Huset var gammelt og slidt, haven og køkkenhaven havde ikke været passet i årevis. Huset var meget fugtigt og rodet. Hendes mor lå i sengen, hun var syg. Line talte med sin mor, gav hende medicin og besluttede at rydde lidt op i huset, især når hun nu skulle bo her, indtil moren kom på benene igen.
I stuen var der koldt, brændeovnen havde ikke været tændt længe og der var masser af spindelvæv. Men i hjørnet lyste en lampe. Pludselig følte hun sig hjemme, og barndomsminder strømmede frem. Line lavede te, satte sig med gamle fotoalbums og lyttede til træet, der knitrede i brændeovnen. Alle billederne var falmede, mange så triste ud, og selvfølgelig var de sort-hvide nu tager man jo farvebilleder, som præsenterer sig så smukt.
Line betragtede også de gamle religiøse billeder. Hun var ikke særlig religiøs, men troede på Gud. Billederne var slidte. Ét af dem viste hendes skytshelgen, Sankt Anna, med et blik som om hun bebrejdede noget. Line vendte sig lidt forlegent væk.
Moren blev ikke rask, som Line havde håbet. Efter begravelsen skulle arven ordnes. Line havde allerede fundet købere til huset, og besluttede at give de fleste møbler og ting væk. Men når det gjaldt de religiøse billeder, slog hendes hjerte hårdt. Dog var hendes mand, Henrik, en stærk ateist, og han ville ikke have dem i hjemmet. Derfor besluttede Line at bringe dem ned til den lille landsbykirke.
Da hun kom, talte hun med sognets vise præst, som frarådede hende at lade billederne blive. “Det er din arv fra dine forældre, det eneste minde behold dem,” sagde han roligt. “Forresten bliver der bedt om børn til Sankt Anna. Har du børn?” spurgte præsten venligt. “Nej, det har jeg ikke,” svarede Line. “Så skal du tage det som et tegn fra oven.”
Line tog billederne med hjem til trods for sin mands protester. Hun og Henrik havde virkelig ikke fået børn, selvom Line allerede var 35 år. Et halvt år senere blev hun gravid.
