På Torvet i Roskilde, hvor jeg som altid travede rundt og købte kartofler til hjemmet, løb jeg helt tilfældigt ind i min gamle klassekammerat fra gymnasiet midt mellem salat og selleri. Jeg var træt som en gammel sild efter en lang morgen, og selv på min fridag skulle jeg drøne rundt, fordi min mand hjemme er så doven, at han kun får sofaen til at føles brugt, mens jeg nærmest må klare alle husholdningsudfordringer selv: indkøb, rengøring, madlavning og endda hjælpe vores datter med børnebørnene. Ja, det er lidt af et maraton.
Hej Søren!
Vi har boet i samme kvarter i årevis, men aldrig mødt hinanden og nu står vi her og småbrokker os til hinanden: Han over sin ensomme tilværelse og uheldige job, jeg over min slappe ægtefælle. Ved du hvad, jeg ville give alt for at være gift med én som dig, grinede Søren. Jeg har aldrig haft held i kærlighed og har heller aldrig nået at blive gift.
Vi snakkede ikke kun om fortiden, men også om fremtiden om mulige ferier til vores sommerhuse (naturligvis et i Rørvig og et på Lolland!), om ombygninger og renoveringer, og ja, jeg kom igen til at nævne min dovne mand, da Søren pludselig foreslog:
Lad os give ham en lærestreg. Flyt ind hos mig et stykke tid! Vi säger til vennerne, at vi er blevet forelsket så ser vi, hvor længe det tager, før din mand ligger på knæ og beder dig om at komme hjem igen.
Jeg tænkte, at det var noget tosset vrøvl hele nabolaget ville snakke. Men da jeg kom hjem og hurtigt røg op at skændes med manden, sendte jeg straks Søren en besked: Jeg er klar!
Mens manden sov den næste morgen, pakkede jeg halvdelen af mine ting, skrev en lille kærlighedserklæring på en post-it og gik ud af døren. Først reagerede han ikke han havde ingen tanke om at ringe. Huset begyndte langsomt at forfalde uden min rengøring, køleskabet blev tomt. Men da der pludselig kom regninger ind, som han skulle betale selv, begyndte han selvfølgelig at ringe rundt som en gal.
Hos Søren gik det overraskende godt. Han passede på sig selv, nektede at lade mig vaske op, lavede lækre morgenmader til os begge, og vi tog til hans sommerhus i weekenden. Jeg blev glad, og begyndte sågar på et lille grøntsagsbed.
Min mand ringede tudevoldigt og tryglede mig om at komme hjem han ville tilgive al utroskab, sagde han, og jeg måtte vældig gerne se min elsker, bare vi boede sammen igen og jeg varetog mine pligter. Men det viser sig jo, at han ikke pludselig havde fået mere respekt for mig, han havde snarere opdaget, hvor surt livet er alene. Jeg selv er ikke synderligt fristet jeg kan nemlig godt lide Søren. Han er så rar, og det er faktisk hyggeligt at bo med ham. Han har end ikke spurgt til min mand, og han har ikke smidt mig ud.
Så… Hvad gør man nu? Skal jeg tage skridtet og søge om skilsmisse, forsøge at bygge et nyt forhold op? Jeg ville egentlig ikke have noget imod et nyt liv, men jeg frygter lidt, at Søren bare ser mig som den gamle legekammerat og ikke som kvinde. Hvis jeg pludselig stikker følelserne ud og han siger nej, havner jeg jo tilbage i sofaen hos min mand…
