VILD MYNTE OG BITTER HONNING
I den lille landsby Højengen vidste man: hvis aftenluften begyndte at dufte af vild mynte, så var Mette gået ind i sin fulde kraft. Og hvis man kunne smage bitter honning på læberne, var det varslet om ulykke eller kærlighed, som ofte var to sider af samme sag.
…Mette var ingen eventyrlig gammel dame. Hun var ung, havde øjne som et foruroligende gråblåt hav før storm, og hænder der duftede af muld og sommervilde urter. Hun var en klog koneen af dem, der kunne mærke skovens åndedrag og høre jorden sukke under menneskers smerte.
Jens dukkede op hos hende i tusmørket, netop som disen gled ind over det gamle bindingsværkshus og lagde sig omkring trappestenen som en levende ting. Han var tydeligt fra byen; duften af dyr parfume, importeret cigaretter og selvsikkerhed klæbede til ham men her uden for Mettes hytte var det blot en maske, let som støv og nemt fejet væk.
De siger, du kan bringe hende tilbage, hviskede han, blikket hægtet fast til sine sko. Hun forlod mig for en uge siden. Blev bare kold.
Mette lo tørt og rørte i den sorte gryde, der sendte mørke dampe op i loftets strå.
At blive kold er ikke at dø, Jens. Det er et valg. Jeg knuser ikke andres vilje.
Jeg betaler. Hvad det end koster.
Hun trådte tættere på, og hun bar duften af vild mynteiskold, nærmest svidende.
Magiens pris er altid den samme, hendes stemme var knap en hvisken. En del af din sjæl vil blive min. Vil du stå tilbage, tom, for at eje én, der ikke elsker dig?
Hun lod ham drikke af en skål af ler. Jens forventede alt: bedøvelse, syner, smerte. Men på tungen bredte sig kun bitter honning. Tyktflydende og tung. Sammen med smagen voksede en indsigt frem.
Pludselig så Jens ikke længere den kvinde, der gik, men sig selv set gennem hendes øjne. Han så sin egen grådighed, sit begær efter at eje, sin døvhed for hendes bønner.
Mettes klogskab kunne ikke bringe nogen tilbage; hun rev slørene væk fra sandheden.
Er det dér, din kærlighed ligger? hendes stemme lød i hans tanker. Bitter som honning fra en skov, før den modner. Vil du have hende tilbage, blot for at binde hende til din pine?
Jens sank sammen på knæ. Væggene faldt bort. Han var nu midt på engen under nattehimlen. Vilde græsser piskede mod hans ansigt, og skovens væsener dansede i luften over ham.
Mette stod over ham, hendes hår snoede og slyngede sig som levende væsener. I den ene hånd en brændende dusk tørret mynte.
Jeg kan binde hende til dig med et bånd selv døden ikke kan klippe, sagde hun roligt. Men hendes øjne vil for altid være slukkede. Eller også kan du tage denne bitterhed ind i dig selv og give slip.
Netop da så Jens den rigtige Mette. Ikke en truende heks, men et ensomt menneske, der bar andres byrder tyngre end tunge skyer. Han mærkede hendes sorg, skarp som mynte i frostluft.
Slip hende fri, åndede Jens ud. Og med de ord brast bylden af sorg, der lå i hans bryst.
Mette fór sammen. Hendes fingre, grønne af plantesaft, rystede. Hun var vant til grådighed, til bønfaldende tårer, aldrig til at nogen faktisk gav slip.
Verden svingede. Rummet fyldtes af duften af vild mynte. Jens løftede hovedet og for første gang så han ikke en heks, men en kvindeuendelig smuk i sin styrke og uendelig ensom i sin viden.
Du har givet hendes vilje fri, hviskede Mette og trådte så tæt på, at han mærkede varmen fra hendes hud. Nu er din indre skål tom. Med hvad vil du fylde den nu, rejsende?
Jens svarede ikke. Han rørte let ved hendes kind og forventede ild eller kulde, men mærkede kun blød hud og puls under fingerspidserne. Magien forsvandt som ritual; den blev til elektricitet i blodet.
Han trak hende ind til sig, og deres kys smagte som liv selv: iskold mynte blandet med den tunge, bitre honning fra skovens bistader. Det var ingen besværgelse, men to sjæle, der genkendte hinanden i skæret mellem drøm og virkelighed.
…Den nat så folk fra Højengen noget mærkværdigt: Over Mettes hytte brændte nattehimlen i lilla og violet, og inde fra skoven lød en sang, som ingen havde hørt i deres levetid.
…Næste morgen var hytten tom. Kun den lille lerskål stod tilbage på bordet, i bunden stivnet en dråbe klar, ravgylden honning, der duftede af sollune markerikke af bitterhed.
Det betød, at Jens sjæl var helbredt.
Siden var han ikke blevet set i byen. Men inde i skovene omkring Højengen var der nu to spor: et smalt af en kvindefod, et bredere af en mands. De byggede ikke huse og søgte ingen kontakt med folk.
Men hvis en vildfarende vandrer på en frostklar aften pludselig mærker duften af frisk mynte, så ved han: De er her. To, der valgte ikke at eje, men at elske på trods af menneskers og ånders love.
Skoven tog dem til sig, ikke som fremmede, men som sine egne. Træerne lagde sig til side og blottede en sti, drysset med sølvhvidt rim, selvom det var den lune august
Jens gik efter hende, uden træthed. Hans byjakke føltes som latterlig udrustning, han straks ville aflægge. Mette vendte sig ved søens bred.
Du forstår nu, at der ikke er nogen vej tilbage? hendes stemme lød ikke længere kold. Der i landsbyen havde du navn, fortid og historie. Her er du kun åndedræt og vilje.
Jens kom helt tæt på. Nu kom mynteduften ikke fra hendes hænder, men fra jorden selv under deres fødder.
Mit gamle liv var bittert som den honning, Mette, sagde han, mens hans fingre gled igennem hendes hår, hvor ildfluer dansede. Jeg søgte ejerskab, men fandt frihed i dig.
Hun greb hans hænder. Uden ord tog hun en lille kniv af hjortegevir frem fra kjolens folder.
Uden at sige en formel trykkede hun deres hænder sammen og lavede et lille, fælles snit. Blodet løb sammenskarpt rødt mod det blege månelys.
Nu flyder jordens kraft i dine årer, og din menneskelige mildhed i mine, hviskede hun.
Og i det øjeblik mærkede Jens ALT.
Han fornemmede mosset gro mod nordsiden af granerne, vandet risle under mulden, og hvor meget, til det gjorde ondt, Mette havde længtes efter én, der ikke frygtede hendes styrke.
Da solen skimrede over skovsøen, var de forsvundet. Kun to svage nedtrådte baner i det bløde mos lå tilbage, duftende af bitter honning og nyslået græs.
De blev til sagndem, der gik bag tæppet. Og folk siger, at engang imellem, på de hede sommerdage, hvor luften sitrer, kan man skimte en mand i grov linnedskjorte, der nænsomt samler urter til en kvinde, hvis blik er skygråt som uvejr. De bliver aldrig gamle, aldrig bedende, og vender aldrig tilbage.
De ER bare. Som duften af mynte før sommerregnOg hver gang nogen vover sig langt nok ind, siger de at vinden synger, ikke af advarsel, men af velkomne. At smagen af mynte på tungen lover heling, ikke tabog honningens sødme hænger længe efter, når de igen står på landsbyens jord, som om noget dyrebart og hemmeligt er blevet givet videre.
Således lever sagnet, mens verden drejer; om to, der valgte frihed og forvandlede skovens gåde til kærlighed, der aldrig kan ejes, kun findes, hvor du tør give slip og tage imod.
