“Kære, lejligheden tilhører ikke mig—den er mors, så du kan søge om skilsmisse,” sagde Mette roligt til Lars.
“Er du sikker?” ejendomsmægleren gennemgik papirerne endnu en gang. “En gaveerklæring er bindende. Det bliver svært at fortryde bagefter.”
“Jeg er sikker,” svarede Mette og underskrev. Hånden rystede ikke—hun havde truffet sin beslutning.
Majmorgnen belyste advokatkontoret med blødt sollys. Luftconditioneren summede stille på vindueskarmen, og receptionen duftede af frisk kaffe. En helt almindelig dag, hvor usædvanlige beslutninger blev taget.
“Mor ved, hvad der skal gøres,” sagde Mette og lagde en kopi af papirerne i sin taske. “Hvis nu noget skulle ske.”
Det var et år siden—længe før Lars begyndte at arbejde sent. Før den fremmede parfume på hans skjorter. Før de underlige telefonopkald om aftenen.
Mette var ikke naiv. Hun var vokset op i en familie af jurister, hvor hun havde lært at tænke to skridt frem. De havde købt lejligheden med hendes penge—en arv fra bedstemor. Lars var lige startet sin karriere og havde lige optaget billån.
“Skatter, overfør ejendommen til mig,” havde hendes mor sagt længe efter. “Ikke pga. skilsmisse—bare som en forsikring. Man ved aldrig, hvad livet bringer.”
Og Mette gik med til det. Ingen skandale, ingen forklaringer til Lars. Hun gav bare lejligheden til sin mor—på papiret en ren formalitet. I virkeligheden en sikkerhedsplan.
Telefonen ringede—en besked fra Lars: “Bliver sent i aften. Vigtigt møde.”
Mette smilede trist. Et vigtigt møde. Ligesom i går. Og dagen før. Hun åbnede det billede, en privatdetektiv havde sendt: Lars og en blondine, der gik ind på en restaurant. Hans hånd om hendes talje, glade smil.
“Vil du have noget?” tilbød sekretæren en kop kaffe.
“Nej tak, ikke lige nu,” svarede Mette og rejste sig. “Er alt klart?”
“Ja, om en time er alle dokumenterne her.”
Mette gik udenfor. Maj var varm—syrenerne var færdigblomstrede, men duften hang stadig i luften. Hun og Lars havde mødt hinanden i maj for seks år siden. Han havde virket så pålidelig, så trofast. Hun havde troet på ham…
Telefonen ringede igen: “Skatter, beklager, bliver meget sent i aften. Vent ikke på mig.”
“Okay,” svarede hun. “Jeg bliver også sent. Der er noget, jeg skal ordne.”
Caféen var stille—eftermiddagens rolige time. Mette valgte et bord ved vinduet og tog en mappe med dokumenter frem. Det var hendes og mors yndlingssted—hyggeligt, med bagværk som i barndommen.
“Har du alt?” spurgte hendes mor, da hun satte sig overfor og tog sin lette jakke af. “Lad os se.”
Hanne, der som 55-årig kun så ud som 40, var en anerkendt familieretsadvokat. Hun havde set hundredvis af skilsmisser og kendte alle faldgruber.
“Her er en kontoudtog,” sagde Mette og bredte papirerne ud. “Han har hævet næsten alle vores fælles penge. I går.”
“Han forbereder sig,” nikkede hendes mor. “Og hvad med dette?”
“Detektiven sendte disse. De sidste tre måneder—restauranter, hoteller, et smykkebutik…”
“Smykker?” Hanne løftede et øjenbryn. “Har han givet dig noget for nylig?”
“Nej,” smilede Mette trist. “Men hans nye kæreste har en Cartier-armbånd—det samme, jeg så på kontoudtoget.”
En tjener bragte deres yndlingste. Mette rørte automatisk to sukkerknalder i—som altid.
“Nå, sådan her,” sagde hendes mor og tog sin planbog frem. “Lejligheden har været i mit navn i et år. Ren, lovlig. Ingen fælles lån. Hans bil—han må beholde den. Men hvad angår konti, skal vi arbejde på det.”
“Mor, jeg har ikke brug for pengene.”
“Jo,” sagde Hanne strengt. “Det er ikke bare penge—det er dine år. Du har arbejdet, sparet. Og han…”
“Jeg ved det,” sagde Mette og klemte om koppen. “Han talte med en advokat i går. Jeg hørte det. Om formueopgørelse, om lejligheden…”
“Lad ham tale,” smilede hendes mor. “Han ved ikke noget om gaveerklæringen, vel?”
“Nej. Han tror, han kan kræve halvdelen, eller i hvert fald en andel.”
“Er du sikker? På skilsmissen?”
Mette så ud ad vinduet. Et ungt par gik forbi—så unge, hånd i hånd. Ligesom hun og Lars engang var.
“Kan du huske, da du lærte mig at køre bil?” sagde hun pludselig. “Du sagde: kig ikke kun fremad, men også i spejlene. Fare kunne komme derfra.”
“Det husker jeg,” sagde Hanne og lagde sin hånd over datterens. “Og hvad ser du i spejlene nu?”
“Løgne. Forræderi. Et dobbeltliv,” svarede Mette og tog sin telefon frem. “Se. Her fra for en uge siden—på restaurant ‘Himmel’. Her fra tre dage siden—i biografen. Og her…”
“Det er nok,” sagde hendes mor blidt og tog telefonen. “Jeg forstår. Hvornår?”
“I dag. Han kommer sent hjem, efter at have mødt hende. Jeg har forberedt alt.”
“Dokumenter?”
“I pengeskabet på dit kontor. Jeg har pakket det mest nødvendige. Resten henter jeg senere.”
Telefonen ringede—en besked fra Lars: “Skal vi have noget til aftensmad?”
“Nej tak,” skrev Mette. “Vi har en vigtig snak.”
Mette kom hjem klokken syv. Lejligheden duftede af forårsrens—hun havde åbnet vinduerne om morgenen, skiftet gardinerne, flyttet på vaserne. Den sidste rengøring i dette hjem.
På bordet—deres bryllupsfoto. Dengang havde hun båret en simpel hvid kjole, han en grå jakkesæt. Ingen stor ceremoni, kun de nærmeste. “Brylluppet er ikke det vigtigste, men livet efter,” havde Lars sagt. Så smukt han kunne tale.
Mette tog billedet og strøg fingeren over glasset. Seks år. Seks år, hvor hun troede, alt mellem dem var ægte.
Telefonen ringede—besked fra detektiven: “De forlader restauranten. Sender billedet.”
På billedet kyssede Lars en blondine. Lige midt på gaden, uden at skjule det. I den samme skjorte, Mette havde givet ham til hans fødselsdag dagen før.
“Tak,” skrev hun. “Ikke mere nødvendigt.”
Nøglernes raslen lød i entreen—tidligere end sædvanligt. Mette satte billedet tilbage på bordet og satte sig i en stol.
“Skatter, jeg er hjemme!” Lars lød usædvanligt glad.
