Svigersønnen
Du gentager dig selv. Mit tidligere privatliv er min egen sag.
Min søn bor sammen med sin mor i København, jeg forsørger dem fuldt ud.
Johanne ved det. Jeg har ikke skjult noget for hende.
Men hun er jo stadig et barn! Hun kan ikke kende forskel på sandt og falskt!
Mor, far, mød Christian. Min kommende mand.
Grethe mærkede et iskoldt gys løbe ned ad ryggen, selvom stuen nærmest kunne bages radiatoren havde stået på fem hele dagen.
Hun så langsomt væk fra Johannes strålende ansigt og mod manden, der stod i døråbningen.
Han var iført en ualmindeligt dyr, mørkeblå cashmerefrakke, og i hænderne havde han en gigantisk kurv med eksotiske frugter og en flaske vin med vokssegl.
Jens, der stod side om side med sin kone, stivnede. Grethe greb krampagtigt fat i hans arm.
Hvor gammel er du egentlig, Christian? lød det skarpt fra faren.
Manden trådte roligt ind i rummet.
Otteogtredive, Jens. Vi har vist fælles jubilæum, hvis jeg ikke tager fejl.
Jævnaldrende? Grethe gyngede frem og tilbage. Johanne, mener du det… seriøst?
Mor, lad nu være! skød Johanne straks tilbage. I har da altid sagt, jeg skal være lykkelig!
Jeg ER lykkelig. Vi elsker hinanden. Alt det andet det er bare tal i passet!
Tal? Jens genfandt endelig evnen til at tale og trådte frem, så Grethe måtte slippe ham. Da du begyndte i første klasse, var han allerede ude at drikke bajere og score damer!
Fatter du det, Johanne? Han er snart fyrre!
Otteogtredive, far! råbte datteren. Og han behandler mig bedre, end du nogensinde har behandlet mor!
Han lytter til mig! Han værdsætter mig!
Værdsætter hun siger… Jens vendte sig mod Grethe, desperat efter støtte. Grethe, hører du det vås?
Han må have haft et godt øje til hende, siden hun var i kravlegård!
Christian, eller hvad du nu hedder Skammer du dig overhovedet ikke?
Christian satte roligt kurven fra sig.
Jeg kan godt forstå jeres reaktion. Helt ærligt. Hvis jeg havde en datter, ville jeg sikkert også flippe ud.
Men vi er jo ikke her for at skændes, vel?
Jeg elsker Johanne. Jeg vil giftes med hende.
Ud af mit hus, sagde Jens stille.
Far! Hvis han går, går jeg med! Johanne klamrede sig til Christians jakke. Så ser I mig ikke mere! Forstået?
Grethe så på sin datter og genkendte hende ikke. Hvor var den stille pige, der for bare et halvt år siden flettede fletninger og bad om hjælp til lektier?
Johanne stod nu med knyttede næver, parat til at gå i krig for en mand, hendes forældre netop havde mødt.
Kan vi ikke sætte os ned og snakke sammen? forsøgte Grethe at dæmpe situationen. Jens, tag lige og køl lidt ned.
Christian, tag plads. Vi må få nogle ting afklaret.
Christian nikkede tavst, og familien satte sig trykket rundt om spisebordet.
Hvor længe har det stået på? Grethe kiggede alvorligt på Johanne. Dine blomster til din attenårs fødselsdag… de enorme buketter roser, guldsmykket var det alt sammen fra ham?
Johanne løftede hagen.
Ja. Og et halvt år inden også.
Jens sprang op fra stolen.
Et halvt år inden? Hun var sytten?! Ved du godt, jeg kan ringe til politiet nu? Skal vi have en sag på banen?
Christian rynkede ikke engang panden.
Vi var bare venner, Jens. Jeg overtrådte aldrig nogen grænser, før hun blev atten. Jeg er ikke idiot. Jeg er en voksen mand med firma og rygte.
Vi gik i biografen, jeg gav hende nogle gaver. Jeg ventede pænt, og da hun blev atten, friede jeg.
Han VENTEDE… Jens traskede op og ned i køkkenet. Grethe, han har GROOMET hende!
Far, stop nu! Johanne hvæsede, tårerne truende i øjenkrogen. Det var mit valg! Jeg forelskede mig i ham første gang jeg så ham på caféen ved universitetet.
Det var MIG der tog kontakt!
På en café, jamen! Jens tog sig til hovedet. Du er jo et barn, Johanne! Du har ikke set noget af livet!
Og du havde? Johanne var straks oppe på dupperne. Du giftede dig selv med mor, da du var enogtyve! I havde ingen penge, boede i kollektiv og delte pakker nudler!
Er det dét, du ønsker for mig? At jeg skal sidde fast med en fesen studiekammerat i en etværelses, hvor vi tæller kroner og øre?
Vi var unge og lykkelige! afskar Grethe hende. Vi havde en fælles fremtid. Vi voksede sammen, kan du følge mig?
Jamen, Christian og jeg ER allerede voksne! Johanne lagde armene om Christian bagfra. Jeg føler mig tryg med ham. Jeg har ro i maven.
Han tog mig med til Paris sidste weekend, mens I troede, jeg var på “studietur” med pigerne i sommerhus!
Christian, Grethe kiggede ham direkte i øjnene. Ser du os? Jens og jeg vi er dine jævnaldrende.
Jeg er otteogtredive. Jens er otteogtredive. Om tyve år er Johanne otteogtredive i sin bedste alder, mens du er tæt på tres.
Bliver du pensionist lige når hun vil have et barn mere, eller måske skifte karriere? Hvem skal løbe rundt med børnene?
Jeg har penge til flere generationer, Grethe, svarede Christian blidt. Børnene kommer ikke til at mangle noget. Johanne heller ikke.
Og jeg regner nu heller ikke med at falde sammen, når jeg fylder tres. Jeg træner og motionerer dagligt.
Han træner, javist… mumlede Jens, mens han satte sig igen. Hør her, sportsfyr. Du ved godt, du ødelægger hendes liv?
Hun svæver på en sky over dine gaver og Paris og hvad ved jeg. Og hvad så, når hun får lyst til at feste med jævnaldrende og du elsker din sofa og Jyllands-Posten?
Jeg læser ikke gamle aviser på sofaen, Jens. Og Johanne er ikke typen til vilde fester. Vi snakker meget. Vi deler interesser.
Hvilke fælles interesser kan I dog have? Grethe slog ud med hænderne. Tegnefilm? Eller lærer du hende om skatteoptimering?
Vi elsker arkitektur, klassisk musik og at rejse, svarede Christian stille og roligt. Johanne er meget moden af sin alder. Hun keder sig med jævnaldrende det har hun selv sagt.
Selvfølgelig keder hun sig! udbrød Jens. Jævnaldrende kan ikke købe hende gyldne smykker!
Far, du sårer mig! Johannes øjne blev blanke. Tror du virkelig, jeg er så overfladisk? Havde Christian ikke en rød øre, var jeg alligevel blevet forelsket i ham!
Jo jo, skyd bare skylden på armoden Jens vendte sig om mod vinduet. Den har vi hørt før.
De diskuterede indtil mørket faldt på, men blev ikke enige om noget. Johanne gik hjemmefra pakkede en lille taske og forsvandt.
Grethe sad i sofaen, stirrende ud i luften. Jens stod ude på altanen og røg selvom han havde kvittet cigaretterne for fem år siden.
Grethe, det er jo sindssygt sagde Jens, da han kom ind i stuen med duften af tobak hængende om sig Otteogtredive. Han er på min alder.
Vi kan have gået i skole på samme tid, bare i hver sin landsdel. Jeg kan ikke kalde sådan én for svigersøn. Det sidder helt fast i halsen.
Hun er forelsket, Jens. Om det er sandt og dybt, er ligegyldigt. Hun hører os simpelthen ikke lige nu.
Og ham… den type? Du så da hvor glat han var? Alt var gennemtænkt. Jeg ventede til hun var atten. Fy for pokker!
Den slags har garanteret en Johanne i hver provinsby.
Det tror jeg faktisk ikke. Han virker alvorlig og netop dét er det skræmmende.
Var han bare en skørtejæger, havde Johanne gennemskuet det for længst. Men han snakker om familie Johanne sagde hun vil have børn. Flere!
Jens hamrede knytnæven ned i armlænet.
Børn? Med hvem? En, der snart kan bestille rollator på nettet? Hun fatter jo ikke, at der om ti år er blodtryk og svigende ryg i vente.
Og hun er ung! Hun skal LEVE!
I morgen går jeg til politiet, sagde Jens. Så kan de undersøge, hvor længe deres romance har kørt. Jeg skal nok få bremset ham.
Og så mister du måske din datter, svarede Grethe sagte. Du så jo selv hendes blik. Hun venter bare på, at vi bliver de onde.
Så gør du Christian til hendes ridder på den hvide hest. Hendes redning fra de onde forældre.
Er det det, du vil?
Jens sank sammen i stolen.
Hvad gør vi så, Grethe? Skal vi bare finde røde pølser frem og invitere ham til grillfest og snakke om vores led, når det regner?
Lad mig prøve at tale med hende alene. I morgen.
***
Næste dag mødtes Grethe og Johanne på en café tæt ved universitetet.
Johanne ankom til tiden, så sprød og velplejet at intet tydede på, hun var hjemmefra med kun en sportstaske og pelsen duftede alt for nyt til sin SU.
Hej, mor, Johanne sank ned på stolen. Hvis du bare vil snakke mig fra det, så er du spildt op.
Jeg vil drikke kaffe med min datter, som jeg ikke har set siden i går, svarede Grethe. Hvordan bor du nu?
Christian har en kæmpe lejlighed midt i byen. Der er så flot, mor. Bibliotek, panoramavinduer. Jeg har fået mit eget walk-in closet!
Det er dejligt, Johanne. Men et walk-in skab er ikke et liv. Livet med en mand er ikke bare udsigt og kjoler. I har forskellige vaner.
Vi har ingen praktiske problemer, smilede Johanne. Han har rengøringshjælp og alt det der. Jeg klarer mig.
Grethe sukkede og rørte i kaffen.
Johanne, hør nu mor. Vi vil dig ikke noget ondt. Vi er bare bekymrede. Du svømmer lige nu på en lyserød sky.
Men Christian hans livsbølge er forlængst passet. Han ved, hvordan man styrer følelser. Han er ikke bare et par år ældre, han er et voksenliv ældre.
Mor, hvad for et voksenliv? Det er kun tyve år! I Europa er det SÅ normalt. Der gifter man sig ikke før man er tredive.
Netop. Han nærmer sig fyrre, du er ikke fyldt atten længe endnu. Dit verdensbillede er endnu under konstruktion. Du ser alt gennem hans øjne.
Hvad så, når du opdager, at dine interesser ændrer sig, og han står stille?
Tror du, jeg er dum? Johanne kneb øjnene sammen. Mener du, jeg ikke klarer det?
Jeg tror, du iler for stærkt. Vent bare et år. Prøv at bo sammen først. Uden vielsesattest. Se, om følelserne holder.
Nej. Christian vil det officielt. Han vil, jeg er hans kone ikke hans roomie. Han respekterer mig.
Eller han vil binde dig, inden du opdager alternativer, indskød Grethe.
Ved du hvad, mor? Johanne sprang op. I er bare misundelige, du og far.
Misundelige, fordi I aldrig fik en eventyrlig forelskelse. Fordi I sled med afdragene på jeres lille kedelige ejerlejlighed.
Jeg har heldet med mig. Og det kan I ikke tåle.
Johanne, tag nu lidt ro på! Hvilken misundelse? Vi gør det af kærlighed!
Lad nu med det. Jeg bliver gift om en måned. Dåbsattesten er sendt ind. Vil I komme så kom. Hvis ikke, jeres sag.
Johanne greb tasken og forlod caféen.
***
Hjemme ventede Jens, rasende som en dansk okse.
Jeg har undersøgt ham, sagde han kort. Christian Møller, ejer af et vagtselskab. Skilt.
Har en søn på femten fra første ægteskab. Kan du fatte det? Vores svigersøns søn er nærmest jævnaldrende med vores datter!
Grethe skævede til himlen.
Åh, Jens Det manglede da bare.
Jeg ringede til ekskonen, fortsatte Jens. Hun siger, han er iskold. Hun stak af med barnet
Det kommer han ikke til at sige selv. Og hvis vi siger det, tror hun ikke på det.
Jeg tager på kontoret i morgen og tager en alvorssnak!
Nej! Jens, lad nu fornuften råde! Det gør alting værre!
Men Jens var ikke til at standse. Han mødte op på kontoret næste dag. Snakkede med Christian bag et massivt egetræsbord.
Hør her, Møller, sagde Jens. Jeg kender din eks og din søn.
Hvorfor fylder du min datters hoved med løgn? Hun er kun atten! Du kunne være hendes far!
Jens, Christian lænede sig tilbage i kontorstolen vi har været igennem det her: Mit tidligere liv er ikke jeres projekt.
Min søn bor med sin mor i København, jeg forsørger dem. Johanne ved det hele. Jeg skjuler ikke noget.
Hun er stadig en lille pige! Hun ser ikke forskel på sandhed og salgstaler!
Johanne er voksen. Hun har valgt. Jeg tilbyder fred vi dropper Shakespeare-dramaerne.
Vi gifter os, uanset om I kommer eller ej. Mine advokater har tjekket alt. Jeres trusler rykker intet. Hav en god dag.
***
Brylluppet blev holdt en måned senere. Grethe og Jens kom ikke. Johanne sendte et par billeder efterfølgende: hende i eventyrligt designer-brudekjole, Christian i smoking, foran en gammel murmester-villa med flag og hele molevitten.
