Dagbog, 14. november
Jeg så på Morten i snart tyve minutter, mens han blev ved med at rette på jakken og se sig fra siden i det store spejl i soveværelset. Spejlet har vi haft i årevis, købt hjem fra Italien dengang han rejste så meget med arbejdet. Nu spejlede det en mand på seksti med mave uanset hvordan jakken sad, blev den ikke skjult.
Jeg sad på kanten af sengen, iagttog ham.
“Du burde også finde noget at tage på,” sagde Morten uden at vende sig.
“Jeg har min blå kjole,” svarede jeg.
“Den blå,” sagde han, og fik det til at lyde som kefir eller elregning. “Den har alle set tusind gange.”
Jeg slog blikket ned.
“Der kommer mange mennesker. Vigtige folk. Forretningspartnere. Alle vil kigge,” fortsatte han og trak i reversen.
Jeg nikkede. Det har jeg hørt i femogtredive år. Først kollegaer, så forretningsforbindelser, så “meget vigtige”. Den sociale rangstige klatrede han op ad. Jakkesættene skiftede takt.
“Ved siden af mig skal der stå en ung og slank,” sagde Morten.
Pause.
Jeg forstod ikke straks, at han mente mig. Måske en spøg det hændte, om end sjældent.
“Du kan i det mindste købe dig en ordentlig kjole,” tilføjede han og vendte sig igen mod spejlet.
Jeg kiggede på hans spejlbillede. Tænkte, det var egentlig altid sådan, jeg havde set ham.
“Okay,” sagde jeg stille og rejste mig.
Han reagerede ikke.
Jeg tog i Magasin. Tre kvarter frem og tilbage foran spejlene. Prøvede syv kjoler hvoraf ingen føltes rigtigt, men endte med en beige med bælte i taljen, fordi den var neutral og nem. Hjemme hang jeg den op uden på skabet og gik ud i køkkenet for at lave suppe.
Om lørdagen ringede Karen.
“Nå, hvordan går det?”
Jeg tøvede et øjeblik, så sagde jeg: “Det går. Jeg har købt kjole.”
“Beige, ikke?” spurgte hun.
“Beige.”
“Du er så forudsigelig,” sukkede hun, men alligevel med varme i stemmen, som jeg kun kender fra hende.
“Kom forbi i eftermiddag,” sagde Karen. “Vi snakker.”
Efter frokost tog jeg bussen til Østerbro. Hendes kvarter, men altid lidt en anden verden. Karen satte te over, skar kage og spurgte, helt uden omsvøb:
“Sagde han faktisk det? Ung og slank?”
“Ja,” nikkede jeg.
“Og du sagde?”
“Ingenting.”
Hun så på mig længe, næsten undersøgende, som om hun ledte efter noget fortroligt hun havde mistet.
“Sig mig, Solveig, hvornår har du sidst gjort noget kun for dig selv?”
Jeg åbnede munden, men kunne ikke finde et svar. Jeg tænkte tilbage. Ja, jeg har købt en kjole men for Mortens fødselsdag. Var det for mig?
Jeg mindedes engelskholdet jeg droppede, fordi børnene var små. Mit medlemskort til svømmehallen, der udløb ubrugt. Studienveninden, jeg aldrig fik ringet til. Alt sammen er så længe siden, at det ikke længere gør ondt, kun lidt fjernt.
“Jeg husker det ikke,” sagde jeg.
“Kan du huske, du ville til Skagen? Da børnene var flyttet hjemmefra, ville du rejse dertil med Morten.”
“Jeg kan godt huske det.”
“Hvorfor blev det aldrig til noget?”
“Morten havde travlt. Jeg havde travlt. Så glemte vi det bare.”
Karen sagde ingen ting. Udenfor småregnede det, gråt og ligegyldigt. Dråberne slog mod ruden.
“Lytter han egentlig til dig?” spurgte hun sagte.
Jeg svarede ikke.
“Jeg siger ikke, du skal gå eller blive. Jeg siger bare han ser dig ikke. Og du sidder og venter på, han gør.”
“Jeg venter ikke,” protesterede jeg løst.
“Præcis,” sagde Karen.
Senere i bussen hjem var alt gråt og neddæmpet. Regnvåde veje, butiksvinduer, paraplyer i menneskemylderet. Sådan plejer det at være, særligt om november.
Morten var travl hele ugen. Telefonmøder om aftenen, grin og snak bag lukkede døre. En dag gik jeg ind i stuen, så lukkede han låget på computeren hurtigt. Slappede så af igen.
“Nå, det er bare dig. Arbejde.”
Morgenen efter, mens han smurte brød, sagde han: “Lisbeth Jensen kommer til festen, hende fra udviklingsafdelingen. En spændende kvinde.”
“Du har ikke nævnt hende før.”
“Virkelig dygtig. Tror hun er syvogtredive, eller så omkring.”
Jeg lagde gaflen fra mig. Spiste. Tav.
“Og så dyrker hun yoga. Skulle være godt for ryggen,” tilføjede han.
Jeg ryddede af. Vaskede op.
“Godnat,” sagde jeg og gik i seng.
Lå bare og stirrede op i loftet, mens tankerne kørte rundt. Yoga. Udvikling. Spændende kvinde. Hørte hans skridt fra kontoret.
Lukkede øjnene.
Det gjorde ikke ondt.
Næste morgen stod jeg op klokken seks. Satte vand over. Dækkede bord, helt som altid. Morten kom ud, tog koppen, kiggede ned i telefonen. Ingen blik, bare rutine.
Så grinte han for sig selv over noget på skærmen. Slukkede. Tømte koppen.
“Jeg kommer sent hjem i dag,” sagde han.
“Fint,” mumlede jeg.
Han gik, døren smækkede. Alt blev stille.
Jeg sad lidt, kiggede på den beige kjole. Lod blikene glide over stoffet. Fem dage til han fyldte rundt. Skulle have strøget den.
Tændte strygejernet og pludselig var det som om, alt stod fuldstændig klart. Jeg strøg den kjole for første og sidste gang.
Da dagen kom, stod jeg op klokken syv. Ni ringede Karen.
“Nå, har du bestemt dig?”
“Endnu ikke,” sagde jeg.
“Du ved det godt,” sagde hun. “Du har allerede bestemt dig.”
Hun havde ret.
Jeg gik ind i soveværelset. Så længe på den beige kjole, blank og perfekt på bøjlen. Efter tre minutter tog jeg den ned, foldede den sammen, lagde den på sengen.
Åbnede skabet. Fandt de mørkeblå jeans frem dem jeg næsten ikke har brugt, men som jeg købte, fordi jeg engang kunne lide dem. Tog også en hvid skjorte. Klædte mig på, kiggede i det gamle spejl med valnødderammen.
Ikke noget særligt. En kvinde. Otteoghalvtreds år. Ingen talje.
Så satte jeg mig ved bordet og skrev et brev.
Det tog lang tid næsten tre kvarter. Jeg skrev, rettede, kradsede over. Havde først skrevet alt for meget: huslejekvitteringer, min mors smykker jeg solgte for at klare skærene, aftener med børnenes skolearrangementer alene, fordi Morten altid var optaget. Læste det hele igennem. Slettede alt.
Tilbage stod kun det vigtige.
Lagde det i en konvolut, skrev adresse på.
Pakkede min taske og gik.
Klokken to var restaurant Rubin næsten fyldt. Morten havde brugt måneder på at vælge stedet, ringet, spurgt ind til alt; levende musik, parkering, servering. Bordene var dækket med hvide blomster, tjenerne svævede rundt. Vigtige folk. Partnerne. Børnene Emil fra Aarhus, Katrine med sin mand. Kollegaer med høflige smil.
Morten stod ved indgangen i sit nye jakkesæt. Gav hånd, smilte: “Hyggeligt I kom.” Alt kørte efter planen. Musikken spillede dæmpet.
Ved hans side var ingen.
Først var han sikker på, jeg bare var forsinket. Jeg plejer at være forsinket med fem minutter. Så blev han utålmodig hver gang døren gik, kiggede han op. Men jeg kom ikke.
Ved halv tre kom Katrine hen: “Far, hvor er mor?”
“Kommer nok snart,” sagde Morten.
Hun så på ham, sagde ikke mere. Gik tilbage til sin plads.
Klokken tre afleverede en tjener en konvolut.
“En besked til Dem,” sagde han og forsvandt.
Morten stod lidt med konvolutten. Gik væk fra selskabet, ud til vinduet i ro.
Åbnede brevet.
Der stod kun et par linjer:
“Jeg har stået ved din side i 35 år: da der ikke var penge, da der ikke var sikkerhed, da intet fandtes udover mig. Hvis du nu vil have en ung og slank så må du lede uden mig.”
Ikke andet.
Han læste linjerne igen. Min håndskrift var lige og omhyggelig, sådan som jeg altid har skrevet.
Brevet lagde han i jakkelommen, ved siden af telefonen.
Han gik tilbage til gæsterne. Holdt sin skål om livet, folk, der gør det hele muligt. Det blev et flot indslag, gæsterne klappede. Musikken steg.
På et tidspunkt gik Morten udenfor “for at ringe.” Han stod ved restauranten i den kolde novemberluft, med åben jakke. Tastede mit nummer. Det ringede og ringede. Ingen svarede.
Han lagde telefonen væk. Så ud på gaden, på gadelygterne, på de parkerede biler.
Min bil var der ikke.
Jeg husker, da jeg købte den. En sølvgrå Toyota, seven år gammel allerede. Jeg sagde ikke noget kørte den bare hjem og parkerede.
“Købt den selv?” spurgte han.
“Ja.”
Han sagde vist, jeg skulle have spurgt først. Eller at han ville have valgt en anden model.
Nu var bilen væk.
Han gik ind igen. Tog et glas med i hånden. Lykkønskninger og latter.
Emil kom hen i en pause: “Kommer mor ikke?”
“Nej,” sagde han stille.
“Hvad er der sket?”
“Alt er fint. Spis, hyg dig.”
Emil ville spørge mere, men han kendte sin far med den stemme sluttede han alle ubehagelige samtaler. Emil gik til Katrine, sagde noget lavmælt. Hun vendte blikket mod Morten.
Ved bordet lo Lisbeth Jensen højt og frit, kastede hovedet tilbage, snakkede om alle de spændende ting og yogahold. Morten så på hende et øjeblik, sænkede så blikket.
Han mærkede stadig brevet i lommen.
Mens der blev skålet i Rubin og talt om visdommens år, sad jeg hos Karen i hendes køkken. Vi drak te. Birkesbrødet var spist i går, hun havde kogt boghvede og sat smør og rugbrød på bordet.
“Spis,” sagde Karen.
Telefonen vibrerede. Jeg lod den ligge, så på displayet. Morten.
“Vil du ikke tage den?” spurgte Karen.
“Ikke nu.”
Telefonen blev stille, vibrerede igen besked. Jeg læste den ikke.
Jeg drak min te færdig. Stilheden var for en gangs skyld ikke ensom. For første gang i mange år havde jeg ikke travlt. Intet, der skulle laves, ingen, der ventede. Jeg skulle ikke stå klar, ikke stryge, ikke dække op ikke vente på at nogen så mig.
Jeg kunne bare sidde.
To uger senere ringede Morten.
Han spurgte, om han måtte kigge forbi. Jeg svarede ja.
Han stod udenfor uden slips. Bare i kort jakke.
“Kom ind,” sagde jeg.
Han gik ind, satte sig i køkkenet. Vi sad tavse.
“Jeg blev bange, Solveig. For alderdom. For mig selv. Jeg sagde det dummeste, jeg nogensinde har sagt.”
Jeg sagde intet.
“Jeg troede slet ikke, du ville gå,” fortsatte han.
“Det ved jeg,” sagde jeg.
“Kommer du tilbage?”
Jeg så på ham på den dybe rynke mellem brynene, der er blevet dybere med årene.
“Jeg ved det ikke,” sagde jeg. “Ikke endnu.”
Han nikkede, prøvede ikke at overbevise mig. Det var nyt.
“Du har slet ikke set mig længe,” sagde jeg.
“Jeg ved det. Undskyld,” sagde han stille.
Han drak ud. Tog jakken på.
“Jeg ringer,” sagde han.
“Gør du bare,” svarede jeg.
Han gik. Jeg blev stående, så ham gå ud til bilen, sætte sig bag rattet. Den holdt lidt, så kørte den.
Jeg blev stående ved vinduet og så ned på det første snefald. Ingen hast, intet jeg skulle nå.
