HEKSEKONEN
En pige på omkring 17-18 år stod sammenkrøbet ved det lille hus for enden af byen. Hun pustede varme i de kolde hænder, mens hun nervøst så sig omkring og tøvede med at gå ind. Der havde aldrig været gadelygter i dette kvarter, og bygningerne blev slugt af tusmørket, der faldt over København. Et sted gøede en hund, vindens susen fik grenene til at knage. Hun var rædselsslagen.
Kom indenfor nu, når du alligevel er kommet! en skrøbelig gammel dame kiggede nøje på Emma. Hvorfra var hun pludselig dukket op vil du kende din fremtid? Vil du trylle kærlighed frem hun rystede hovedet uvilligt. Du venter dig ak, alt for tidligt, alt for tidligt.
Hvordan ved du det? spurgte Emma, pressede den klump der satte sig i halsen, ned med besværet synk.
Den gamle smilede skævt og vinkede hende nærmere. “Som om jeg ikke ved hvorfor I unge lusker herud… dumme, naive… ak, ungdom.”
Tag lige en favn brænde med, jeg er gammel, det er tungt for én… husk at børste støvlerne af, gav hun roligt besked, og Emma adlød og fulgte trop.
Indenfor var huset langt større, end det så ud udefra. I forstuen hang væggene fulde af tørrede urter, og den stærke duft fik Emma til at tage en hånd op for munden.
Nå… hvad vil du da have, min pige, sig det, bedstemoren satte sig forpustet på bænken.
En kærlighedsdrik, mumlede Emma og så ned. Han har droppet mig… han gik til Amalie
Nåh, nåh, rolig nu, du ødelægger bare mine urter, du får din elskovsmikstur mumlede den gamle, mens hun stoppede tørre urter i hånden. Så følger han dig som en kalv efter sin mor. Vil kysse dig på hælene, Emma begyndte at smile. Han bliver frygteligt jaloux, vil ikke give dig fred for et eneste menneske du møder. Studierne kan du glemme, han lukker dig ikke ud på arbejde. Hvert andet år får du et barn, alle smukke, som perler på snor. Ved du det?
Emmas øjne flakkede, men hun nikkede.
Senere vil han slå. Elskovsdrikken vækker vrede i hjertet… han vil slå dig hårdere og oftere. Han vil begynde at drikke og rende rundt… er du klar over det?
Emma stod tavs helt gemt mod døren, hænderne rystede.
Din lykke vil glide dig forbi. Din udkårne. Han ville ellers bære dig på hænder. Nå, skal vi gå i gang? hun gnubbede hænderne.
Vent, vent… min lykke, hvordan ser den ud?
Hvordan? Høj og bredskuldret. Stærk og trofast. Men ikke længere din… skal vi så begynde?
Vent… må jeg tænke lidt…
Hvad er der at tænke over?! knurrede hun du er jo kommet, så du må have besluttet dig…
Nej, jeg tror jeg går jeg kommer måske igen senere
Døren smækkede. Bedstemor smilede. Ungdom, dumhed, naivitet. Gid nogen havde fået lidt fornuft ind i hovedet på én dengang… nå, det banker igen… hvad nu…
Kom ind… har du ombestemt dig?
Nej… undskyld… men barnet? Hvad gør jeg… mine forældre vil aldrig tillade det…
Hvad skulle de ikke tillade? den gamle så straks den dyre frakke og de smarte støvler. De elsker dig Emma nikkede de forkæler dig Sådan vil de også komme til at elske dit barn de vil måske skælde lidt ud
Hvordan bliver han? Mit barn? hun holdt en hånd beskyttende på maven og så igen ned.
Hvordan? Helt fantastisk, smuk og klog din glæde!
Og skolen? Kan jeg fortsætte?
Du når at afslutte året tag et sabbatår, eller hvad det nu hedder
Orlov, hviskede Emma.
Præcis alt skal nok gå, vent og se nå, afsted med dig.
Tak, du er jo rigtig heksekonen! En rigtig én! En god én! råbte Emma og smækkede døren bag sig.
Gud være med dig, sagde den gamle og gjorde et kors for døren med sin magre hånd.
* * * *
“Heksekonen! Jamen altså!” fnyste gamle Magna for sig selv. “Heksekonen! Som om jeg er det!” Hun bryggede te og mumlede ned i koppen. Te på danske urter. Mynte, timian, kamille. Bitter, men sund. “Heksekonen! Ja, det har de da fundet på selv! Hvem kommer ellers her med knust hjerte? Og børn? Enhver mor synes hendes eget barn er noget særligt hun skal nok få læst og giftet sig godt det hele skal nok blive godt!”
Magna tog en slurk te, lo tørt: “Heksekonen! Jeg må le! Folk finder selv på historier, de tror på. Og urterne, alle kan samle dem, drikke dem og blive raske og sove godt…”
