Jeg har en veninde, som hedder Rikke. Hun er 40 år gammel. Rikke har altid sagt, at man skal respektere ældre, fordi de vil gengælde venlighed og omsorg med taknemmelighed og varme. Hun skældte altid folk ud, hvis de klagede over deres gamle slægtninge. Hun kaldte sådan nogle mennesker for hjerteløse.
Hvad har gamle mennesker brug for? Bare at få mad serveret, lidt opmærksomhed og et smil så er det nok!
Men skæbnen ville, at hun selv kom til at lære en lektie om det, hun gik og prædikede.
En dag bad jeg Rikke om at passe på min morfar. Han er 89 år gammel, og jeg skulle tage min søn med til et kursted, og der var ingen andre til at tage sig af ham. Derfor spurgte jeg Rikke, om hun ville hjælpe, og hun sagde ja. Hun skulle bare sørge for at give ham mad til tiden og hans medicin.
Den første dag gav Rikke ham en skål suppe til frokost, et stykke rugbrød, te og en bolle. Derefter gik hun ned i Netto for at handle. Da hun kom hjem, opdagede hun, at morfar havde spist hele gryden med suppe. Det gav ham selvfølgelig mavepine og problemer med tarmen, og Rikke havde travlt med at følge ham til toilettet. Han kunne ikke længere kontrollere sine sultanfald.
Næste morgen kom Rikke for sent på arbejde, fordi morfar sad på toilettet i over en time, og bagefter nægtede han at spise havregryn. Han kastede hele tallerkenen på gulvet, og krævede også at Rikke skulle forlade hans lejlighed, fordi han mente, hun ville forgifte ham.
Rikke fik ikke ro hverken dag eller nat fra morfar. De tre dage var hun helt udmattet og havde nærmest fået nok af ham; det var kun med nød og næppe, hun kunne styre sin irritation.
Da jeg kom hjem, forlod Rikke min lejlighed uden at sige farvel. Nu tager hun ikke længere telefonen, når jeg ringer. Jeg tror, hun er bange for, jeg endnu engang beder hende om at se efter morfar.
Det er nemt at være klog, når man ikke selv har mærket, hvor hårdt det faktisk er at tage vare på en gammel og syg person…
