MOR

MOR

Min graviditet samlede alle sladdertanterne i landsbyen om mig:
Ingen skam i livet! Maven er ved at sprænge kjolen, og hun går bare og smiler! Jeg ville ikke turde kigge folk i øjnene, hvis det var mig, mumlede gamle fru Maren.
Tiden er ikke hvad den var, alt for løs moral nu om dage! istemte Elsebeth Kristensen belærende.
Ved vi hvem barnefaren er? spurgte fru Knudsen, mens hun knækkede solskikkekerner med tænderne.
Selvfølgelig gør vi det. Kan I huske, da der blev bygget kirke, og de havde håndværkere fra København? Så var der én mørkhåret, smuk og københavnsk. Det var ham, hun blev forført af. Gift var han også. Kørte hjem til hovedstaden, og så var det dét! viftede Maren afvisende.
Man skal altså kontrollere sådan noget grundigt! udbrød fru Knudsen fornærmet.
Nå, nu må I holde op! Hanen galer ikke mere end I gør, sagde gamle Oluf brummende.
Haner galer, vi fører samtaler, indskød Elsebeth stødt.
Jaja, du føre bare dine samtaler, men imens render din høne rundt i køkkenhaven! stak Oluf til hende.
Den satans fugl! Den skal få min kærlige hånd, hvæsede Elsebeth og smuttede hjem.
Ikke alle dømte mig. Nogle havde ondt af mig, andre troede stadig, at det hele nok skulle løse sig.
Datter, du er tredive år. Ingen mand, og det bliver næppe bedre. Få nu barnet, i det mindste får du så et lille væsen at elske, sagde min far og lagde hånden på min skulder.
Vi får det til at gå, det er jo ikke ligefrem krig, nikkede min mor opmuntrende.
Da min søn, Mads, blev født, bar han byrdens stempel: Uægte, faderløs. Men mit moderskab bar jeg stolt.

Mads fik sin morfars fornavn som mellemnavn. I feltet far på fødselsattesten var der bare en streg, som et ar efter det, der aldrig helt blev.
Mads var kun elleve år, da hans mormor døde. Morfar klarede ikke savnet og gik bort året efter.
Min dreng blev endnu mere indadvendt. Han havde altid været stille, og nu lukkede han sig helt inde. Jeg ville have taget al hans smerte på mig, hvis jeg kunne. “Herre, send hellere prøvelserne til mig, bare mit barn bliver fri for dem,” bad jeg om natten. Morfar havde ikke kun været en far for ham, men også hans bedste ven.

Mads far kunne jeg ikke se i ham, kun evnerne havde han arvet. Han snedkererede dukkehuse til nabopigerne og hjalp mormor med at bygge udhus og brændeskur.
Den dreng bliver en fantastisk håndværker! Han har det i sig, det er en gave fra oven! sagde morfar altid stolt.

Jeg følte mig ofte skyldig over, at Mads voksede op uden far, og jeg bildte mig ind, at det var derfor, han holdt sig fra mig.
Min søn, forsøgte jeg at favne ham.
Mor, lad nu være, vrængede han og undgik mig.
I skolen klarede han sig dårligt, kun til nød fik han middelkarakterer i alt andet end idræt og billedkunst.
Jeg ved ikke, Hanne, hvad der skal blive af ham, sukkede klasselæreren, han gider slet ikke at lære noget. Hvilken uddannelse tager ham med de karakterer? Hvis han så bare kunne skrive en dansk stil men han afleverede bare en bunke vittigheder! Se selv! læreren rakte mig hæftet.
Han tjener nok sin værnepligt, og så må vi se. Vi mangler altid hænder i landsbyen, forsvarede jeg stædigt min søn.
Aldrig skældte jeg ham ud, sagde bare: “Du skal altid være et ordentligt menneske, Mads, uanset hvad der sker.” Elskede ham for, hvem han var, ikke for hans præstationer kunne ikke andet.

Da Mads blev kaldt ind til værnepligt, lykkedes det landsbyen at stille op. Vi festede i to dage.
Du kommer hjem som helt! råbte gamle Oluf, halvt fordrukken, og vinkede med næven foran min søns næse.
Ved kasernen, lige før de unge blev sendt af sted, brast jeg i gråd:
Min søn, tilgiv mig alt.
Pas på dig selv, mor, skriv til mig bare det mest fjollede: Om koen, landsbysladder, hvad som helst, bare skriv, han krammede mig så kærligt, at det stak gennem hjertet på mig.

Og jeg skrev breve, næsten hver dag, om koen, om sladderen, om hvor tomt der var uden ham, hvor meget jeg længtes og drømte om at få ham hjem i armene. Og altid mindede jeg ham: “Hold dig til menneskeligheden, i alle livets situationer”.

I brevene fra Mads læste jeg om hans nye venner under opholdet i Holstebro. Han nævnte sin kammerat Henrik: “Mor, han er som en bror for mig!”
I et af sine breve huskede Mads, hvordan jeg, da han var fem år, klappede hans kind og han svarede: “Du har ru hænder!” “Undskyld, mor! Jeg ved, du ikke blev sur, bare lo: ‘Ja, hvordan skulle de være andet, søn? Jeg går jo og arbejder med alt herhjemme.’ Mor, hvis du bare vidste, hvor meget jeg savner dine hænder nu! Kærlige, trygge. Om så du kradsede mit ansigt til blods, bare for at lægge hovedet til dem igen. Jeg vil bare holde om dig, mor. Pas nu godt på dig selv.”

Det blev det sidste brev. Nyheden om Mads heltemodige død ramte mig som en sort fugl gennem ruden.
“…såret, bandt han granater om livet og kastede sig ind blandt angriberne, hvor han sprængte sig og fjenden…” jeg kyssede avisen med fotoet i sort ramme, “For mod og heltemod indstillet til Dannebrogorden (posthumt)…” stod der under billedet.

Ak, Hanne, hvor er det dog forfærdeligt, folk i landsbyen kom og følte med mig.
Jeg tog imod deres medfølelse, ligesom jeg havde båret mit moderskab uden skam, ligesom jeg har båret tabet af forældre og alt det andet med ydmyghed. Jeg klagede aldrig. Græd ikke højt, men tørrede tårerne bort med et lommetørklæde. Jeg blev gammel på én nat.
Kisten blev aldrig åbnet. Jeg så aldrig Mads død, kunne ikke tage afsked, og derfor lod jeg sommetider håbet bestå at der var sket en fejl, at han måske var i live. Soldater er blevet erklæret døde før og vendt hjem. Jeg greb mig selv i at stirre ud ad vinduet, forestillede mig, han kom gående hjem til mig.
Madse, min dreng! det undslap mig, og selv fuglene sprang op fra grenene.

Er du Hanne Andreasdatter? Undskyld, jeg kommer sent. Jeg er ikke Mads, men hans ven, Henrik. Han har skrevet om mig til dig, drengen vred nervøst sin kasket.
Undskyld selv, du lignede min søn i mørket, jeg kunne næsten ikke kende forskel… Men kom dog ind, jeg skulle lige til at spise, sagde jeg, flov over min egen forvirring.
Jeg fandt lidt brød og varm kartoffelsuppe frem. “Jeg havde slet ikke ventet gæster. Kan du lide suppe?”
Hanne, kald mig bare du. Jeg er jo næsten som din egen søn.
Det glædede mig faktisk at have Henrik på besøg. Vi talte og græd og lo til langt ud på morgenen, genkaldte minder om Mads.
Madse faldt engang i søvn, og så kom vores hund, Viggo, og slikkede ham i ansigtet. Han begyndte at smile i søvne og mumlede: “Mor, mor, min egen mor.” Vi var ved at dø af grin! Senere indrømmede han, at du plejede at komme og kysse ham, når han sov. Derfor drømte han sådan.
Åh, var han ikke umulig! Kunne ikke engang holde ud at blive krammet, men når han sov, kyssede jeg både hans hænder og øjne uden protester. Jeg bildte mig ind, han var så træt, han ikke kunne vågne, men jeg måtte kysse ham! Jeg grinede.
Han var stolt af dig. Han elskede dig virkelig højt.

Jeg fandt et album med Mads barndomsbilleder frem:
Her er han til sit første bad, han ligner næsten en edderkop så lange arme og ben! Her tager han sine første skridt, her med mormor til skolefest. Hun forkælede ham helt vildt! Her med morfar, hvor de saver brænde sammen. Se, hvor han kniber øjnene sammen! Nu er de sammen igen, tænker jeg. Han savnede virkelig sin morfar efter hans død.
Henriks historier bekræftede, at min dreng havde været modig, retfærdig og ærlig.
Vores kaptajn holdt modet oppe på os. Det ville snart være overstået, sagde han, bare vi holdt ud et par timer. Men da der næsten ikke var nogen tilbage, mistede vi håbet. Jeg blev ramt af en granat, benet nærmest sprængt af. De fjendtlige gik rundt og dobbeltcheckede, at ingen overlevede, det var grusomt. Da ammunitionen var slut, gik de sidste i nærkamp og sprængte sig selv. Ligesom din Mads… sagde Henrik og måtte skjule ansigtet, mens han græd.

Og han skrev bare, at I var til øvelse, fik jeg fremstammet han ville altså ikke gøre mig urolig jeg nikkede.

Henrik blev hos mig et par dage, hjalp med at fikse hegnet og lappe taget. Men til sidst skulle han videre.
Må jeg skrive til dig?
Skriv endelig, mit barn, du er velkommen, sagde jeg med et smil. Jeg havde håbet, han ville blive, men andetsteds ventede jo nogen på ham.

Du ved godt, jeg har ingen familie. Jeg er børnehjemsbarn, en rigtig forladt en. Det var pinligt at sige det. Folk tror altid, vi er kriminelle, hans stemme bævede.
Tsk, dumhed! svarede jeg, hvor vil du tage hen?
Altså, måske til Aarhus for at prøve lykken…
Niks! Du bliver her. Jeg er alene, og du har intet sted at sove. Hvis du vil rejse senere, holder jeg dig ikke tilbage, men mit hjem er altid åbent for dig du er som en søn for mig.
Snakken gik straks igen i landsbyen: “Hanne har ikke sørget længe hurtigt fundet en erstatning, jo jo, han udnytter hende bare, det er jeg sikker på…”
Men ikke alle dømte. Nogen syntes, jeg fortjente lykken måske ville det hele nu alligevel ordne sig.

Henrik fandt hurtigt arbejde. Landsbyens smed tog ham som lærling, og det viste sig hurtigt, at han var fremragende til håndværket.
Snart kom Henrik hjem med en ung kone, Sara, munter og venlig jeg elskede hende som min egen datter. Kun ét ønskede jeg: at hvis de fik en dreng, måtte han hedde Mads. Men først kom en lille pige, og kort efter endnu én.

Hanne har det da godt: sønnen dygtig med hænderne, har nu bygget et nyt hus, købt bil, og svigerdatteren er jo en gave!
Men kun Henrik hørte, hvor ofte jeg græd om natten.

Jeg levede længe. Kort før min død blev jeg sengeliggende.
Ikke engang en datter kunne have passet mere kærligt på sin mor end Henrik og Sara har gjort for gamle Hanne, sagde folkene i landsbyen.
Min “søn” skammede sig aldrig over at hjælpe mig: han bar potten ud og vaskede mit sengetøj uden at beklage sig.
Før jeg døde, løftede jeg mine gamle arme, som om jeg ville favne nogen: “Madse…” hviskede jeg og sov stille ind. Sara og børnebørnene græd. Henrik følte mærkelig glæde blandet med sorg.
Hvorfor smiler du, Hanne er jo død, blev Sara forskrækket.
Nu er hun jo sammen med sin søn igen. Hun skal ikke lide mere, de har fået hinanden. Tiden heler meget, men tabet af et barn heler man aldrig, sagde Henrik og så ud ad vinduet.

At elske imod alt til sidste åndedrag kun en mor kan det.