En vis dame efter de tres sad syg hjemme i sin lejlighed på Amager. Pludselig opdagede hun, at hun ikke havde mere rugbrød. Hun overvejede at spørge sin nabo, Lise, om hun kunne smutte i Netto for hende, men så ombestemte hun sig. Hun spiste sin kartoffelsuppe uden brød. Og gæt hvad? Der skete absolut ingenting. Men det vigtige var noget helt andet: hun bad ikke om hjælp.
En gang tidligere stod hun i en lignende situation. Hun var løbet tør for mælk, og hun orkede ikke at gå i Rema. Naboen havde lovet at tage en liter med næste dag, men hun kom aldrig forbi. Efterfølgende sagde Lise, at hun havde glemt det. Den syge dame lå og kiggede på døren og bekymrede sig, men klarede sig fint uden mælk alligevel.
Nu har hun besluttet, at princippet om uafhængighed skal overholdes. Det er ofte nemmere og lidt sjovere, på sin egen måde at leve uden konstant at bede andre om hjælp. Det gik faktisk op for hende allerede i barndommen.
Vores hovedperson begyndte ligefrem at udvikle sin egen filosofi om selvstændighed. Man bør kun spørge om noget, hvis huset brænder, eller hvis der virkelig ikke er anden udvej.
For eksempel: Ikke låne penge af venner. Prøv at klare dig med det, du har. Beder du om hjælp, kan det sagtens være, din ven hjælper. Men hvad tænker han mon inderst inde?
Det samme gælder de voksne børn. Hvis man virkelig står i knæ, så pyt men ellers, tag et hvil, rejs dig op og kog dig en portion pasta. Bare lad være med at tigge: Soves lidt på det, og det går sikkert over. Man skal ikke være til besvær.
Har familien ikke ringet søn, datter, nevø så lad det være. Spørg ikke, hvor de bliver af. Det nytter sjældent noget at have ondt af sig selv. Du klarer det jo nok.
Selvmedlidenhed er nemlig farligt. Man kan let få frygtelige tanker som: Dengang jeg opfostrede dem, var jeg altid der for dem, og nu er der ingen, der går et ærinde for deres gamle mor. Den slags tanker tapper én for energi. Eller: Nu er hele folkepensionen pist væk, men datteren spørger ikke engang, hvordan det står til med mine finanser. Al den selvmedlidenhed ødelægger både helbred og forholdet til børnene.
Alt i alt er det bedst slet ikke at spørge om noget som helst. Og bagefter kan man glæde sig over, at det gik måske med lidt held og lidt hjælp ovenfra og du klarede det uden at spørge om brød, penge eller opmærksomhed.
Det har jeg personligt erfaret. Når jeg beder nogen om noget, føles det nærmest som om sjælen trækker sig sammen som en sten. Den dag, man accepterer det, vågner sindet lidt op og man belønnes med ro i hjertet. Ja, det virker faktisk.
