Det var nu en tid i unge dage, hvor Rasmus Steenberg var berygtet for sin styrke sådan en, man kun hører om i gamle sagn om Holger Danske. Når han gik igennem den lille sønderjyske landsby, var der ikke dét han ikke kunne løfte; han bar to sække korn, én i hver hånd, mens de andre mænd knap nok kunne få én sæk balanceret på ryggen.
Hold da op, Rasmus, der er krudt i dig! sagde naboerne forbløffet, men han svarede bare med et skævt grin.
Da Rasmus var ung, forelskede han sig hovedkulds i nabopigen, Kamma. De havde gået side om side hele barndommen, og med tiden blev det til mere. En dag spurgte han, om de ikke bare skulle gifte sig, og Kamma, som selv ikke kunne undvære sin Rasmus, sagde selvfølgelig ja. Hun var landsbyens smukkeste pige alle drengene var vilde med hende, men ingen turde rigtigt nærme sig hende med Rasmus i nærheden. Han var ikke typen der diskuterede længe, hvis noget gik ham imod.
De levede lykkeligt sammen, fik en søn, som de kaldte Mads og han var præcis lige så stærk som sin far og mild af sind. Men tiden ramte også Rasmus og Kamma. Hun blev syg og døde efter lang tids kamp. Rasmus blev alene på gården, gammel og stille, men stadig sej og stolt.
Han klarede alting selv lavede simpel mad, vaskede tøj i det gamle trug med sæbespåner trods vaskemaskinen, som Mads havde købt til ham. Rasmus nægtede at bruge den han stolede ikke på at sådan en moderne maskine kunne gøre det bedre end Kammas gode, gamle metode.
Far, nu må du da prøve at bruge maskinen, sagde Mads igen og igen, når han hver weekend kørte hjem fra Odense for at hjælpe med at bære vand og hugge brænde.
Pas du bare din egen lejlighed, svarede Rasmus, jeg vil have det som jeg altid har haft det. Den maskine snurrer som en gal og ødelægger det hele!
I gamle dage var byen større. Der var en lille skole og skæg og ballade med dilettant og skuespil. Folk elskede når de satte De Dødes Sjæle op, og ligesom i stykket fik landsbyens folk øgenavne. Den gamle fru Poulsen, som altid var sart og ordentlig, blev kaldt Fru Kassen, og Rasmus fik hurtigt tilnavnet Fætter Skrammel. Selv Mads brugte indimellem navnet, for Rasmus nægtede at smide noget ud uanset om han selv brugte det ellers ej.
Far, hvorfor beholder du det gamle kaffekander? sukkede Mads. Den fylder jo bare!
Den er minde fra min mor og fra Kamma og din mor, sagde Rasmus hver gang, og mindedes de gamle dage.
Og hvad med det gamle zinktrug der? Jeg banker hovedet op i det hvert andet minut, grinede Mads videre.
Nu må du passe din egen butik, svarede Rasmus, og sådan blev de ved.
Hver weekend spurgte Mads om ikke far ville med til Odense.
Far, kom nu ind til mig i byen. Der er varmt bad, alt er lettere.
Hvad skulle jeg dog i byen? Her har jeg min jord, mit hus og alt mit, sagde Rasmus. Vores gamle badstue kan kurere alt, og sveden banker alt ondt ud af kroppen! Og du elsker jo selv saunaen!
Jo jo, indrømmede Mads, men hvad med at nyde en kop kaffe på altanen, se børnene lege i gården?
Find dig nu en kone og giv mig et barnebarn, skubbede Rasmus igen.
Far, du ved jo siden min Anna gik bort, så så blev samtalen tavs.
Hvordan skal jeg gå fra alt det her? Alt har jeg bygget med mine egne hænder. Alt mit liv, alt værdifuldt for mig.
Du er ikke sparsommelig, far, du er samler! grinede Mads.
Men Rasmus var stædig han skulle ikke flytte sig.
Efter værnepligten valgte Mads at blive i Odense bylivet lokkede mere end livet på landet.
Jeg skal altså ind til byen, mor og far, sagde han, og selvom Kamma klynkede lidt, støttede Rasmus ham:
Lad ham nu, sagde han. Måske vender hans rødder ham tilbage engang.
Sådan gik det til, at Mads fandt arbejde på en maskinfabrik i Odense. Han flyttede ind i en lille lejlighed og mødte Anna, en skøn, stille pige med lyst hår. De blev gift og drømte om familie. Men lykken var flygtig, for snart døde Mads’ mor derhjemme på landet, og Anna og Mads måtte tage sig af den sørgende Rasmus.
Efter fire års ægteskab blev Anna endelig gravid. Hun fortalte det med tårer i øjnene og glæde endelig! Mads svævede på en lyserød sky.
Men da barnet skulle fødes, gik alt galt. Anna døde i barselssengen, og pigen overlevede ikke. Mads var knust. Han begravede sin elskede Anna og deres lille pige og så kun sin gamle far som den eneste familie.
Der gik ti år. Mads blev gammel alene i Odense, og Rasmus, stadig alene på sin gård, begyndte at blive mærket af alderen. Naboen Arne kom forbi og sagde:
Mads, du kunne jo flytte ned til din gamle far. Ellers tage ham med til byen han begynder jo at halte lidt.
Han vil ikke jeg spørger hver weekend, svarede Mads.
I landsbyen gik ungdommen sin vej, men i ny og næ så man stadig den unge smukke Malene, Arnes datter, som ikke ville forlade sin mor og sin hjemby. Hun var altid hjemme, hjalp med det hele, men mænd var der ikke mange af.
En dag, hvor Mads var hjemme og hente vand fra brønden, gik Malene ham i møde. Hun smilede, hendes kinder rødmede, men hun så hurtigt væk og hilste sagte.
Goddag, og gik hurtigt videre. Mads kunne ikke lade være med at kigge efter hende.
Rasmus blev mere og mere træt, men var stadig stolt. Mere og mere måtte han tage til Kammas grav. Mads tænkte på mange ting men delte dem ikke med sin far han behøvede tid.
Så en dag, ud af det blå, kørte en bil op foran Rasmus gård. Ud trådte Mads og råbte:
Far, hvad glor du på? Kom ud og hjælp nu skal vi flytte ting!
Er bilen din, dreng? Hvor har du den fra?
Jeps! sagde Mads. Jeg har solgt lejligheden i Odense og købt bilen. Nu flytter jeg hjem til dig. Det var ikke nemt, men du havde ret engang: rødderne trækker i én. Jeg har taget det store valg og det føles rigtigt.
Der er nu også en anden grund, Mads Mon ikke Malene har noget med din beslutning at gøre?
Mads slog en latter op.
Du er snu, far! Vi går op og frier til Arne og Malene, bygger nyt hus, og så bliver vi her. Hun har jo aldrig villet flytte mon ikke hun ventede på mig.
Og så blev der holdt bryllup på gården, som i de gode gamle dage. Mads og Malene fik en søn og en datter, og livet gled frem i ro og lykke i deres store, nye hus. Rasmus døde stille, og Arne blev gammel, men livsglæden og minderne fandtes stadig mellem væggene på den sønderjyske slægtsgård.
