Jeg er helt enig med min mor: min far var aldrig noget forbillede, og han var bestemt ikke særlig god eller følsom. Han var alkoholiker, og jeg forstår udmærket, hvorfor hun blev skilt fra ham. Men én ting forstår jeg ikke hvordan kunne hun overdrage mig til ham, da jeg var otte år gammel? Han kunne dårligt tage vare på sig selv, hvordan skulle han kunne tage sig af mig? Alt det, der engang føltes som en nogenlunde lykkelig barndom med far, blev hurtigt til en underlig og mørk drøm, hvor alting var forkert. Min mor ved ikke, at jeg hver nat bad til Gud om at blive voksen, så jeg kunne slippe væk fra fars hus.
Da jeg flyttede til et kollegie i Århus og begyndte mit eget liv, føltes det næsten, som om jeg svævede fri for fars evige drikkeri, hans moral-taler og geniale livsråd. Det var som om, jeg pludselig kunne gå på vandet, og alle mine bekymringer blev opløst i de blå skyer over byen.
Senere har voksenlivet heller ikke været let. Der var op- og nedture, og min kone og jeg havde svært ved at finde fælles fodslag især når vi diskuterede alvorlige ting. Hun kunne lide én ting, jeg noget andet, hun ville ét for vores datter, jeg noget helt andet. Og det var som om konflikterne fik en sær drømmekvalitet: vi talte hver især med stemmer, vi ikke kunne genkende, og vores ord forsvandt i tågen efter hvert skænderi. En dag efter endnu en konflikt, gik min kone en lang tur med vores datter ikke for at forlade mig, bare for at køle af og jeg sad i stuen, da dørklokken pludselig ringede, som hvis nogen bankede på et underjordisk klaver.
I døren stod min mor. Først genkendte jeg hende slet ikke, hun så ud som en fremmed fra en gammel bog. Hun sagde, at hun havde problemer og manglede et sted at være.
De vil smide mig ud af lejligheden i Odense, jeg har ikke betalt husleje. Folk slår på vinduerne om natten, jeg får ikke sovet. Jeg bliver her et par dage, er det okay?
Jeg ville aldrig have tilladt min far at komme ind, og slet ikke en kvinde, jeg ikke havde set i årevis, bortset fra billeder på Facebook.
Hvordan har du fundet min adresse? Du burde tage hjem.
Din far gav mig den. Han er stadig en klovn jeg skal nok fortælle dig det hele…
Jeg lod hende komme ind, fordi jeg ikke ville have hele opgangen skulle høre om hendes gæld og far. Hun gled ind i lejligheden som en tåge, lydløst, nærmest uvirkeligt.
Min mor blev et par dage, så et par uger. Hun fik overraskende hurtigt en god relation til min kone, og de begyndte stadig oftere at kritisere mig nærmest som om de kommunikerede via hemmelige drømmesprog. Jeg troede først, det bare var fordi de begge var kvinder, men en dag, da jeg troede jeg var alene, hørte jeg min mor tale om mig til min kone. Hun sagde, jeg var ligesom min far, sikkert også drak lidt for meget, og at jeg på mine gamle dage ville blive umulig. Som om den drøm, jeg havde haft om min far, nu gentog sig med mig.
Hvad hvis min kone forlader mig på grund af min mors ord?
Når jeg spørger min mor, hvornår hun flytter ud, er både min kone og datter altid på hendes side. Folk siger, det er hyggeligt med en ekstra kvinde i huset, og nogle glæder sig over at lege med bedstemor eller høre hendes godnathistorier. Men jeg føler mig urolig. Jeg har en følelse af, at de prøver at skubbe mig ud af mit eget hjem, ligesom skyggerne i en mærkelig drøm. Har jeg gjort min mor noget forkert, som hun bebrejder mig? Eller er det bare hævn for alt det, min far gjorde mod hende?
