Sofie var alene hjemme, da hun begyndte at føle sig syg. Først havde hun bare lidt mavepine, som hun kunne holde ud, men nu føltes det værre, hun havde kvalme, og hendes pande var dækket af sved. Rædselsslagen ringede hun til sin mand, som var på arbejde. Han var meget optaget, et vigtigt møde med chefen stod for døren, så han sagde bare, hun skulle drikke lidt te og ligge sig.
Hendes søster gav samme råd, uden at tro det var alvorligt, men Sofie fik det kun dårligere. Hun overvejede at ringe til ambulancen, men turde ikke. Så var der heldigvis én, som med det samme sagde ja til at hjælpe hendes mor.
Kirsten smuttede væk fra jobbet og skyndte sig gennem København til sin datter. Hun kaldte på akut hjælp. Sofie blev hentet og kørt på hospitalet. Moderen var dybt bekymret og hele vejen til hospitalet skældte hun sin svigersøn ud for ikke at tage situationen alvorligt og med god grund; Sofies blindtarm var akut betændt og måtte fjernes hurtigt.
Mor forlod ikke Sofies side ved hospitalssengen. Hun var den første og eneste, Sofie så. Hendes sjæl fandt straks ro, smerterne forsvandt, og moren holdt hendes hånd fast.
Mor, tak fordi du kom hviskede Sofie med tårene løbende ned ad kinderne. Du er min datter, jeg har givet dig livet og bekymrer mig dybt om dig svarede Kirsten og strøg Sofies hår. Din mand er en helt anden snak, men mig kan du altid regne med. Jeg ville komme fra hvor som helst i verden og holde dig i hånden, skat.
