Jeg mindes dengang, for mange år siden, da vi boede i et lille lejlighedskompleks i København, og den evige jagt på at hente Mikkel fra børnehaven begyndte at blive en drømmende rutine.
– Jens, hej. Har du hentet lille Mikkel fra børnehaven? spurgte Lone, hastigt og med et bekymret blik.
– Jeg? Nej. Hvorfor skulle jeg? svarede Jens, forvirret over spørgsmålet.
– Hvor er du så, Jens? Jeg sagde i morges, at jeg ville blive forsinket. Jeg har et projekt, der skal afleveres fredag, og jeg kan ikke svigte alle.
– Jeg har maling på vej, vi venter på maleren… Du sagde, du blev forsinket, men du sagde ikke, at du ville hente drengen.
– Du forstår det ikke, sagde Lone og lagde røret på.
Udenfor kontorets store panoramavindue glimtede aftenlyset fra de mange gadelamper. Nogle blinkede stille, andre flakkede som en svag puls. Lone trak en hånd gennem håret, rystede hovedet og sukkede højt. På uret stod fem minutter i fem. Det var femte gang i den måned, at forældrene ikke nåede at hente Mikkel inden børnehavens lukketid.
– God aften, Søren, ringede Lone ind på et velkendt nummer. – Ja, der er trafik. Jeg er på vej, men alt er stadig stille.
– Bare rolig, Lone, jeg henter Mikkel nu, svarede den anden ende.
Søren var en fjern slægtning, som boede alene i en etværelseslejlighed, lige over børnehaven på Amager. Et år tidligere, da Mikkel fik en plads i en børnehave langt fra hjemmet, huskede Lone på Søren, som havde arbejdet fem år som pædagog i netop den institution, hun ønskede at melde Mikkel ind i. Søren var glad for at hjælpe, så Mikkel begyndte at gå i den nærliggende børnehave. Den første gang, Lone kom for sent og sad fast i trafikken, opstod idéen om at bede Søren om hjælp igen. Igen, og igen.
Søren savnede børnehavens liv og de små stemmer, så han tog gerne imod invitationen. Mikkel var en rolig, smilende dreng, og Søren nød deres fælles timer.
Den velkendte låge knirkede, da Søren trådte ind, og han skyndte sig gennem hoveddøren og ind i gangen, hvor duften fra køkkenet blandede sig med den friske duft af vinterluft. En vagt sad ved skrivebordet med en computer foran sig.
– Hej, Søren. Jeg så dig ved lågen igen. Igen for sent.
– Undskyld, Gustav, vær ikke sur. svarede Søren med et smil.
Søren holdt blikket på Mikkel, som sad på en lille sofa og stirrede på uret på væggen.
– Jeg fandt den ene støvle, så den anden, men så opdagede jeg, at jeg havde lagt hans vanter på radiatoren.
– Sådan, så skal du stå tidligt op eller gøre det på forhånd, dreng.
– Hej, far Søren.
– Hej, Mikkel, sagde han og gik ind i Mikkels hår. – Tag din hue, så går vi. Vanterne er her. Ja, så er vi færdige. Farvel, Gustav.
– Pas på dig.
Søren greb Mikkels hånd, og de gik ud på gaden. Mikkels lille hånd var varmere end hans egen, og det var tydeligt, at drengen havde siddet længe.
– De lader dig tidligt ud af børnehaven igen? spurgte Gustav.
– Vikarerne skal til tandlægen, så jeg gik på klæderne, mens de gik.
– Forstået. Hvad skete der i dag?
– Vi lavede en snemand af ler, grinede og sagde: Hvorfor en snemand og ikke Julemanden eller Snehvide, når temaet var nytår?
– Det styrker finmotorikken, svarede Søren. – Det er svært at rulle kugler.
– Mor kom du for sent igen, sagde Mikkel og så trist på Søren.
– Hun sidder i trafikken, har ringet. Hun kommer snart.
Mikkel klemte sønnens hånd hårdere, da roen kom tilbage. Søren og Mikkel plejede at vente på forældrene på legepladsen, men oftere gik de op i lejligheden, hvor drengen udforskede de mærkelige genstande, han aldrig før havde måttet røre ved. Hjemme var sådanne ting forbudt.
Det tog omkring tredive til fyrre minutter fra kontoret til børnehaven, men aftentrafikken gjorde, at Lone ofte kom først klokken otte.
– Jeg føler mig så utilpas, Søren, sagde Lone, da de satte sig med en kop te.
– Det er helt i orden. Jeg har ikke noget imod at lege og drikke te.
Lone hastede med at klæde Mikkel på.
– Jeg kan selv, sagde han.
– Vi har travlt, Mikkel.
Lone trak i Mikkels trøje, men drengen holdt ud, selvom han sukkede og sagde, han var sulten. Da de kom hjem, efterlod Lone ham i gangen, mens hun gik ind til sit ægteskab, der endnu ikke var ankommet.
– Er du sulten?
– Nej, jeg spiste frokost i børnehaven og drak te hos Søren.
– Han er jo ikke din far! sagde Lone med en skarp tone. – Du har bedsteforældre, Søren og Klaus, men de bor langt væk.
– Hvor er de? Hvorfor kommer de aldrig? spurgte Mikkel, uvidende om, at hans mors vrede ville eksplodere.
Mikkel trak ørene fra siden, mens Lone skreg, og så gik han ind på sit værelse.
Da Erik kom hjem, blev han også konfronteret af Lone, som udløste al den opsamlede frustration.
– Du behøver ikke råbe. Jeg hørte dig klokken syv, da du ringede. Der er ingen grund til, at du ikke kan hente Mikkel, når du er optaget, men du skal bare sige det i forvejen. Måske kan du overveje at stoppe med din travlhed?
– Ja, jeg kan klare det, sagde han. En måned vil jeg have nok kunder til at tjene penge, men de næste to måneder må vi klare os med pasta, fordi det er lavsæson. Tak for hjælpen.
– Vi har levet sådan i to år, sagde Lone. Jeg brugte børnepenge på mad i stedet for på dig.
Stemningen steg, da Mikkel gik ind i køkkenet, men han gik straks tilbage til sit værelse uden at blive bemærket.
– Du vil have, at jeg tager mig af husarbejdet og dropper jobbet på værkstedet? spurgte Erik.
– Måske, svarede han. – Jeg er ikke klar. Det er mit projekt, min drøm, som jeg vil gøre til virkelighed.
Lone gik til vinduet, vendte sig væk, og Erik sukkede tungt, idet han indså, at middagen måtte aflyses.
– Far, far, se min legetøjsbil!
– Ja, ja, svarede Erik uden at løfte blikket fra sin telefon.
Næste morgen og aften kom Lone tilbage fra arbejde meget sent. Erik stod allerede i døren, men køkkenet var fyldt med en mærkelig susen, så han gemte sig igen.
– Har du givet Mikkel mad? Er han i seng? spurgte han, mens han holdt en pande i hånden.
– Du skulle have hentet ham fra børnehaven.
Lone trak vejret dybt, men smilede så.
– Er du seriøs? Hvor er han gemt?
– Jeg mener det, Mikkel er ikke hjemme.
Lone greb sin taske fra gangen, fandt telefonen og ringede til Søren.
– Jeg er faret i trafikken. Kan du hente Mikkel? spurgte hun.
– Jeg er på min sommerhus på Lolland, så jeg kan ikke i dag, men du kan bringe ham over, så han kan blive her et par dage, svarede Søren.
Lone lagde telefonen i lommen og bad chaufføren sætte hende af. Bilerne stod stille i det tunge regn, så hun gik til fods mod børnehaven.
Søren trak gardtæppet fra vinduet og så ned på den oversvømmede legeplads. Asfalten var en spejlblank overflade, små øer af tør jord lå frem. Voksne skyndte sig forbi, mens børnene gik langsomt, som om de ville mærke vandet under fødderne. Søren stod stille ved vinduet, indtil Lone dukkede op i lågen.
Det hele virkede så tåbeligt nu, som en barnlig handling, men hvis situationen gentog sig, ville han gjort det på samme måde igen.
Det var en tid, hvor vi lærte at stole på hinanden, hvor hver dag var en lille kamp, men også en påmindelse om, at fællesskabet kan bære os gennem de mest regnfulde dage.
