Nogle gange føles det, som om hverdagens trummerum langsomt siver ind i ægteskabet, og alt det nære, bløde og trygge får et drys støv af kedsomhed, der kan gøre det hele så stille, at man får lyst til at slippe væk. Jeg har aldrig tænkt sådan om mit liv med Madsmen mon han nogensinde gjorde? Der var vel ingen anden forklaring på, at han, uden et eneste ord, havde pakket et par kufferterdet, han kunne bære i én omgangog var gået, uden så meget som at sige farvel.
Vores liv var godt nok. Vi plejede hinanden, grinede, lavede mad sammen og nød freden. Måske var vi begge, på det seneste, alt for opslugt af travlhedarbejdede sent hver dag, orkede sjældent mere end at sove og rydde op i weekenderne. Måske trængte rutinen ham. Men at tage afsted, uden at lade mig vide bare det mindste? Ikke engang give mig lov at sige noget til mit forsvar…
Mads tog ikke min telefon. Svarede ikke på beskeder. Gjorde alt for at lukke mig ude bag en usynlig dør. Jeg var rædselsslagen for, at jeg næste gang jeg hørte nyt fra ham, ville det være via et brev fra kommuneadvokaten. Men min storesøster, Sigrid, sagde, jeg skulle ringe til hans familie. Jeg valgte svigermorens nummer. Vi har altid haft et hjertevarmt bånd, fuld af tillid. Hun forsøgte først at lade som om, hun intet vidste om, hvor Mads var, men hun overgav sig hurtigt:
Jeg har ham her, desværre. Hans ven er kommet slemt til skade på motorcykel, og drengen hans… Ja, du ved, han har ingen mor, og nu heller ingen far. Mads vil adoptere ham, så han ikke skal vokse op på et børnehjem. Du har jo ikke villet have børn. Du er stadig ung…
Ordene var som at blive ramt af en storm ved Vesterhavet. Kendte Mads mig virkelig ikke bedre end det? Tænkte han, jeg ville nægte, hvis han havde spurgt?
Samme aften trådte jeg ind hos svigermor. Mads sad ved spisebordet, og på hans skød sad en seksårig dreng, alvorlig og nysgerrig.
Lad os gøre det, sagde jeg, næsten før døren smækkede bag mig. Vi kan blive gode forældre, Mads. Vi ville alligevel have talt om børn før eller sidenog nu er lykken allerede landet hos os.
Jeg så, hvordan Mads skuldre sank af lettelse. Var det lettelse eller glædeeller begge dele? Han havde slet ikke drømt om, jeg ville sige ja. Vi tog hjem sammen den nat, ikke kun med to kufferter, men også med følsomme små sko, en grøn bamse og skrammede lego-klodserhele livet i forandring, på én gang.
