Efter jeg gik på pension, anede jeg ærligt talt ikke, hvad jeg skulle stille op med mig selv. Jo jo, jeg kunne da sagtens bare sidde derhjemme og tjekke vejrudsigten, men så kom mit barnebarn til verden, og min datter havde frygteligt travlt med at komme tilbage på kontoret. Hun foreslog, at jeg kunne blive farmor på deltid altså babysitter. Og mine børn tilbød endda at betale mig for det! Selvfølgelig kunne vi da bare hjælpe hinanden, ganske gratis, men nu valgte jeg at spille med på deres professionelle plan og tog jobbet som barnepige for mit kære barnebarn.
Nu har jeg jo trods alt opfostret to sønner og en datter med alt, hvad det indebærer, så jeg følte mig rimelig kompetent på området. Lille Gustav voksede hurtigt og startede i børnehave før jeg havde nået at lære ham alt om rugbrødsmadder og pludselig var der ikke længere brug for mig. Jeg nåede lige at glæde mig til lidt ferie, men så dukkede svigersønnen op med et nyt genialt forslag.
Sidste år købte de et sommerhus ude på landet, og alligevel dukkede de sjældent selv op. De mente, jeg passende kunne hygge mig med at holde haven i form. Jeg greb villigt fat i græsslåmaskinen og beskærersaksen, klippede træer og plantede farvestrålende blomster foran huset allerede i forsommeren. Jeg elskede faktisk at overnatte derude og glædede mig som et lille barn til at børnene skulle komme og beundre mit værk.
Men jeg skulle nærmest tigge min svigersøn om at kigge forbi. Han kom omsider lidt inde i juli, så sig alt an, nikkede anerkendende og ja, afskedigede mig. Jeg havde gjort det fint, sagde han, men i år nåede de simpelthen ikke i sommerhus de smuttede til Skagen, og det ville nok blive tricky at få udbetalt min løn.
Jeg har aldrig følt mig så fornærmet før. Jeg har jo aldrig forlangt at få penge for det, jeg laver, og havde sagt ja til det hele kun for at hjælpe og fordi det var min datter, der insisterede. De havde da ingen problemer med at køre til Skagen for at slappe af, men det skulle åbenbart knibe med at sende mig et par hundrede kroner.
Jeg sagde til svigersønnen, at han ikke behøvede betale mig en krone, men han skulle altså heller ikke tage nøglerne. Jeg skal nok selv tage ud og holde haven nogenlunde pæn ellers ligner det jo et vildnis, når vi rammer næste år.
Man kan jo undre sig over, om mine børn fremover bidrager bare en smule til slægten, eller om jeg inden vinteren får endnu et nyt arbejde, udelukkende for at de kan slippe for at give mig penge for ingenting. Eller måske mener de bare, at folkepensionen er rigeligt så kan jeg da sikkert overleve på kaffe og leverpostej.
