**Dagbogsnotat**
Et helt år har jeg langsomt forsvundet på grund af en ukendt sygdom, men i går så jeg, hvordan min svigerdatter hældte hvidt pulver ned i min sukkerkrukke.
Den porcelæne sukkerkrukke med naive markblomstermønstre stod på sin sædvanlige plads, men nu lignede den en grim gabende mund, der næsten spyttede gift ud.
I går så jeg tydeligt, hvordan Alina, min søns kone, med et engleagtigt smil tømte det hvide pulver fra en lille pose, hun knugede i hånden.
Et helt år. Et helt år har jeg langsomt svækket mig, blevet til en skygge. Træthed, tåge i hovedet, kvalme, som lægerne afviste som “aldersbetinget” eller “psykosomatisk.”
Jeg begyndte næsten at tro på det. Men årsagen til mit forfald var ikke alderen. Den stod på køkkenbordet.
“Mor, har du igen ikke spist noget?” Alinas stemme var klistret som sirup, smørende og kvælende. “Du har brug for kræfter. Mads er så bekymret.”
Hun satte en tallerken havregrød foran mig. En ske sukker lå allerede på toppen af den tykke masse. Fra den samme sukkerkrukke.
Jeg så, hvordan kornene smeltede, og en kuldegysning løb ned ad ryggen.
“Tak, Alina. Jeg har ikke rigtig appetit lige nu,” sagde jeg med en uventet fasthed i stemmen.
“Åh, ikke det der igen! Vi aftalte, at du ville lytte til mig. For Mads’ skyld.”
Hun satte sig overfor mig. Perfekt manicure, medfølende blik fra store brune øjne. Et øjeblik tvivlede jeg var det måske bare min sygelige fantasi?
Men jeg huskede tydeligt hendes hurtige, smugende bevægelse ved bordet, da hun troede, jeg stadig lå i seng. Dengang smilede hun ikke.
“Alina, vi skal tale,” begyndte jeg og skubbede tallerkenen fra mig.
“Selvfølgelig, mor. Jeg er helt øre.”
“Jeg tænker, det er på tide, at du og Mads flytter hjem til jer selv. I har jo jeres egen lejlighed.”
Smilet rørte sig ikke, men blikket blev koldt, vurderende. Som om hun kiggede på en ting, der pludselig ikke fungerede.
“Hvordan kunne vi efterlade dig? I din tilstand? Du kan jo ikke klare dig uden os. Mads ville aldrig tillade det. Han elsker dig for meget.”
Hun udtalte “elsker” med en trykken, som om det var en uomgængelig trumf. Og det var det.
Min søn, min Mads, der så denne kvinde som en engel, der passede på hans hjælpeløse mor.
“Jeg har bare brug for ro,” sagde jeg ærligt.
“Det er ikke dig, der taler det er din sygdom,” svarede hun blødt. “Vi skal nok få dig på fode. Forresten, Mads har fundet en god notar. Vi tænkte, det var bedst at få donationen ordnet.”
“For din egen skyld, selvfølgelig.”
Hun talte om min fremtid, om min død, så ligetil, som om hun handlede brød. En rovdyr, der næsten havde fældet sit bytte.
“Jeg skal tænke over det.”
Om aftenen, efter at de var taget i biografen, tog jeg handsker på. Tømte hele sukkerkrukken i en pose.
I skraldespanden fandt jeg den lille pose, hun havde brugt. Den var ikke helt tom.
Der var stadig en smule pulver tilbage. Jeg hældte det omhyggeligt i en lille medicinflaske og gemte den.
Nu vidste jeg, at denne kamp ville være på liv og død. Og jeg var ikke længere svag. Jeg var en mor, der beskyttede sin blinde søn.
Mit liv blev til en spionthriller. Jeg spiste kun det, jeg selv lavede, låste køkkendøren.
På Alinas spørgsmål svarede jeg bare: “Jeg er på kur, skat. Lægen anbefalede det.” Jeg tog kun medicin fra pakker, jeg selv åbnede.
Alina holdt øje. Hendes maske af omsorg begyndte at revne. En dag så jeg hende bytte mine blodtrykstabletter ud med andre, der lignede.
“Åh, mor, jeg ville bare hjælpe dig med at organisere dem, men du forvekslede dem,” pludrede hun, da jeg greb hendes hånd.
Om aftenen talte jeg hårdt med Mads.
“Mor, hvad sker der? Alina siger, du bliver paranoid. Du anklager hende for at bytte din medicin. Forstår du ikke, hvor ondt det gør hende? Hun søger de bedste læger til dig, og du…”
“Mads, hun lyver for mig.”
“Hold op!” råbte han. “Hun kunne have det meget lettere hjemme hos sig selv! Hun gør det af kærlighed! Til mig! Og til dig! Hvorfor kan du ikke bare acceptere det?”
Jeg så på ham og forstod: Han hører mig ikke. Han gentager hendes ord, hendes tonefald.
En notar besøgte os uanmeldt.
“Mor, overraskelse!” sang Alina. “Det her er Peter Sørensen. Vi tænkte, donationen skulle ordnes hurtigst muligt.”
Mads stod ved siden af og så ned. Han skammede sig, men adlød. De omringede mig.
“Hvor mærkeligt. Netop i morges snakkede jeg med en gammel bekendt Erik Mikkelsen. Han er advokat. Han anbefalede, at jeg optog alle juridiske samtaler i min ’tilstand’.” Jeg pegede på den gamle mobil på bordet. En lille rød lampe blinkede optagelsen var i gang.
Alinas ansigt forvandlede sig. Smilet forsvandt, og rovdyret kom frem.
“Hvorfor?” hvæsede hun.
“Bare for at lære,” svarede jeg og så på Mads. “Jeg underskriver ingenting. Peter, undskyld, at vi spildte din tid.”
Efter den dag blev Alina tavs. Men jeg vidste, det var kun midlertidigt.
En dag kom jeg hjem fra lægen og så min dør stå åben. Derinde sad Alina og rev mine breve, billeder, Mads’ barndomstegninger i stykker alt, der udgjorde mit liv.
“Hvorfor gemmer du på alt det her? Det er jo alligevel snart forbi,” sagde hun uden at se op.
Jeg gik ud i køkkenet. Hældte pulver i en kop. Ringede til advokaten.
Så ringede jeg til Mads.
“Søn, kom hjem nu! Alina har låst sig inde hos mig, hun har skreget og taget noget!”
Da han kom, stirrede han på de revne billeder.
“Alina… hvorfor?”
Hun råbte om, at jeg var sindssyg. Men jeg rakte ham flasken med pulver.
“Et helt år, Mads. Hun har givet mig det her.”
Han stirrede på flasken, så på hende. Forståelsen kom langsomt.
“Er det… sandt?”
Politiet kom. Alina fik en dom.
I dag, tre år senere, er min sundhed tilbage. Men vigtigst er freden i min sjæl.
Alina sidder i fængsel. Mads kom sig langsomt.
