øjne. Hun skulle fortsætte op ad den smalle sti, men energien manglede.
Sille gik af stien, satte sig træt på græsset og lagde sig derefter helt udstrakt. Veninden Maren lagde sin lille rygsæk under hendes hoved.
Folk gik forbi, kiggede nysgerrigt på den liggende Sille og fortsatte tålmodigt op mod den ældgamle kirke.
En af dem rakte hende en tablet. Sille åbnede let munden, lagde den på tungen uden at spørge, hvad den hed. Det var ligegyldigt for hende.
…Det gik lidt bedre.
Men at bestige bakken var ikke længere fristende.
Sille og Maren gik ned til den lille bæk, fulgte den tilbage til hotellet ved foden af bjerget.
Sille lagde sig på sin seng uden at skifte tøj.
Hun følte sig både trist og forvirret. „Hvorfor lod Gud mig ikke komme ind i den hellige kirke? Hvorfor stod han i vejen og sagde: ‘Gå væk, Sille, lad de uskyldige komme forbi. Du, som har fejlet, læg dig på vejen og tænk over dit liv…‘”
‑Sille, lad os drikke en kop te, hvad siger du?‑ spurgte Maren med et bekymret blik på den nedslukkede veninde.
‑Tak, Maren, men jeg har ikke lyst lige nu. Måske senere.‑ Sille lukkede øjnene og sukkede.
„Tænk på Maren, den evige drømmer. Hun har haft flere mænd end en løve har striber, ingen børn og ingen fortrydelse. Ærligt, hun har ingen steder at sætte sine prøver. Men hun gik alligevel ind i kirken, måske af frygt for helvede… Alle vil i himlen, men helst så sent som muligt, så de kan brænde sig selv ud hele livet og så på livets skråning fortryde. Bedre at gøre det på den aller sidste dag…
Men tiden løber, og du kan ikke nå…
Det er en skam, for Maren er en god, kærlig ven, altid klar til at støtte. Ingen kan tæmme hendes ekspladsive natur. Selvsikker og stolt. Når noget går hende på halsen, så kan hun gå fire veje rundt om det… Der er ingen erstatning.
…Men af og til er hendes pude våd af tårer. Fireogfyrre år har hun samlet dem, men de har aldrig nået bredden. Alt vugger som bølger, slår og flakker…
Hun længes efter kærlighed! En jordisk, brændende, altopslugende lidenskab.
Hun får altid at vide, at hun skal holde fast i én mand, to børn, en evig slægt, en køkken der kører døgnet rundt – dødelig kedsomhed!
„Se dig omkring, Sille, mændene snurrer omkring dig. Smag på kærligheden. Du vender altid tilbage til din Jens. Han vil tage imod dig uanset hvad. Men du får da også smage passionens ild.
Stop med at sulte i dit ægteskabelige sump! Slip løs, veninde! Du vil ikke fortryde det.“
…Åh, jeg har ikke lyst til de her lidenskaber! Helt ærligt, jeg ønsker dem.
Jeg havde jo Jens. Jeg elskede ham til vanvid.
Skæbnen havde sat mig sammen med ham. To år gik, og vi var som i en roman. Jens vidste det, men sagde ingenting.
Jeg overvejede at forlade ham for en anden.
Den anden, en charmerende elsker, slog mig i hovedet så hårdt, at jeg ikke havde energi eller lyst til at sige nej. Møderne var fyldt med rysten, sitren og hjerteanfald. Ubeskriveligt.
Alligevel gik jeg fra ham. Med kærlighed…
Jeg vendte tilbage til familien. Nogle gange tænker jeg, hvorfor? Med Jens var der en lille, men uendelig lykke.
Jens…
Følelserne var for længst dalet. Men de var der! Åndedrættet stjal mig.
Der blev kun efterladt med medlidenhed. Jeg er selv skyld i, at du har drukket min kærlighed, min kære mand. Tilgiv mig…
Kort sagt, jeg var forvirret dengang. Men jeg sagde intet til Maren om min elsker. Hun tror stadig, at jeg er en helgen. Ja, helt sikkert…
Og kirken lod Gud mig ikke ind…
Den er bare en skuffelse…
…Det var hårdt at glemme Lasse. Vi var sjælevenner, forstod hinanden med et halvt ord eller et blik…
Jeg tror aldrig, jeg kan få ham ud af min hukommelse. Alt var så vildt, stormfuldt, grådig…
Det sker kun én gang i livet.
Vil du prøve igen, Sille? JEG VIL! Åh, du…
‑Maren, hæld mig te,‑ sagde den nu mere livlige Sille, og omfavnede veninden.
…Og i hendes hoved lød tydeligt: „Find dig selv, barn. Vask din sjæl. Jeg elsker dig. Elsk dig selv. Og kom tilbage…“
DU KOMMER…
