Er du da fuldstændig vanvittig? Hvor har du tænkt dig at tage hen? Er du ikke bange for noget som helst? Hverken helvede eller Vorherre? Vi må skilles!
Med de ord stormede min mand ind i stuen, hans øjne var så røde, at man skulle tro, han havde fået for meget sol på Fanø. Jeg kunne slet ikke forstå, hvad der gik galt. Han plejede ellers at være så rolig som en havelåge i stille vejr. Hvad pokker foregik der?
Alle gæsterne sad og blinkede forvirret med øjnene. Og hvad kunne jeg gøre? Der er jo ikke ligefrem Amagerbanen lige rundt om hjørnet. Det nærmeste var en lille flyveplads, søen, og nogle børn på lejr til den nærmeste landsby er der syv kilometer, og busserne har for længst valgt andre ruter.
Bare drop det dér! Vi tager den senere, når vi er alene! sagde min mand tvært, smækkede døren så hårdt, at tallerkenerne klirrede, og forsvandt.
Fem minutter senere rullede hele mysteriet op. Det gik sådan her…
Min søn, Viktor, syv år, var ude at gå ved søen sammen med vennerne. Badevejr var der ikke tale om vinden bed stadig i kinderne. De store børn vovede sig i vandet, de små sad omkring lejrbålet og fortærede Mariekiks. Den aften kom en af de lokale fiskere forbi i skæret fra bålet. Han bandt sin jolle til land, og satte sig for at få varmen og måske en sjov snak. Ungerne stimlede sammen om ham og spurgte, hvad han havde fanget, og om de ikke måtte sejle en tur med ham.
Fiskeren, der hed Harald, var ganske flink og begyndte at hive fisk op af tasken nok til en god fiskefrikadelle. Han sagde, han gerne ville tage dem ud at sejle, men kun hvis de voksne sagde ja.
Ingen af os huskede rigtigt Harald og, ærligt talt, han kunne vist heller ikke kende os. Så gik der nogle dage. Pludselig lå jollen igen ved bredden denne gang ingen fisk, men han kendte min søn.
Så sagde Harald:
Hør, lillemand, gå lige hjem og spørg din mor, om det er okay, jeg tager jer ud på søen.
Men Viktor gik ikke til mig han gik direkte til sin far og fortalte hele historien.
Far! Der sidder en mærkelig mand i buskene og venter på mor. Han vil tage hende med på jollen.
Så kan du tænke dig til, hvad min mand forestillede sig. Viktor ville jo bare advare men så blev det på en eller anden måde min skyld, uden jeg havde rørt en pagaj. Min mand flippede helt skråt. Vi var nærmest på vej til at starte skilsmissepapirerne! Jeg måtte bruge flere dage på at bevise, at jeg kun var interesseret i torsk til aftensmad ikke i fiskejoller ved Vesterhavet.
