Fordi det er nemmere

Astrid stod ved komfuret og betragtede i stille forundring, hvordan vandet i gryden dansede mod glasset. Udenfor var det bare en tirsdag aften, som så mange gange før. Inde i stuen sad han med mobilen, med sit evige trætte blik og en utilfredshed i øjnene og ordene, han havde sagt for præcis en måned siden:

“Jeg skal tage mig sammen. Finde et rigtigt arbejde. Stoppe med at hidse mig op. Hav lidt tålmodighed. Alt ændrer sig snart. Jeg har virkelig en svær periode lige nu.”

Astrid havde ventet tålmodigt.

Vandet kogte op. Hun smed pastaen i, rørte rundt og slukkede for blusset. Hun havde egentlig ikke lyst til at spise, men maden skulle laves. For hans skyld. Han var sikkert sulten.

Aftensmaden er klar, råbte hun ud i den tomme entre.

Ingen svar.

Hun tørrede hænderne af og gik ind i stuen. Han sad og scrollede på sin telefon, helt opslugt.

Jeg sagde, spiser du med?

Ja, ja, nu. Uden at løfte blikket.

Hun nikkede. Satte sig i sofaen med blikket rettet mod ingenting.

Ti minutter gik. Femten.

Hun dækkede bordet i køkkenet og satte sig ved bordet, mens han stadig var væk.

Det bliver koldt, mumlede hun.

Årh hold nu op, han lod mobilen flyve over i sofaen med et suk, som om hun var skyld i alt besværet. Du vælger altid de forkerte tidspunkter. Jeg skal nok komme.

Han satte sig ved bordet, gravede i maden uden et ord, med blikket hængende i tapetet.

Astrid satte sig overfor. Ville egentlig spørge ind til hans dag, dele noget om hendes egen, men tungen lå som limet fast i munden.

For hun vidste, hvad der ville ske bagefter.

Han ville lade være med at svare. Eller svare kort eller sende det der blik, så hun skammede sig over hovedet at have åbnet munden.

Tak, mumlede han og satte tallerkenen i vasken. Jeg går ind og lægger mig. Har ondt i hovedet.

Astrid blev siddende alene.

***

Hvor længe har det stået på? spurgte hendes veninde, Frederikke, lørdag over kaffe.

Tredje år nu.

Tre år med hovedpiner og løfter om at blive bedre?

Astrid nikkede.

Frederikke lænede sig tilbage, så på hende længe, tyngden i blikket som en tung vinterdyne.

Astrid, jeg siger det ligeud. Bliv ikke sur.

Sig det bare.

Er du ved dine fulde fem?

Astrid snublede over kaffen.

Hvad mener du?

Præcis det, jeg siger. Du bliver bare ved, venter på at hans “svære periode” får en ende. Men den slutter ikke! Aldrig! Fordi det er nemmere sådan.

Du forstår det ikke. Han har det virkelig svært. Arbejde, stress…

Vi har alle svært ved noget, afbrød Frederikke. Hæver jeg stemmen, fordi jeg har travlt på arbejdet? Jeg kommer hjem og siger: ‘Giv mig et kram, jeg er træt.’ Men han råber bare, lukker sig inde, lover ting, råber igen. Og du sluger det hele. Hvorfor?

Jeg håber stadig, han ændrer sig. Tror på det, i hvert fald.

Håber, Frederikke rystede på hovedet. Astrid, voksne mennesker ændrer sig ikke, hvis de ikke selv vil. Han har dig. Du accepterer, du laver mad, du venter, du undskylder ham. Hvorfor i alverden skulle han ændre noget? Han ser jo, at han ikke behøver at gøre sig umage, ikke behøver tage ansvar. Alligevel er der varmt, rart og pasta på bordet.

Astrid ville svare igen, forklare, at Frederikke ikke vidste, hvordan han plejede at være, da de mødtes. Hvor meget han kunne, hvis han ville.

Men ordene sad fast på vej op.

Hun kom pludselig i tanke om aftenen før. Hans ansigt, da hun spurgte til aftensmaden. Irritationen over at hun mindede ham om, at maden blev kold. Ryggen af ham, da han gik med telefonen, uden at se på hende.

Og pludselig vidste Astrid ikke, hvornår han sidst havde set hende i øjnene.

Bare set hende. Ikke igennem hende, ikke tungt og træls. Men virkelig set hende.

***

Hun betalte for kaffen med sine sidste danske kroner og sagde farvel til Frederikke.

Hun gik hjemad, fødderne tunge som beton.

Der var mørkt i lejligheden. Han sov.

Hun tog skoene af, satte sig på den samme køkkenstol som i går og stirrede længe ud i natten.

***

Mandag morgen begyndte som altid.

Han gik på arbejde, smækkede døren uden et kys, ikke et blik.

Hun tog jakken på og kørte til tandlægen. Tanden havde gjort ondt i ugevis, men der havde aldrig været tid ikke til hende.

I venteværelset sad en ung kvinde med telefonen løftet foran ansigtet. Hun talte med nogen på video, ligeglad med, hvem der lyttede.

Mads, jeg bad dig jo Du sagde, du ville hente mig efter tandlægen. Jeg er bange alene. Kan du ikke godt? Jeg ved, du har travlt, men du lovede

Stilhed.

Jeg kan ikke ændre tiden. Der er månedsvis ventetid. Mads, vær nu sød. Jeg vil bare ikke være alene. Du er min mand.

Pause.

Okay. Fint.

Hun lagde telefonen. Tårerne kom helt lydløst, og hun kiggede opgivende ind i væggen.

Astrid så på hende og følte et prik fra fortiden, som om hun mødte sit yngre jeg.

Hende selv for tre år siden. Bedende, håbende, forklarende. Hende, der troede, at hvis man forklarede nok, hvis man ventede, så ville han forstå. Ville blive den, hun elskede.

Undskyld, sagde Astrid sagte. Hvad hedder du?

Dorte, hikstede hun.

Dorte, jeg blander mig egentlig ikke, men der er én ting, jeg gerne vil sige til dig.

Dorte løftede øjnene.

Hvis nogen gør sådan mod dig, så er det ikke fordi de “ikke forstår”. Eller fordi de har “en svær periode”. De forstår alt udmærket. Det er bare nemmere for dem sådan her. De ser, at de ikke behøver gøre sig umage, for du bliver alligevel. Lyt til handlinger, ikke ord.

Dorte stirrede på hende.

Men hvis han elsker mig?

Hvis han virkelig elskede dig, ville det gøre ham ondt, at se dig ked af det. Han ville gøre noget for at se dig smile. Ikke finde på måder at lukke dig ned, så han selv kan have ro.

Dørens navn blev kaldt. Dorte tørrede kinderne. Hviskede:

Tak.

Og forsvandt ind bag tandlægens dør.

Astrid blev siddende, mærkede et mærkeligt tomrum. Som om hun netop havde talt med sig selv.

***

Senere, da Astrid kom hjem, sad han på sin plads med telefonen.

Jeg er sulten, hvor har du været henne?! råbte han, uden at hilse.

Astrid gik ud i køkkenet, åbnede køleskabet, trak maden frem.

Hun stillede panden frem, hældte olie på, hakkede løg.

Og pludselig stivnede hun.

Hånden med kniven blev liggende.

Jeg vil ikke lave mad, sagde hun ud i rummet.

Stilhed.

Hun slukkede for komfuret, tørrede hænderne, gik ind i stuen.

Jeg vil ikke lave mad, sagde hun igen. Hører du?

Han så op, forvirret.

Hvad snakker du om?

Jeg mener det. Du er voksen. Vil du spise, må du selv lave mad. Eller bestille noget. Eller gå i Netto. Jeg er ikke din hushjælp.

Han lagde telefonen og rejste sig.

Hvad foregår der? Har du slået hovedet eller hvad? Jeg er træt!

Og hvad med mig? Hun så ham direkte i øjnene, for første gang i årevis. Jeg arbejder også. Jeg er også træt. Jeg kunne også tænke mig, at nogen tog sig af mig.

Årh, så begynder du med det igen. Altid klager. Undskyld da, at jeg ikke er perfekt! Jeg har det svært.

Svært, sagde hun. I tre år? Ved du hvad jeg har indset?

Hvad?

At det bare er nemmere sådan for dig. Du regner med, at jeg finder mig i det, at jeg bliver. Du ved, jeg ikke siger fra. Og du udnytter det. Ikke fordi du er ond. Bare fordi du kan.

Han sagde ikke noget.

Hun vendte sig om, gik ind i soveværelset, lukkede døren.

Satte sig på sengekanten og begyndte at græde.

Men tårene var anderledes denne gang.

Det var ikke de tårer, hun havde skjult i mørket før. Ikke dem hun havde slugt, når løfter blev brudt.

Det var tårer af lettelse.

***

Tidligt næste morgen vågnede hun.

Han sov stadig.

Hun pakkede sine ting.

Skrev en lille seddel: “Farvel. Ring ikke.”

Hun lagde den på køkkenbordet.