Jeg føler mig så utilpas blandt alle, især overfor min mand. Min mor sagde ikke et ord, og så pludselig pakkede hun sine ting og forlod familien, fortæller Trine med rystende stemme.
Trine er 25 år gammel. For bare en måned siden blev hun gift. Hun havde kendt Morten i et år før brylluppet. Mortens familie har aldrig haft mange penge; de bor i en lille toværelses lejlighed i Odense.
Jeg troede altid, vi havde en stærk og sammenholdt familie. Mine forældre har aldrig skændtes højt. Min mor ville have mig gift, og så ville hun fortælle familien om den beslutning, siger Trine vredt.
Trines mor, Helle, er 49 år. Hun har været gift med Trines far i tyve år. Nu er datteren netop blevet gift, sønnen er ved at blive voksen, og hendes mand er en god og fornuftig mand.
Far ryger ikke, han drikker ikke, han kommer altid hjem med lønnen. Det virker til, at min mor i alle disse år kun har levet for mig og min lillebror. Men nu vil hun pludselig lægge alt bag sig og gøre noget for sin egen skyld, sukker Trine.
Alle i familien havde deres rutiner. Det var naturligvis Helle, der sørgede for alt husarbejdet.
Jeg arbejdede og tjente det samme som min mand, men han hjalp mig aldrig med de huslige pligter. Børnene gled ud mellem fingrene på os de ventede bare tålmodigt på, at mor skulle lave mad og gøre rent. Datteren blev ældre, og min svigermor bebrejdede mig for, at jeg ikke forlangte mere af Trine. Min søn kan ikke engang lægge sine bukser til vask, hans sneakers er altid beskidte. Han spørger kun, om der er mad, hvor det rene tøj er, og hvorfor skoene ikke er vasket, klager Helle.
For et par år siden døde Trines mormor og efterlod en lejlighed i Esbjerg til Helle. Hun havde håbet, at datteren ville flytte og begynde sit eget voksenliv men sådan gik det ikke. Trine hverken lavede mad eller gjorde rent, hun havde det bedre hjemme hos mor.
Trine brugte mormors lejlighed, men kun i egne interesser til dates med sin kommende mand. Da moren fik nok, tog hun nøglerne og begyndte på en gennemgribende renovering.
Jeg var sikker på, at min mor lavede istandsættelsen for vores skyld. Vi skulle jo giftes, for jeg var blevet gravid. Jeg forsøgte at foreslå mine egne idéer, men hun forblev tavs, husker Trine.
Selv Helles mand var i chok over sin kones beslutning. Han troede til det sidste, at hun forberedte en overraskelse for Trine, så han blandede sig ikke. Helle var bare lettet over, at ingen blandede sig. Få dage før brylluppet var renoveringen færdig, og så meddelte hun familien, at hun flyttede.
Hvad så med os? jamrede Trine, som havde regnet med at flytte ind i mormors lejlighed efter brylluppet. Lej noget, eller bliv boende her hos far. Jeg gider ikke længere være jeres lydige husholderske, svarede Helle koldt.
Trine blev så frustreret, at hun brækkede sig. Hun mente, at moren ikke havde ret til at stikke af. Helles pligt var, ifølge Trine, pasning af lillebroren og faren. Det irriterede Trine, at Helle bare kunne flygte. Faren blev naturligvis fornærmet, og stemningen hjemme var rådden. Hvilket bryllup!
Familien var også forarget over, at Helle havde brugt opsparede penge på renoveringen. Ingen sagde noget, for man troede jo, det var til de nygifte. Helle følte ikke, hun gjorde noget forkert hun havde ikke tænkt sig at være alles tjener til graven. Hun skammede sig ikke over at tage penge fra husholdningen; hun havde selv tjent dem. Det var hendes egen kompensation for alle de år som usynlig slave.
Trine spurgte mig aldrig, om jeg havde planer om at give hende lejligheden. Jeg arvede den, så det er mit valg. Alle havde store forventninger og tog min godhed for givet. Jeg har fået nok! De troede, jeg ville ofre mit liv for min datters lykke, men sådan ligger landet ikke, sagde Helle stålfast.
Hendes mand krævede, at hun overførte sin andel af den fælles lejlighed til Trine, men det nægtede hun at risikere. Måske var forholdet blevet koldere, men Helle følte sig endelig lykkelig. Hun havde brugt hele sit liv på at tage sig af børn og mand nu var det på tide at tænke på sig selv.
