Midtvejskrise
Lasse stirrede misbilligende på sin hustru, der hastede rundt ved komfuret som om hun var i gang med at opfinde en evighedsmaskine af kartofler og brune sovs.
“Hvad mere kan jeg egentlig gøre?” tænkte han, mens han betragtede Gitte. “Løbebåndet købte jeg – det står stadig i hjørnet og glor. Medlemskabet til fitness og svømmehallen har hun også, men hvor er resultatet så? Hvor er den gudinde, min Gitte var dengang i Aarhus for 20 år siden?”
Gitte, hvad skal du egentlig i dag? spurgte Lasse, næsten i søvne.
Først skal jeg til kunder, så i fitness, bagefter hente Jonas, og til sidst lave aftensmad. Hvorfor?
Jeg spurgte bare, sagde Lasse, men indeni håbede han: Måske hjælper fitnesset. Måske forsvinder de dér kilo, og så vågner hun som i gamle dage.
Efter morgenmaden trak han i sine gamle bukser, kyssede sin kone på kinden og gik ud til sin slidte, blå Toyota Corolla fra 2005. Idet han satte sig ind, så han pludselig bilen med helt nye øjne. Den var så træt, den fortjente næsten at køres ud på landet og stilles i et hønsehus. Hans blik gled ned på de udtrådte ECCO-sko, og han sukkede tungt. Det var, som om både hans sko og bukser protesterede mod endnu en dag.
Alt var gråt, gennemsigtigt som regnen over Limfjorden en martsdag.
På kontoret blev stemningen ikke bedre. Chefen, en sur gammel mand med navnet Preben, bad hele afdelingen møde ind lørdag naturligvis uden ekstra løn. Kollegaerne, mange af dem fra Holstebro og Silkeborg, hviskede om fyringer. Særligt ville de ældre ryge, sagde de.
Du har stadig lang tid til pension, sagde nogle, men det klang som en trussel.
Du er allerede 40, Lasse. Og 40 det er altså alvor.
Stemningen omkring ham tyngede som en våd uldsok om hjertet.
Han havde været her i mere end ti år. Aldrig ét tak, aldrig en lønforhøjelse. Ikke engang en klapsalve fra ledelsen under julefrokosten. Hvad havde han fået ud af det hele? Intet kun regneark og kaffekopper.
“Lavede jeg drømmemøbler af snedkertalent i min barndom for dét her? Nej”, tænkte han. Han ville arbejde med træ og skænke glæde, ikke svare på mails fra regnskab.
Nu sad han der, 40 år gammel, gennemsnitlig, midt i et mærkeligt kontorlandskab i Vejle, med en familie, der ikke kunne finde melodien, og følte sig mere gennemsigtig end vind i marsvinebeltet.
Dagene gik, og det blev kun mere tåget i hovedet på ham.
“Skulle man ringe til Søren og tage en øl på den lokale bar i Kolding? Eller en tur ud at fiske ved Haderslev dam? Eller bare grille pølser et sted, hvor græsset ikke var plastiktæppe?”
Han løftede telefonen, men så lagde han den igen. Tallene fra regnskabet for DKK blev bare ved og ved.
Så pludselig stod hun der, Ane, chefens sekretær glinsende som dug i morgensolen, med blonde fletninger, hænderne foldet under hagen: “De siger, du er afdelingens bedste analytiker, Lasse.”
Ane smilede sødt. Lasse mærkede, hvordan han ville gøre alt, hvad hun bad ham om. Han løste hendes problemer på fem minutter, lyttede til hendes taknemmelighedssange i tyve og undrede sig over, om det hele egentlig foregik i virkeligheden.
Ane, hvad siger du til en kop kaffe i caféen nede på hjørnet? overraskede han sig selv med at spørge.
Meget gerne, Lasse, svarede hun, og sendte ham et blik med en lille gådefuld krølle.
Da klokken blev seksten, løb han nærmest hen til hende, og de gik ud i regnen mod caféen. Hun snakkede om sit liv i Jylland, og Lasse følte sig tom. Samtalen drejede ud i et mærkeligt drømmetomt landskab. Han prøvede at undslippe, men Ane sukkede:
Du er den eneste, jeg kan snakke med.
Det lød som et ekko i en tom kirke, og Lasse satte hende af efter kaffen. Ingen kys, ingen sommerfugle i maven. Bare genlyden af støvet på hans ECCO-sko.
På vejen hjem følte han det hele som i slowmotion. Alt var gråt, og da han kom hjem, spurgte Gitte straks:
Hvor har du været? Jeg troede, du ville hjælpe mig i dag!
Lasse trak på skuldrene.
Jeg har også arbejde, sagde han uengageret og så Gittes mundvige krybe nedad. Hun forsvandt grædende ind i soveværelset. Gitte, som ellers altid var jysk optimist, brød sammen. Lasse følte sig dobbelt så gammel som i morges.
Hun snakkede om Jonas angst for nåle, og hvordan hun havde bedt ham om at tage med til hospitalet. Hvorfor havde han ikke holdt sit løfte?
Du forstår det ikke, Lasse. Det handler ikke om dig eller mig. Det handler om børnene og det liv, vi har bygget. Hvis du er utilfreds, gør da noget!
Gitte gik, og han blev efterladt i al sin ensomhed, mens Anders, den ældste dreng, stak hovedet ind og spurgte om de skændtes.
Om natten vågnede Lasse og listede ud i køkkenet, mens månen lyste ind igennem ruden og tegnede mærkelige figurer på det ternede linoleumsgulv.
“Det er Gitte, der har ret. Hvis mit liv skal ændres, skal jeg ændre det selv,” tænkte han.
Han forestillede sig et liv uden hende og børnene, men det var en hul drøm, som en gammel, tom banegård i provinsen. Han havde brug for dem, ikke omvendt.
Måske skulle han skifte job. Måske skulle han bygge borde, hylder, lave stole, som kunne fylde folks hjem med glæde.
…
Du siger, at du har sagt op? Gitte stirrede på ham, som om han var blevet tosset i Odder.
Ja. Jeg skrev bare under på min egen opsigelse. Preben blev mærkeligt nok helt blød og tilbød endda mere i løn.
Men er du ikke bange for alt det nye, Lasse? Vi har jo både regninger og børn og…
Jeg er bange. Men jeg har dig og ungerne, og det er nok.
Gitte smilede, som dengang de var unge, og Lasse kunne mærke gamle drømme boble op.
Han ville lave møbler til små lejligheder, praktiske og smukke, som han havde tegnet for år siden.
Hun nikkede, og sammen begyndte de nu at løfte livet fra skuffen. Lasse tænkte, at det mærkelige ved livet var, at lykken somme tider begyndte netop, når alt så ud til at slutte.
