Sammen med min mand besluttede vi at flytte til København. Mine forældre blev boende på landet i nærheden af Vordingborg, men vi mente, at det var tid til at prøve noget nyt. Det gik hurtigt med at finde en lejlighed, og lige så hurtigt fik vi vores datter, Solveig, indskrevet i børnehave. Det føltes, som om lykken nærmest opsøgte os, og byen tog imod os med åbne arme.
Jeg fik et arbejde. Min mand, Mikkel, tilbød at hente mig i bilen, men jeg takkede nej. Jeg holder faktisk af at gå, og denne efterårs var vejret mild, tørt og varmt. På vej hjem passerede jeg ofte en bygning omkranset af hegn. Først troede jeg, det var en institution for voksne, men det viste sig at være et børnehjem. Bygningen så så dyster og ensom ud i efterårslyset.
En dag på vej hjem fra arbejde lagde jeg mærke til en dreng på omkring fire år, der omhyggeligt lagde blade ind i det omkransende hegn. Jeg smilte til ham og hilste: Hej. Han slap ikke sit blik fra arbejdet, men svarede også: Hej. Hans brune øjne mindede mig om min bror, da han var barn.
Jeg blev stående, fandt nogle bolsjer i min taske, og gav dem til min nye lille ven. Hvad hedder du? spurgte jeg. Hvorfor vil du vide det? svarede han, men tilføjede så: Jeg hedder Anton. Lige efter råbte en pædagog på ham, og han vinkede til mig, mens han løb hen til de andre børn.
På resten af gåturen smilede jeg bare for mig selv. Han var så sød. Jeg kunne ikke forstå, hvordan man kan efterlade så små børn på et børnehjem. Solveig er kun tre år, og tanken om, at det kunne ske for hende, gjorde helt ondt.
Jeg fortalte Mikkel om det. Fra den dag gik jeg hver aften hen til butikken, og købte noget godt til Anton. Vi blev venner, og han stod igen og igen ved hegnet og ventede på mig.
En morgen ringede min far fra Vordingborg. Min mor havde det dårligt, og jeg måtte tage afsted i to uger. Jeg fik lov til at tage fri fra jobbet. Heldigvis blev min mor rask igen.
Da jeg kom tilbage og gik den vanlige vej hjem, ledte jeg efter Anton ved hegnet men han var der ikke. På legepladsen spurgte jeg en tiårig pige, Mette: Ved du, hvor Anton er? Hun svarede, at han var syg. Lige efter kom en pædagog hen til mig og så mig an med et hårdt blik.
Jeg advarede dig jo. Børn er ikke legetøj, sagde hun. Han har vænnet sig til dig, og så forsvandt du. Anton har ventet på dig hver dag ved hegnet. Nu er han syg, har bronkitis. Men han savner hjemmet og vil slet ikke spise. Det er din skyld!
Hele vejen hjem måtte jeg kæmpe for ikke at græde. Hvordan kunne jeg tillade det? Jeg havde jo knyttet mig til ham, og havde slet ikke indset, hvor meget jeg kunne såre et lille barns hjerte. Jeg tænkte kun på mig selv og mine følelser, ikke på Anton. Der er ingen undskyldning. Jeg havde tøjlet ham, og så var jeg bare væk.
Jeg fortalte Mikkel om min sorg. Da vi skulle sove, kunne jeg ikke lukke et øje, men stirrede bare på loftet. Mikkel tog mig om skuldrene: Vil du have, at jeg tager fri fra arbejdet i morgen, og så ser vi, hvordan Anton har det? spurgte han. Ja! svarede jeg, som om vi havde løst et svært problem.
Vi fandt frem til, hvor Anton var. Solveig valgte den bedste bamse til ham, og jeg købte æbler og bolsjer. Vi måtte lyve og sige vi var familie, ellers ville de ikke lukke os ind.
Anton stod ved vinduet og kiggede ud. Han var så lille, så kær. Jeg turde ikke røre ham, var bange for hans reaktion.
Da Anton så mig, kastede han sig om mig: Jeg vidste, du ville komme. Jeg vidste det! Vi græd begge to. Da jeg så på Mikkel, var der også tårer på hans kinder.
Min mand er normalt alvorlig og stærk, men den dag græd han. Bagefter satte han sig på sengen og sagde: Ved du, at det her er din rigtige mor, og at jeg er din far? Jeg havde aldrig forventet den vending, men Mikkel kunne mærke det han vidste, jeg ikke ville være tilfreds før vi fik Anton med hjem.
Jeg vidste det, jeg vidste det! jublede Anton.
Men du skal spise godt og blive rask, sagde Mikkel. Så kan vi komme hjem.
Mikkel har aldrig sagt noget, han ikke mener, så jeg stolede på ham helt og fuldt.
Det gik hurtigt med papirarbejdet. Både pædagogerne og lederen af børnehjemmet hjalp alt hvad de kunne. Og vi blev Antons forældre.
Solveig fortæller stolt alle, at hun har en storebror nu. Og jeg er gravid. Om to måneder får vi vores tredje barn. Sådan mødte vi ved et tilfælde vores lykke. Lykken går virkelig på gaderne i Danmark man skal bare lægge mærke til den og ikke være bange for at gribe den.
Og alt sammen fordi jeg holder af at gå. Det er det, denne historie handler om.
Synes du, jeg gjorde det rigtige ved at adoptere et fremmed barn? Hvad ville du ønske for mig?
