Anna har aldrig brudt sig om at vende tilbage til barndomshjemmet på landet og søgte altid hurtigt tilbage til byen. Hun besøgte sjældent sine forældre, og efter at hun blev gift, stoppede hun helt med at komme hjem. Men først døde hendes far, og senere blev hendes mor syg, og da vendte Anna tilbage til barndomshjemmet.

Huset var gammelt og slidt, haven og køkkenhaven havde ikke været passet i årevis. Huset var meget fugtigt og rodet. Hendes mor lå i sengen, hun var syg. Line talte med sin mor, gav hende medicin og besluttede at rydde lidt op i huset, især når hun nu skulle bo her, indtil moren kom på benene igen.

I stuen var der koldt, brændeovnen havde ikke været tændt længe og der var masser af spindelvæv. Men i hjørnet lyste en lampe. Pludselig følte hun sig hjemme, og barndomsminder strømmede frem. Line lavede te, satte sig med gamle fotoalbums og lyttede til træet, der knitrede i brændeovnen. Alle billederne var falmede, mange så triste ud, og selvfølgelig var de sort-hvide nu tager man jo farvebilleder, som præsenterer sig så smukt.

Line betragtede også de gamle religiøse billeder. Hun var ikke særlig religiøs, men troede på Gud. Billederne var slidte. Ét af dem viste hendes skytshelgen, Sankt Anna, med et blik som om hun bebrejdede noget. Line vendte sig lidt forlegent væk.

Moren blev ikke rask, som Line havde håbet. Efter begravelsen skulle arven ordnes. Line havde allerede fundet købere til huset, og besluttede at give de fleste møbler og ting væk. Men når det gjaldt de religiøse billeder, slog hendes hjerte hårdt. Dog var hendes mand, Henrik, en stærk ateist, og han ville ikke have dem i hjemmet. Derfor besluttede Line at bringe dem ned til den lille landsbykirke.

Da hun kom, talte hun med sognets vise præst, som frarådede hende at lade billederne blive. “Det er din arv fra dine forældre, det eneste minde behold dem,” sagde han roligt. “Forresten bliver der bedt om børn til Sankt Anna. Har du børn?” spurgte præsten venligt. “Nej, det har jeg ikke,” svarede Line. “Så skal du tage det som et tegn fra oven.”

Line tog billederne med hjem til trods for sin mands protester. Hun og Henrik havde virkelig ikke fået børn, selvom Line allerede var 35 år. Et halvt år senere blev hun gravid.

Rate article
Add a comment

;-) :| :x :twisted: :smile: :shock: :sad: :roll: :razz: :oops: :o :mrgreen: :lol: :idea: :grin: :evil: :cry: :cool: :arrow: :???: :?: :!:

one × one =

Anna har aldrig brudt sig om at vende tilbage til barndomshjemmet på landet og søgte altid hurtigt tilbage til byen. Hun besøgte sjældent sine forældre, og efter at hun blev gift, stoppede hun helt med at komme hjem. Men først døde hendes far, og senere blev hendes mor syg, og da vendte Anna tilbage til barndomshjemmet.
Sådan en overraskelse fra sin mand havde Irina ikke regnet med. Bag dem lå ti års lykkeligt ægteskab. Familien havde to vidunderlige døtre på fem og ni år, som sov trygt på deres værelse. Nikolaj kom hjem fra firmafesten hen imod morgenen. Hans kone lod som om hun sov tungt. Da han lagde sig ved siden af hende i sengen, begyndte han straks at snorke. Om morgenen, da Irina stod op, opdagede hun læbestift på sin mands skjorte. Netop da kom der en SMS-besked på hans telefon. Irina tog telefonen og læste: “Godmorgen, min elskede!” Irina blev helt slået ud af overraskelse – hun havde aldrig forventet sådan en overraskelse fra sin mand. Bag dem lå ti års lykkeligt familieliv. I familien voksede to charmerende døtre på fem og ni år, som sov tungt på deres værelse. Irina havde lyst til straks at konfrontere sin mand, men hun formåede at beherske sig. Hun gik ud på badeværelset og græd – derefter ordnede hun sig selv. “Det ville være nemmest bare at skændes med ham,” tænkte hun. “Men hver eneste skænderi kan åbne en vej for ham. Og hvis han forlader mig, kan jeg overhovedet klare to børn alene?” Irina tog et bad, føntørrede håret og satte sit hår. Så begyndte hun at lave morgenmad. Nikolaj vågnede tæt på middag. – Åh, det er hårdt, klagede han. – Vil du have jeg laver kaffe til dig? spurgte Irina med et smil. Irina måtte gøre en stor indsats for at fremtvinge dette smil. Da hun havde lavet kaffe, vendte hun sig til sin mand. – Nikolaj, jeg håber du ikke bliver for sent på arbejde i morgen, for jeg har aftenvagt og skal hente Vika i børnehaven. – Selvfølgelig, selvfølgelig, svarede manden. Irina arbejdede som frisør i en af byens saloner. Dagen efter, efter aftenvagten, kom hun hjem med en æske chokolade. – Har du fået trang til sødt? spurgte manden. – Nej, det er bare en af mine faste kunder, som giver mig en gave engang imellem. Nikolaj kiggede på æsken og sagde: – De chokolader er ikke billige! Hvorfor tog du imod dem? – Nikolaj, hvad er der galt? Han inviterede mig jo ikke på date. Samtalen sluttede der. Efter et par dage kom Irina hjem med en flot buket blomster. – Også fra den samme kunde? spurgte manden bebrejdende. – Nikolaj, sagde Irina. – Jeg spurgte dig ikke, hvor du var, da du blev sent på arbejde i går. Det her er bare en buket. En dag, efter aftenvagten, stod Nikolaj pludselig klar foran salonen for at hente Irina. – Har du bare efterladt pigerne alene? spurgte hun bekymret. – Nej, de er lagt i seng. Jeg ville bare gerne hente dig i bilen. – Det tager altså kun fem minutter at gå, indvendte hun. Da de kom hjem, sagde Nikolaj: – Irina, må jeg altid hente dig efter aftenvagt? – Hvorfor? Er du jaloux? – Ja, jeg er jaloux, indrømmede han. For mænd giver ikke bare sådan nogle gaver. – Så hent mig gerne, sagde Irina. – Jeg sætter pris på din opmærksomhed. Sandheden er, jeg er også lidt jaloux på dine overarbejdstimer. Tænk hvis du har fundet en anden. – Det har jeg ikke! Jeg har kun dig. Og problemerne på arbejdet er ovre – nu er der ingen overarbejdstimer mere, – beroligede Nikolaj hende. Snart vendte den gamle tillid tilbage i familien. Alligevel lagde Irina nogle gange endnu en æske dyre chokolader på bordet. Når manden kiggede bebrejdende, svarede hun med et smil: – Men mine kunder giver dem jo af hjertet, så jeg kan ikke sige nej til sådan en gave.