Maja og Andreas har været kærester i to år. For nogle måneder siden valgte de at flytte sammen og rykkede ind i min mors lejlighed. Vi havde først overvejet at sælge eller leje den ud, men da min søn forhold hurtigt blev mere seriøst, besluttede min kone og jeg at give dem lejligheden. Den er ganske almindelig, toværelses, placeret på første sal.
Lejligheden trænger dog til en kærlig hånd det er længe siden, der sidst er blevet renoveret, og en opfriskning ville bestemt klæde stedet. Nu om dage vil unge mennesker gerne have det hele i lys skandinavisk stil, med hvide vægge, flotte trægulve og enkle lamper. Derfor regnede vi selvfølgelig med, at Andreas hurtigt ville gå i gang med istandsættelsen efter indflytningen, men det lader hele tiden vente på sig.
Min kone foreslog, at jeg skulle spørge Andreas, hvorfor de ikke går i gang med renoveringen. Han forklarede, at det skyldtes Maja. De deles om husleje og internet, og selvom der skal ordnes nogle akutte ting i lejligheden, vil hun ikke investere i tapeter, gulve eller noget andet. Fordi de endnu ikke er gift, føler hun sig usikker på at smide sine penge i et hjem, hun måske ikke får lov at beholde.
Er det ikke lidt for praktisk? Hun får Andreas til at fremskynde et frieri, udnytter at alt allerede er ordnet for hende, men vil alligevel ikke satse én krone på fremtiden.
Jeg forstår heller ikke helt meningen i det hvis Andreas ikke havde planer om at fri, hvorfor så flytte sammen? Min kone tager Majas parti og siger, at det er nu tryggest at være gift.
Men hvad gør det egentlig af forskel, om de er gift eller ej, når de allerede bor sammen som kærester?
Jeg kan ikke lade være med at tænke, at Maja bare regner med, at Andreas skal ordne alt og betale for det hele selv. Måske handler det i virkeligheden om tillid om at turde håbe på et fælles liv. Livet lærer os, at de stærkeste forhold bygges på gensidig investering og tillid, ikke kun sikkerhed og forsigtighed. Nogle gange må man tage et skridt og satse lidt for kærligheden også selvom man ikke kender fremtiden.
