“Nå, frøken stræber, hjalp dit høje gennemsnit dig til noget? Se nu på os og hvor ynkelig du ser ud,” grinede de gamle klassekammerater ondskabsfuldt til den stille pige og troede, hun stadig var den samme lydige og forsagte én.
Det, hun gjorde derefter, fik alle til at måbe.
Den tunge dør til Café Altanen gik op med et sagte knirk. Mette tøvede på dørtærsklen, lod blikket glide over det støjende lokale, og først derefter trådte hun ind.
Inde var der travlt. Musikken slog højt, tjenerne ilede mellem bordene, og luften var fuld af duften af stegt kød, vin og dyre parfumer. Midt i lokalet stod et langt bord, hvor hendes gamle klassehold allerede havde indtaget deres pladser.
Femten år var gået siden gymnasietiden.
Mette var ikke kommet af frygt eller nostalgi. Hun ville bare afslutte et gammelt kapitel og se, hvordan de mennesker var blevet, som hun engang tilbragte hver eneste dag med.
Hun rettede let på sin enkle, grønne hørkjole og gik roligt hen til bordet.
“Så, se lige hvem der er dukket op!” lød en skinger kvindestemme.
Det var Freja. Dengang skolens smukkeste pige nu i knaldrød kjole og med hår, der sad perfekt.
Freja så Mette op og ned.
“Mette? Vi havde hverken regnet eller håbet på at se dig,” lo Emil, klassens gamle fodboldhelt, som nu var blevet noget rundere om livet.
Mette hilste venligt, men nøgternt og satte sig på en stol for enden af bordet.
Samtalen gik lystigt. Alle skulle overgå hinanden.
Nogle pralede med nye biler, andre med store villaer nord for København, og flere med, hvor ofte de havde været sydpå det seneste år.
Mette lyttede, nikkede lidt og nippede til et glas vand med citron.
“Hvad laver du egentlig nu, Mette?” spurgte Freja pludselig, så hele selskabet hørte det.
Der blev straks stille.
Alle vendte sig mod hende.
Freja svang sit vinglas.
“Vi snakkede om skolen før. Du var jo klassens kloge hoved, altid begravet i bøgerne.”
Hun lænede sig ind over bordet.
“Nå, men hvad hjalp det dig så til? Noget særligt?”
Et par stykker trak på smilebåndet.
“Du sidder sikkert bag en disk på et lille kontor eller på biblioteket til 26.000 kroner om måneden,” fnes Freja.
En mumlen af latter fulgte.
Emil lo højt.
“Husker I ikke, hvad vi kaldte hende? Fugleskræmslet!”
Bordet klukkede igen af grin. Mette så dem roligt i øjnene.
De ord havde gjort ondt dengang. Hun gik stille rundt, arvede brorens gamle striktrøjer, bar store briller og havde altid næsen i bøgerne.
Hun hjalp halvdelen af dem gennem svære prøver, skrev afleveringer for dem og lod dem kigge med til eksamen.
Det eneste, hun fik, var latterliggørelse.
Mette satte glasset roligt fra sig og så på Freja. I hendes blik var der ingen vrede, kun en uudgrundelig ro. De levede stadig, ligesom dengang, ubevidste om, at tiden var gået.
Ingen omkring bordet anede, hvem Mette var blevet til igennem årene.
Hun rejste sig næsten, da en elegant mand i jakkesæt trådte hen til dem, let forpustet.
“Undskyld må jeg lige tage et øjeblik?” spurgte han Mette.
Alle blev stille af overraskelse.
“Min kone ser jeres program hver aften,” sagde manden. “Hun så dig straks, da du kom ind må vi tage et billede?”
Han rakte sin telefon frem.
Mette smilede venligt.
“Selvfølgelig.”
De tog hurtigt et billede, han takkede og gik tilbage til sit bord.
En forstemt stilhed bredte sig.
Freja kneb øjnene sammen.
“Vent…” sagde hun langsomt. “Hvem er du?”
Mette mødte hendes blik.
“Jeg er journalist,” svarede hun.
Emil trak på skuldrene.
“Det er halvdelen af landet også på Facebook.”
Mette rystede på hovedet.
“Jeg er på DRs nyhedsredaktion. Jeg leder en programrække, hvor vi laver undersøgende journalistik.”
Freja hev straks mobilen frem og googlede.
Efter få sekunder stivnede hendes ansigt.
På skærmen var et billede af Mette fra en nyhedsudsendelse.
Under overskriften:
“Mette Laursen journalisten, der har afsløret adskillige store korruptionssager.”
Freja lagde mobilen fra sig.
“Er… det dig?”
Mette svarede stille ja.
“Jeg kom ind i medieverdenen uden netværk,” sagde hun. “Kun fordi jeg altid har arbejdet benhårdt.”
Hun så på dem alle.
Ingen lo længere.
Mette tog sine ting, rejste sig og sagde:
“Det var hyggeligt at se jer igen.”
Hun forlod Café Altanen med den samme ro, som da hun var ankommet.
