Hjertet kan ikke narres
Freja trådte ind i opgangen, trykkede på elevatorknappen, kørte op til sjette sal, steg ud og gik hen til den lejlighed, hvor hele hendes barndom og ungdom var gået.
Af ren vane fiskede hun nøglerne op fra tasken, så på dem, på døren og kom uden for det hele, stak dem tilbage og ringede i stedet på døren.
Det var naturligvis hendes mor, der åbnede:
Hvorfor ringer du dog på? Har du glemt nøglerne igen?
Freja nikkede kvikt og slog ud med armene:
Hej! Hvordan går det herhjemme?
Hej min pige, sagde moren, og gav hende et ordentligt knus, hvorefter Freja straks plantede et kys på hendes kind. Det går glimrende, kom bare ind.
Freja overrakte moren poser med mad og medicin, som hun havde købt til forældrene, og pustede lettet ud: heldigvis, mor så ud til at være i godt humør, og der var ikke udsigt til moralprædikener.
Så trådte hendes far også ud fra stuen.
Nå, datter! Endelig! Hvorfor er du alene? Vi tænkte, du ville komme sammen med Martin.
Tja Freja indså, hun ikke havde en parat forklaring på, hvorfor hun var kommet uden kæresten. Han havde noget, han skulle nå.
Hvad skulle hun ellers sige?
Sidst de begge havde været på besøg, havde hendes forældre snakket så meget om bryllup, at Martin blev helt hvidglødende og måtte forsvare sig, indtil han småfornærmet lovede Freja at fri snart.
Men på vej hjem sagde de ikke et ord. Vel ankommet, blev der ballade hjemme hos dem.
Som om jeg ikke har friet! brummede Martin. Det har jeg, og det er dig, der aldrig kan beslutte dig for en dato, så vi kan fortælle forældrene det.
Martin lod, som om han var såret, eller også var han det måske. For Freja blev bare ved med at trække det ud.
Freja holdt ham tæt:
Du er den bedste! Jeg elsker dig! sagde hun bare.
Hun syntes jo virkelig, Martin var en herlig fyr, og hun holdt af ham, men hun følte bare ikke, han var hendes bedre halvdel. Alt var egentlig fint, men noget manglede. Det kunne hun ikke forklare eller gøre noget ved
Nå, vask hænderne og kom til bords. Du må fortælle de seneste nyheder.
Og så gled resten af dagen bare afsted. Freja hyggesnakkede med forældrene, blev fodret af med lækker frokost, og gjorde sig så klar til at gå men forældrene så særlige ud, inden moren brød tavsheden:
Sig mig engang, elsker du Martin?
Ja. Det gør jeg.
Og har han friet?
Det har han
Og?
Jeg har bedt om tid til at tænke
Freja så intenst på dugen, som om hun aldrig havde set den før.
Freja! Mor lød som om hun slog ud med armene, Freja løftede ikke blikket. Freja! Vi var ellers så efter Martin forleden men det er altså dig, der trækker tingene ud! Hvad tænker du på?
Jeg ved det ikke
Pige, jeg forstår dig faktisk godt
Freja blev overrasket og kiggede op på sin mor.
Helt ærligt?
Ja da! Jeg var også nervøs for, at jeg ville vælge den forkerte dag til brylluppet, at det ville regne, eller at toastmasteren ville komme for sent eller gæsterne rende forkert påklædt rundt Men, skat, det gik alt sammen perfekt!
Freja smilede.
Selvfølgelig! Mor kunne da ikke forestille sig, at Freja slet ikke bekymrede sig om vejret, men noget helt andet.
Til sidst kan jeg bare sige, I to er født til hinanden. Det kunne jeg mærke med det samme, da jeg så ham, derfor var jeg lykkelig for, at hans forældre ville arrangere, at I mødtes
Vent… Freja syntes pludselig tiden gik i slowmotion.
Hvad mener du, arrangere, at vi mødtes?
Lige præcis. Først så Martin dit billede, og han syntes, du var sød. Så mødtes I, og han charmerede dig.
Interessant! Så vores møde var planlagt!
Naturligvis kunne vi bare have inviteret ham og hans forældre herhjem, men hvor romantisk havde det lige været?
…………………
Freja tog hjem, og inde i hovedet kørte hendes mors sætning på repeat:
Vi kunne have inviteret dem men hvor romantisk var det?
Ikke spor romantisk, ikke spor romantisk!
Først var hun arrig på forældrene, men på vej hjem nåede hun at falde ned.
I det mindste havde de god smag at hun og Martin faktisk kunne lide hinanden, var jo et tegn på, at forældrene kendte hende temmelig godt.
Men alligevel der manglede noget i forholdet til Martin. Blev det mon nogensinde anderledes?
……………………….
Freja, har du ikke travlt? Du har vist lige misset det vildeste! Anna kastede sig straks over hende, da Freja trådte ind på kontoret.
Hvad har jeg misset? Freja forsøgte sit bedste smil.
Ikke hvad, men hvem! Vi har fået en ny kollega jeg sværger, han er lige dig!
Freja grinede.
Mig? Jeg tror nærmere, han er noget for dig, Anna! Er du ikke gift og mor til to?
Anna rødmede.
Glem det, så deler jeg ikke flere insider-nyheder med dig, mumlede hun og stak hovedet i computeren.
Freja tændte selv sin computer og gik i krig med dagens bunker.
Det blev hurtigt frokosttid.
Nå, jeg går – skal du med?
Hun greb tasken, så spørgende på Anna, men fik et mut Nej!
Freja trak på skuldrene og gik selv ud i gangen, mens hun tænkte, at hun vist havde været lidt for bidsk. Måske var hun bare i dårligt humør? Men hvorfor skulle Anna have det glatte lag for ingenting?
Pludselig stoppede en fyr foran hende, og selvfølgelig gik Freja lige ind i ham.
Total klassiker!
Undskyld! sagde han selvom det jo var Freja, der gik ind i ham.
Hun åbnede munden for at brokke sig, men droppede det. Det måtte være ham den nye; hun havde aldrig set ham før.
Jeg er Freja, analytiker, præsenterede hun sig. Bedre idé havde hun ikke.
Mads, programmør.
Hyggeligt.
I lige måde.
Han smilede venligt, og i det sekund gik der et eller andet i Freja; hun følte sig fortabt på stedet. Da han smilede til hende? Noget slog klik hjertet hamrede, huden blev varm. Ah, de der smilehuller! Og de der grågrønne øjne!
Tænkepausen blev komplet akavet.
Jeg skal ud og have noget frokost, røg det ud af Freja.
God fornøjelse.
Freja gengældte smilet (eller prøvede), mens hun stavrede videre med gummiben. Hun bildte sig selv ind, hun gik helt normalt, men ville egentlig allerhelst vende om og løbe ham i hælene.
Hun fik knap spist frokost. Tankerne forsvandt tilbage til Mads igen og igen.
Arh, det kan da ikke passe. Kærlighed ved første blik? Ej vel… Han er da flot sikke et smil og de øjne! Men, hvad gemmer der sig bag facaden?
Freja besluttede at hun bare ville forsøge at lære ham at kende som ven.
Da hun var tilbage ved skrivebordet, var Anna straks i gang:
Du kan godt opgive det. Jeg ved alt. Han har en kæreste, så hverken du eller jeg har chancen
Freja satte sig, mumlende:
Nå, så må det jo være sådan Men indvendigt var hun slemt skuffet.
Jeg har jo også en kæreste, så jeg tænkte slet ikke på ham lagde hun tørt til.
Havde Anna sagt mere, var de måske endt i et reelt skænderi, men Anna kneb.
………………..
Ugerne gik.
Frejas forældre ventede utålmodigt på bryllupsnyheder. Martin ventede på hendes svar. Endda Martins forældre stirrede håbefuldt på hende, når de mødtes.
Freja følte sig presset fra alle sider alle smilede, men man kunne se spørgende øjne: Hvornår?
Det må jeg gøre noget ved, tænkte Freja, men hun kunne ikke få sig selv til at vælge en løsning. Så hun gjorde ingenting.
Måske ventede hun på Mads. De var blevet venner nu. Hun vidste alt: At han havde haft kæreste i fem år, at det var en mærkelig on-off-version, og at han heller ikke anede, om han var havnet det rigtige sted.
Forunderligt han lever også i et vakuum. Lidt ligesom mig.
……………………..
Freja, ved du godt, det snart er sommer? sagde Martin en morgen over kaffen.
Ja! Jeg glæder mig som et lille barn. Sommeren er det bedste!
Hun mærkede, hvordan stemningen løftede sig, næsten som om hun fik vinger på.
Jeg synes, vi skal giftes til sommer. Juli eller august hvad siger du? Dejligt varmt.
Nå, tak skal du have, så sparkede Martin luften ud af hendes vinger.
Ikke den snak igen! Hvorfor nu det der bryllup? Kan vi ikke bare leve, som vi gør nu?
Hvad synes du? spurgte Martin.
Måske efterår? forsøgte Freja tøvende. Det er også flot og varmt, og hvis vi skal på bryllupsrejse, er sommeren jo både dyr og overfyldt. Det er jo højsæson!
Nej nej. Bryllupsrejse kommer bagefter. Vi får jo alligevel ikke ferie om sommeren. Skal vi sige juli eller august?
Martin stirrede fast på hende, som om hun ikke kunne undslippe.
August, sagde Freja.
Perfekt! Så går vi på rådhuset om to måneder og klarer papirerne.
………………….
I flere dage efter var Freja helt utilpas. Martin havde bare sagt: vælg juli eller august og så var det ligesom fastlagt.
Jeg må gøre noget, tænkte hun for tiende gang. Men hvad? Bare forlade Martin? Hvor skulle hun gå hen? Ikke hjem til forældrene den snak havde hun prøvet. Hos veninden? Muligvis. Men bedst at spare lidt sammen.
På vej til kantinen så hun igen Mads. De småsnakkede, småflirtede måske endda. Så sagde Freja ligeud:
Jeg skal giftes i august. Sådan er det.
Du har bestemt dig?
Freja nikkede.
Modigt! Jeg… Ja, jeg er stadig et stort spørgsmålstegn inde i mig selv
Er det virkelig alt, du kan sige mig? tænkte Freja.
Måske var det bare indbildning, måske var Mads egentlig slet ikke hendes type, måske var hun ikke hans… Godt nok smilede de til hinanden, spøgte lidt, så kollegerne hele tiden troede der var kemi men der var jo ikke noget. Ikke i praksis.
Skal du med til firmafesten i aften? spurgte Mads pludselig.
Hvilken fest? Freja måtte se mærkelig ud.
Der var jo invitation. Stort arrangement for firmaet. Jeg går med.
Send mig lige det mail, så kommer jeg måske også, sagde Freja.
…………………….
Hvorfor er jeg dog taget med til den her fest? Det er jo næsten dødkedeligt! tænkte Freja over sin øl.
Hun kiggede til højre, til venstre Mads var der ikke, men ovre ved regnskab sad en flok bekendte, så hun begav sig derover.
Hvorfor er vi så få til festen? spurgte hun.
Programmørerne fik ikke sendt invitationen til alle. Heldigvis, så er der da mere luft!
Jaja.
Freja så sig om igen, men Mads var ikke i lokalet.
Hvor er han henne? tænkte hun.
Leder du efter Mads? Han kommer ikke. Kæresten ringede; så han suste hjem til hende.
Freja trak opgivende på skuldrene:
Hvorfor skulle jeg det? Jeg har jo min egen kæreste.
Hun forsøgte et smil.
Snakken gik videre. Freja fulgte lidt med, men inderst inde ærgrede hun sig.
Burde jeg bare smutte? tænkte hun.
Hun kunne sagtens være gået, men skal Mads bestemme, om det skal ødelægge hendes humør? Nej, vel?
Hun rystede ærgrelsen af sig, blandede sig mere og mere i snakken, gled over til den næste gruppe kolleger, og snart var de endt på restaurant, videre til en café, og senere slentrede de rundt i Fælledparken som et helt menageri.
Efterhånden dryssede folk hjem, men Freja havde ikke spor lyst til at tage hjem.
……………….
Freja så på sit ur.
Seks om morgenen! Utroligt.
Hun fiskede mobilen frem fra tasken, der stadig var på lydløs, og så, at Martin havde ringet adskillige gange.
Hun kiggede op og opdagede pludselig, at fra hele selskabet var kun hun og direktøren, Peter, tilbage. De havde talt om bøger og film hele natten.
Freja blev rød i hovedet og stammede:
Sikke vi har hygget os Vi må nok hellere komme hjem.
Ja, en kende, grinede Peter. Jeg bestiller en taxa til dig.
Taxaen ankom, og Freja forsøgte at lade som om intet var mærkeligt, selv om… nej, der var jo i grunden ikke sket noget.
Det var hyggeligt, sagde hun ved afskeden. Den må vi gentage.
Og hun bed sig næsten i tungen over udbruddet.
Peter grinede hjerteligt:
Det kan vi sagtens finde ud af og snart!
Freja blev igen helt rød i kinderne.
…………………..
Hvor har du været? spurgte Martin vredt.
Til fest! Jeg skrev jo til dig…
Fest, hele natten og til klokken otte om morgenen?
Ja, undskyld, det sker ikke igen…
Hm… Det behøver det heller ikke pak dine ting og smut.
Måske troede Martin, hun ville tude og tigge ham om at tage hende tilbage. Hvem ved, måske håbede han, hun ville? Men Freja blev indigneret, pakkede sammen og tog hjem til sine forældre.
………………..
Hvad mener du med, I slog op? Hvordan kan det ske? I var jo det perfekte par! Mor så ud, som om hun ville kaste armene mod Himlen.
Jamen, mor
Jamen hvad? Vi (din far, især!) fandt sådan en god svigersøn, og du smider ham ud!
Nemlig I fandt ham! tænkte Freja, men sagde:
Så, er jeg velkommen hos jer?
Selvfølgelig, hvor skulle du ellers være
Forældrene sukkede.
…………………..
På jobbet var Freja i humør som en grå regnvejrsdag. Efter festen var forelskelsen i Mads på mystisk vis forsvundet og hun indså, han heller ikke var hendes type.
Men hvem var så? Ville hun nogensinde møde den rigtige? Og havde hun overhovedet brug for at gøre det?
Så kimede bordtelefonen.
Sikkert regnskab, tænkte Freja, og svarede surt:
Hvad nu?
Øhm… bare rolig, ikke noget kritisk. Freja, kom lige ind til mig.
Der blev lagt på.
Freja stirrede mistroisk på røret, som sad der en giftsnog for enden af ledningen.
Hvad glor du sådan på røret for? sagde Anna.
Det bragte hende lidt til sig selv. Hun peb, rejste sig og gik mod direktørkontoret.
Hej sagde hun til sekretæren, Line. Peter vil snakke med mig.
Line så overrasket ud.
Dig? Nå, kom bare ind, han venter.
Freja sukkede og gik ind.
Hej, Peter, sagde hun bestemt. Du kaldte?
Ja, det gjorde jeg. Freja, jeg vil gerne invitere dig i biografen.
Freja måbede sad og stirrede på direktøren:
Hvad?
Jamen, vi er jo gået over til at sige du og jeg tænker, vi kunne tage i biffen sammen. Vil du med?
Freja slugte, ville til at sige “nej”, men sagde:
Ja.
Super! Så henter jeg dig efter jobbet.
Nej, nej, det behøves ikke! Jeg går bare ned i caféen ved siden af og venter, så mødes vi dér
Fint, sagde Peter.
Freja gik ud.
Alt okay? spurgte Line.
Fuldstændig, jeg bliver i hvert fald ikke fyret i dag.
Man skal jo sige et eller andet! Hun vidste, Line havde et godt øje til Peter og drømte om at fange den direktør men ja, verden er fuld af tilfældigheder!
Og så endte Freja og Peter altså med at ses. En gang, så endnu en, og så nogle flere
Vil du gifte dig med mig? spurgte Peter.
Ja, det vil jeg, svarede Freja.
Og hun tænkte: Hvor heldigt egentlig, at Mads ikke dukkede op til firmafesten dengang for så havde jeg sandsynligvis aldrig fået øje på Peter. Og hvor var det godt, at Martin selv trak stikket, for det havde jeg aldrig haft modet til.
Nogle gange ved hjertet bare bedst også selvom det tager lidt tid at lytte efter.
