Hold da op, hvor tiden dog går
Nå, hvad bilder hun sig ind, den lille prinsesse! Må jeg altså ikke gå rundt i min egen lejlighed i morgenkåbe? udbrød jeg, Henrik, irriteret, mens jeg smækkede min halvfulde kaffekop hårdt ned på køkkenbordet. Hun burde være taknemmelig for, at jeg overhovedet GÅR med tøj herhjemme! Jeg har slidt og slæbt i tredive år for at kunne betale for de her kvadratmeter, mens hun stadig løb rundt og ragede efter saftevandet!
Grethe så udmattet på mig og kneb læberne sammen, mens hun lyttede til lydene bag den tynde væg. Klokken var halv et om natten. Engang var vores lejlighed på Østerbro varm og fredelig nu virkede den som en mærkelig blanding mellem et banegårdsværtshus og frisørsalon på tilbud. Ude fra stuen, nu omdannet til kundelokale, lød endnu en høj latter og den karakteristiske lyd af voks, der flås af.
Slap nu af, Henrik. Du skal snart i gang med blodtryksmedicin igen, hvis du fortsætter, sukkede Grethe, mens hun hvilede kinden på hånden. Men jeg er enig med dig. Det her cirkus har jeg fået nok af.
Så er det vel bare at sætte hende lidt på plads! Eller sende hende ud lad hende selv finde ud af, hvordan man bor.
Havde det været før, ville Grethe have protesteret og sagt, at så ville vi miste både søn og barnebarn, hvis svigerdatteren blev smidt ud. Men efter tredje søvnløse nat i streg var det os ligegyldigt. Vi skulle bare overleve
For fem år siden, da Torben første gang tog Amalie med hjem, var Grethe lykkelig. Hun troede oprigtigt, at vores søn endelig havde slået sig til ro. Og så var Amalie oven i købet gravid.
Mor og far, bær over med os i et år, sagde Torben bønfaldende. Vi har ikke andre steder at tage hen, og jeg klarer ikke forsørgelsen alene. Når Amalie starter på arbejde igen, bliver det lettere…
Et år Nu smiler vi næsten ved tanken om, hvor naiv man kan være.
Det første år efter lille Emil kom til verden holdt vi mund. Ung mor, hormoner, genopbygning selvfølgelig. Vi hjalp, så godt vi kunne: Grethe lavede grøntsagsmos, jeg trillede barnevogn, mens Amalie slumrede med telefonen under hovedpuden.
Andet år Grethe spurgte forsigtigt, om Amalie ikke snart kunne komme i gang med arbejde. Vi tilbød selvfølgelig at passe Emil, og vuggestuen stod også for døren.
Det kan jeg ikke, insisterede Amalie. Et lille barn har brug for sin mors nærvær for at udvikle sig sundt!
Lige lidt hjalp det, uanset hvor meget vi argumenterede. Amalie mente, at Emil havde brug for sin mor selvom han tilbragte mere tid med os.
På tredje år startede Emil i børnehave, og så havde Amalie en ny undskyldning:
Han bliver jo syg hele tiden i den institution. Jeg ender med kun at bruge pengene på medicin og ødelægge hans immunforsvar.
Da Emil blev fire, kunne vi ikke mere. Grethe satte foden ned: enten begyndte de begge at arbejde og spare op til eget hjem, ellers måtte de finde et andet sted at bo.
Hvad skulle jeg arbejde med nu? svarede Amalie vredt. Emil skal snart i skole, og vi er i gang med at forberede ham.
Men nu blev det Grethes tur til at være stålsat. Amalie brugte aldrig tid på at lave lektier med Emil, og til sidst måtte hun give sig. Dog ikke uden at finde et smuthul: hun tog et lynkursus i voksbehandling, fik et lille diplom og begyndte at reklamere sig som ekspert.
Nu blev vores lejlighed forvandlet til en hjemme-klinik.
Det er midlertidigt, sagde Amalie, Så snart jeg har klienter nok, får jeg mit eget lokale.
Men som man siger herhjemme: Der er intet så permanent som det midlertidige. Hun trænede først på veninder, med priser så lave, at der kom kunder i massevis men hun tjente nærmest ingenting.
Med pengene kom der også mere attitude. På ingen tid havde hun sat huset på den anden ende.
Henrik, kan du ikke snart lære det? Gå nu ikke og vis dig i undertøj, det generer mine klienter, befalede hun. Og Grethe, kan du venligst nøjes med ti minutter i badet? De unge skal nå i brusebad inden behandling.
Forleden blev der ballade, da Grethe havde stegt fisk til aftensmad:
Nu har du skræmt alle pigerne væk med den stank!
Så måtte Grethe droppe at lave mad efter eget hoved. Og det var ikke det værste Amalie vendte døgnet om, sov til middag, hyggede sig hele dagen, tog først klienter ind om aftenen mens vi passede Emil.
Alt stoppede først efter midnat. Torben og Emil sov tungt i det fjerneste værelse, men vi kunne ikke lukke et øje i soveværelset ved siden af klinikken.
Vi foreslog hende at finde et lokale, men Amalie nægtede:
Så bliver jeg ruineret. Jeg kan ikke hæve priserne, så forsvinder kunderne.
Men hvad med os? prøvede Grethe. Vi kan ikke sove natten igennem på grund af dig!
Jamen, vi mangler pengene! Jo hurtigere vi sparer op til eget hjem, jo før er I fri for os, svarede Amalie uden blusel.
Det virkede ærligt talt ikke som om Amalie prioriterede fællesskabet det hele handlede om hende. Måske håbede hun, at vi for helved ville trygle hende om at holde op, bare for at slippe for salonen.
Nu havde vi fået nok.
Du har ret, Grethe, sagde jeg. Så nu får hun sin sidste kunde i det her hjem.
Amalie lukkede sin sidste klient ud ved et-tiden. Vi gik hurtigt ud til hende.
Nu er det slut med din hjemme-klinik, sagde jeg hårdt. Ikke flere fremmede her.
Hvad mener du? Hvordan skal jeg så forsørge min søn? svarede hun forarget.
Find nu et rigtigt job der er masser, hvis man gider arbejde.
Skal jeg stå til ingen penge i Netto med min uddannelse!?
Torben dukkede søvnigt op fra soveværelset.
Mor, far kan jeg få lidt nattero? Jeg skal jo op på lagret i morgen.
Søvn er helligt, sagde Grethe. Men vi vil bare også gerne kunne sove i vores eget hjem.
Amalie, du vælger: Enten får du et lokale, finder et fast job, eller finder et andet sted at bo.
Amalie flippede ud. Der var tårer, drama og bebrejdelser og da Emil vågnede af hendes skrig, var det selvfølgelig vores skyld.
Men vi stod fast. Efter få dage flyttede Torben og hans familie til en toværelses i en udkant af Brønshøj.
To år gik. To år med ro og fred. Nu sover vi trygt, laver mad som vi vil og går rundt i vores morgenkåber. Til gengæld ser vi næsten ikke sønnen og vores barnebarn, kun når Amalie mangler pasning.
Så, en dag for nylig, stod Torben pludselig i døren. Tynder, mørke rande under øjnene og en sportstaske i hånden.
Mor, far må jeg overnatte her?
Selvfølgelig sagde vi ja. Snart sad vi alle over et par stykker rugbrød og en kop kaffe, mens Torben fortalte.
Da vi flyttede ud, faldt det hele fra hinanden, sagde han træt. Udlejeren gad ikke den halve frisørsalon, og hun nægtede at tage job i en rigtig salon for lidt løn. Så skulle jeg forsørge det hele.
For et halvt år siden blev Torben fyret. De levede af opsparingen og lidt fra Amalies forældre, indtil han til sidst tog midlertidigt job på et lager.
Stadig nægtede Amalie at arbejde.
På et tidspunkt var der ikke penge til husleje, sagde Torben og kiggede ned. Jeg bad hende tage hvad-som-helst. Hun sagde bare, at jeg måtte tage et lån så kunne vi klare os et par måneder
På det tidspunkt gik det op for Torben det her var ikke kærlighed, men bare sort hul. Amalie var villig til at køre ham i gæld for at slippe for at tage ansvar.
Jeg kunne ikke mere, sagde han til sidst. I morgen vil jeg gå til statsforvaltningen og søge om skilsmisse Jeg ved ikke, hvad der sker nu, men jeg kan ikke mere. Hun må selv vågne op, eller lade mig få Emil ellers ender han med aldrig at lære noget ansvar.
Vi talte længe sammen den aften. Ikke for at bebrejde, men for at tale om fremtiden og bare nyde hinandens selskab. Der venter nok stadig kampe, men de kan kæmpes, hvis vi står sammen.
Man betaler altid dyrt for ungdommens fejltrin, men det er dem, der tager skylapperne væk. Hvad Amalie angår nu står hun alene med sit ansvar. Jeg har lært, at det aldrig nytter noget at bære dem, der ikke selv vil tage et skridt.
