Det nytter ikke at narre sig selv med håb
Ser man sine forældre, hvor varsomt og omsorgsfuldt hendes far behandlede moren og hende, tænkte Freja altid:
Jeg får også en sød og flot mand, kun ét ægteskab for livet. Jeg vil elske min mand, og han vil elske mig. Vi skal have børn, leve længe og lykkeligt.
Med det billede i hovedet voksede hun op og ventede på sin eneste ene. Så en dag sagde veninden Mille:
Det er lørdag, skal vi tage til stranden? Solen bager, og der er så kvælende derhjemme.
Hvorfor ikke, svarede Freja, det er en god idé, vi trænger til afslapning.
En varm og drømmende sommerdag lå Freja og Mille og nød solen ved Bellevue strand, svømmede i Øresund, som var det smeltet krystal. Hun så ham ikke til at begynde med en fyr lå på et slidt tæppe et par meter fra dem, bredskuldret og mørkhåret. Pludselig mødtes deres blikke, hans dybe, sorte øjne borede sig næsten igennem hende. Snart kom han over.
Hej piger, må jeg slå mig ned her? Det er lidt kedeligt at være alene. Jeg hedder Mads, sagde han og så direkte på Freja.
Ja, sagde hun blidt og skubbede til strandtæppet.
De begyndte at snakke. Mads var tydeligvis interesseret i Freja hun var jo både klog og smuk. Han gik op i fodbold, og hun kunne lide sporty fyre. Freja blev stormende forelsket, så forelsket at hun ingenting så. Mads var jo hendes drømmefyr høj, muskuløs, et blændende smil.
Freja, kan du ikke se, at Mads ikke er den rette? Han er grov, advarede Mille, der anede mere, end Freja gjorde. Men intet kunne rokke Frejas tro på ham.
Mille, du snakker bare. Alt er fint med os. Han er bare beskyttende, sagde Freja i forsvar for sin kæreste.
Da Freja sagde, at hun skulle giftes med Mads, lod Mille igen advarslen falde:
Åh, Freja, pas nu på. Men Freja viftede bare hende væk og tænkte, at Mille måske bare var misundelig.
Først var ægteskabet fyldt med lune aftener og latter ved spisebordet. Men det var som om, Mads aldrig var glad:
Du burde tabe dig, den nederdel er for kort, den kjole for åben. Gå nu med noget mere anstændigt. Og Mille gider jeg ikke have, du ser mere. Hun er dårligt selskab, sagde han, og Freja nikkede og tænkte, at han sikkert havde ret.
Efterhånden faldt Frejas rosa briller til jorden. Hun begyndte at se hans fejl: kritikken, den manglende venlighed. Mads yndede at ydmyge folk, især ekspedienter og tjenere, talte til dem, som om han var en konge, de hans slaver. Freja blev altid ildrød i kinderne og kiggede væk.
Han havde nok altid været sådan, men før tolkede hun det som ridderlighed. Nu var det hende, det gik ud over.
Du har sat gaflen forkert. Hvordan kan du dog hælde kaffe sådan? Hvorfor er suppen smagløs? Hvorfor har du ikke strøget skjorten? Hvorfor ser dine sko sådan ud? sådan gik det dag ud og dag ind.
Freja blev irriteret over hans klager, men hun rettede sig efter dem og håbede stadig. Håbede, han ville ændre sig.
Hvis han klager, er jeg vel en dårlig kone? tænkte hun. Mads siger, jeg skal tabe mig, måske har han ret.
Hun undskyldte hver ydmygelse, søgte forklaringer på alt. Men en dag sagde hun imod, og da slog han hende. Også det undskyldte hun:
Jeg kunne jo bare have holdt min mund.
Mads var fuld den nat. Fulde nattevandringer blev hyppigere; blå mærker blev flere, og hun skjulte dem. Mille så alt og sagde til hende:
Forlad ham, Freja. Du kan ikke redde et menneske, der ikke vil reddes, han elsker dig ikke.
Mille, men jeg giftede mig med ham af kærlighed, og et ægteskab er for livet. Han ændrer sig nok, svarede hun.
Du er naiv, Freja. Du vil fortryde det.
Mads kom en nat hjem, dunsterne af øl og gammel tobak svævede omkring ham, og Freja sov. Han blev vred: hans kone skulle altid vente vågen. Han rev hende vågent, slog igen og igen. Til sidst ringede hun selv 112. Et ribben var brækket.
Freja, jeg beder dig, undskyld mig, sagde Mads, mens han sad på stolen på hospitalet.
Men hun stolede ikke længere på ham og tænkte:
Han er kun bange for at få en dom, ikke for, hvad han gjorde. Alligevel tog hun skylden på sig selv.
Det var hendes mor og Mille, der fik hende til at søge om skilsmisse. Og bagefter forstod hun livet er langt bedre alene, ingen hoverende ord, ingen kritik. Hverdagen vendte tilbage. Freja var jo fortsat ung og smuk.
Hun mødte Anders til Milles fødselsdag en fjern slægtning. Han var alt det modsatte af Mads: stille, tålmodig, hjemlig.
Nu bliver det ikke de samme fejl igen, sagde Freja glad. Også Mille kunne lide ham.
De ventede ikke længe med brylluppet. Anders var rolig og omsorgsfuld. Men én ting gnavede hans forhold til penge. Han havde et lille grønt hæfte, hvor hver 25-øre blev bogført.
Nå, biografbilletterne er steget igen, sagde han med et suk.
På caféen tog han altid de billigste retter og overtalte hende til det samme. Freja forstod det ikke; de havde det faktisk godt hans lejlighed, hans bil, endda et sommerhus delt med forældrene.
Anders skyldte hende ikke noget, men krævede budgetopgørelse for hver en krone. Hun ringede til Mille:
Mille, tror du det? Anders kræver regnskab for alt, jeg køber selv bind og shampoo! Han synes, kosmetik er spild læbestift er alt, hvad en kvinde må bruge efter hans mening.
Puha Freja, jeg vidste ikke, han var sådan en nærigpind. Jeg ville heller ikke kunne holde det ud.
Så knækkede Freja benet og blev indlagt, netop som hun var blevet fyret på arbejdet. Der viste Anders for alvor sit ansigt. Til besøgene på hospitalet havde han ét æble og lidt kærnemælk med.
Anders, maden herinde mætter elendigt. Kunne du give lidt til rengøringsdamen, så hun kan hjælpe mig?
Hvad snakker du om? Hun får løn for sit arbejde hun skal ikke have mere, svarede han koldt.
Da Freja endelig kom hjem, humpede hun rundt på krykker. Hun lavede mad og forsøgte at gøre rent, som hun kunne. Anderledes end før, begyndte Anders nu at kritisere, at det ikke var gjort ordentligt rent, at der ikke var suppe til frokost. Da hun bad ham købe nogle kvindeting, blev han vred en vred, hun aldrig havde set før.
Hvad bilder du dig ind? Du sidder bare hjemme. Kan du ikke snart vende tilbage på arbejde og holde op med at ligge mig til last? Jeg kan ikke føde dig for evigt.
Det blev sidste dråbe. Hun ringede Mille:
Hjælp mig, Mille! Mens Anders er på arbejde, hjælper du mig ud, jeg tager en taxa til mor. Jeg orker ikke mere.
Mille hjalp, og Freja søgte om skilsmisse. Anders ringede og krævede alle gaver tilbage, udfærdigede regning for hver cafébesøg og biograftur.
Mille, jeg troede kun det skete i vittigheder, men ser man bare, sagde hun bleg.
Freja gav ikke op, blev rask, fik et godt kontorjob, selvfølgelig med Milles hjælp, nu kolleger. Mille trøstede hende:
Freja, du finder lykken, det tror jeg på. Måske tiltrækker du bare den slags mænd?
Måske, Mille måske, svarede hun.
Efter to brud blev Freja forsigtig med nye bekendtskaber. Hun vurderede og spurgte ud, hvilket ikke alle mænd forstod. Så en dag fik de en ny kollega, Jonas. Med ham var det, som luftmolekylerne selv blev elektriske. Selv Mille bemærkede det:
For Guds skyld, Freja, tag ikke de lyserøde briller på igen. Lad mig også holde øje med ham.
Jonas var betænksom, bryggede kaffe til hende, inviterede hende med ud, betalte altid uden at gøre vrøvl.
Freja, jeg tror, Jonas er netop det, du har savnet. Han er ikke nærig, han tager sig af dig, kører dig hjem og henter dig igen. Hvad mere kan man ønske?
Freja følte det, hun havde aldrig følt sig så tæt beskyttet før. Nu forstod hun endelig sætningen: “at føle sig som bag en mur”. Jonas var hendes mur.
Jonas friede, og hun sagde ja. De har nu et roligt hjem, to glade sønner, Jonas forguder Freja og børnene. Her er lykken.
Tak fordi du lyttede. Held og lykke, kære ven.
