Okay, lyt lige engang jeg skal fortælle dig om en ung lærerinde fra Danmark, cirka 19 år gammel, der kom til en lille malerisk landsby et sted på Sydfyn for at starte sit første job. Hun hed Stine Madsen, med sit lyse hår og nysgerrige blik, og hun flyttede ind hos en ældre dame, som boede i et hyggeligt bindingsværkshus med stråtag. Stine havde kun sin lille blå kuffert med sig og skulle bo til leje hos denne gamle, men meget frisk dame.
Damen hed Agnes, men insisterede på, at Stine skulle kalde hende Faster Agnes. Hun var 65, rank og havde det der lidt stramme, men rare blik, som gav hende karakter. Der var pænt og ordentligt i huset, og igennem den lille entré kom Stine direkte ind i stuen, hvor der stod en gammel, grøn kakkelovn, og midt i rummet et rundt bord dækket med voksdug med lyseblå blomster. Til højre var døren ind til Agnes værelse, og lige ud lå dagligstuen det blev Stines nye hjem.
Stines værelse var simpelt men hjemligt: Der stod en seng med luftige puder og dyner, og på det runde bord kunne hun sidde og skrive sine undervisningsplaner om aftenen. Agnes var enormt snakkesalig og selskabelig og når Stine ikke var i biografen i nabobyen Svendborg eller sad opslugt af en bog, så drak de to te sammen hver aften. Stine begyndte snart at omtale hende som faster overfor veninderne; det føltes så hyggeligt og tæt.
Tænk, Agnes var sådan en type, man kunne lytte til i timevis. Nogle aftener sad hun og fortalte om sit liv, mens hun langsomt opløste en sukkerknald under tungen og sippede varm te fra de gamle Royal Copenhagen skåle med blå dekoration.
Du Stine, begyndte hun en aften, I gamle dage spurgte ingen, hvem man ville giftes med man blev sat sammen af sine forældre! Da jeg var 15, kom der fyre fra nabobyerne til dans i forsamlingshuset, og én af dem han var høj, smuk og meget betænksom holdt altid øje med mig. Nåede han en tur forbi, havde han lommerne fulde af småkager, bolsjer eller nødder jeg delte altid gavmildt ud til veninderne. Han forærede mig også masser af smykker: perlekæder, sølvøreringe og tørklæder.
Hun kom til det punkt, hvor hun skulle afvise hans tilnærmelser men ikke fordi hun ikke kunne lide ham. Min familie ville ikke høre tale om det på grund af hans storebror. Storebroren havde ellers været en frygtelig flot fyr, som lokale piger sukkede efter. Men han blev sparket i ansigtet af en hest en dag under arbejdet med markploven, og de havde ikke læger dengang. Det hele gik så galt, og til sidst måtte han gå med et lille tørklæde for ansigtet og blev kun kaldt Farisæeren. Jeg blev nægtet at gifte mig med hans lillebror, for hvad ville folk ikke sige? At jeg ikke var god nok, hvis jeg blev en del af den familie.
Agnes fortalte, hvordan hun græd hele natten, men til sidst tav og adlød sine forældre. Senere giftede hun sig med en anden Anders Søndergaard. Han var ikke specielt høj, men elskede hende. Når vi skulle i byen, gemte jeg lidt halm i hans træsko, så han fik lidt ekstra højde, men han opdagede det altid og rystede bare på hovedet.
Livets gang gik sin skæve vej. Deres førstefødte datter blev syg. Agnes sad med hende i armene, bange for at miste hende. Anders gik bare forbi og sagde forsigtigt: Rolig, skat det kommer der nok flere af. Noget i den stil kan man næsten ikke tilgive i øjeblikket, men datteren blev rask, og senere kom endnu en pige til, og til sidst lille Villads.
Men så kom de svære år: 1940, under krigen, hvor kornet blev hentet ind til staten, og der ikke var mad nok til nogle familier. Anders hjalp på møllen og fik betalt i korn, men nogen sladrede til politiet, og han blev dømt for at stjæle. Han og mølleren blev sendt til tvangsarbejde nordpå. Anders fik lov at sige farvel. Agnes huskede stadig, hvordan han satte sig på hug, tog Villads på knæet og sagde med tårer, at han ikke vidste, om de nogensinde ville ses igen.
Han vendte aldrig hjem. Mange år efter traf hun en højtstående embedsmand, som skrev til hende: Anders døde overarbejdet og sulten under tvangsarbejdet og blev begravet deroppe. Han var god, Stine, vil du tro det? Ung og stærk, ville gøre alt for os og vi sad tilbage og måtte klare resten sammen.
Stine sugede historierne til sig også fordi Agnes fortalte dem så malende, altid med et glimt i øjet, og eftertænksomme, danske formuleringer som Hun var smuk lidt til den kraftige side eller Han var klog på den listige måde.
Engang i 60erne, da hendes børn alle var fløjet fra reden, inviterede sønnen hende til København. De gik i Tivoli, spiste is og nød byen. Og lige da, kom der, hvem tror du? Jo, den første ungdomskæreste, Michael hans kone var død, de havde aldrig fået børn. Han opsporede hende, ringede på døren, og de to sad dér efter alle de år, kiggede på hinanden som unge igen.
Ved du hvad, Stine, stemningen var så mærkelig, jeg følte mig som en fjollet pige på ny. Min søn stod der, og pludselig råbte Michael ind i telefonen: Agnes, min elskede jeg har endelig fundet dig! Jeg sagde, at han skulle sende et brev, for jeg turde knap svare.
Og sådan blev det, Stine. Vi fik faktisk tolv gode år sammen til sidst, Mikkel og jeg. Han kaldte mig altid Arnesine aldrig dulle eller noget uvenligt, og vi nød hinanden så længe hans helbred holdt.
Agnes smilede lidt skævt, da hun fortalte det. Hvis nogen havde fortalt mig den her historie for tyve år siden, havde jeg aldrig troet på den ærligt! Men, Stine, sådan er livet. Når vinden vender, kommer det gode altid tilbage det skal du huske!
Og du, jeg kan stadig mærke stemningen fra det hus på Fyn: duften af te med solbærblade og mynte, Stines stille fnisen, og Faster Agnes, der smilede over bordet og man forstår pludselig, at hvis man bare venter tålmodigt, skal der nok blæse en heldig vind en dag igen.
