Boomerang – Når handlinger vender tilbage

Bumerangen

– Hvad sagde du til min kæreste?! – råbte Nanna ind i røret så højt, at Linda næsten måtte rykke telefonen væk fra øret.

– Mig? Ingenting, – lød Lindas rolige svar.

– Hvorfor lyver du!

Og der begyndte anklagerne at strømme ned over Linda. Hun stirrede overrasket på sin telefon, inden hun afviste opkaldet. Vennen ringede med det samme op igen, men Linda tog ikke telefonen. Hvorfor skulle hun dog finde sig i skældsord?

– Hvem var det? – spurgte Anders, Lindas bror.

– Nanna. Der er vist sket et eller andet mellem hende og Mikkel. De har nok skændtes. Og på en eller anden måde har jeg fået skylden.

Linda gik hen til vinduet.

– Anders, hvad kunne jeg dog have sagt til Mikkel? Jeg har ikke set ham, siden hans fødselsdag. Og selv der talte jeg ikke med ham…

Anders trak på skuldrene.

– Jeg aner ikke, hvad hun har fået galt i halsen.

Deres mor kom ind i køkkenet.

– Nå børn, har I fået mad? Hvilke planer har I for i dag? – spurgte hun.

– Det samme som altid, – svarede Linda. – Musikskole, og senere lektiehjælp til studentereksamen.

– Jeg skal det samme, – sagde Anders. – Måske kigger jeg også forbi Mikkel, – han blinkede til Linda.

– Tænk at I er blevet så store! – sukkede moren. – Det føles som i går, jeg hentede jer hjem fra Rigshospitalet, og nu står I og skal til at afslutte gymnasiet og søge ind på universitetet…

– Så får du mere tid til dig selv, – lo Anders. – Ikke flere timer med os til sport og hobbyhold, og ingen flere cykelture rundt i regn og vind.

Mor viftede med hånden.

– Bare vent, så kommer børnebørnene, og så har jeg igen nok at se til.

…………………………………..

Hele dagen undrede Linda sig hvad kunne hun dog have sagt til Mikkel? Og hvornår?

Later samme dag kom Anders hjem og løste gåden:

– Kan du gætte, hvorfor hele miseren startede? På grund af den besked, du sendte mig i går, – sagde han triumferende.

– Hvilken besked? – Linda forstod ingenting.

– Du skrev bare, at I sad på caféen dér, at Nanna var gået hjem, og at du også gik nu.

– Ja… og?

– Fordi vi jo hang ud sammen bagefter. Jeg fortalte Mikkel, at I var færdige med jeres møde, og han løb over for at tage imod Nanna ved hendes bolig… Måske for at sige godnat eller kysse hende. Alt var så ‘romantisk’… dengang.

– Og så?

– Men hun kom først hjem et par timer senere. Hun sagde, hun havde været ude at gå. Thats it.

Linda kiggede eftertænksomt på sin bror.

– Nå, det forklarer det…

– Måske så hun en anden fyr? – spurgte Anders.

– Det ligner det, – nikkede Linda.

– Man troede jo, de elskede hinanden… Linda, du gjorde ingenting forkert. Det er klogt, du altid skriver til mig, hvor du er henne. Bliv endelig ved med det.

– Selvfølgelig har jeg ikke gjort noget forkert! Hvis Nanna havde tænkt sig at mødes med nogen, som hun ikke ville have, Mikkel kendte til, så kunne hun da bare have advaret mig… Men jeg havde nok alligevel skrevet til dig, at jeg var på vej hjem.

..

Efter hele den historie blev Nanna fornærmet på Linda. Hun troede sikkert, at Linda havde gjort det med vilje, selvom Linda altid bare informerede sin bror om, hvor hun befandt sig. Hun vidste, at Anders nogle gange kom forbi og fulgte hende hjem så følte hun sig tryg.

Linda prøvede at tage kontakt og lappe venskabet, men Nanna ville ikke lytte. Det viste sig, at Nanna virkelig havde været sammen med en anden fyr dengang, og Mikkel slog op, da han fandt ud af det.

“Nå ja, hvis hun ikke vil tilgive, så lad hende være,” tænkte Linda.

Den episode fik Linda til at genoverveje sine fremtidsplaner. Hun besluttede sig for at søge ind på et universitet ikke i Aarhus, som hun og Nanna ellers havde aftalt, men i København. Og hun valgte sin egen studie-retning ikke den kompromisløsning, de havde fundet sammen.

Hun kom ind.

– Lille Linda, hvordan kan du dog? – moren var blevet nervøs. – Du vil flytte til København, alene på kollegie? Er du sikker på, det er det rigtige valg, Linda…?

– Mor, det skal nok gå. Seriøst, – Linda prøvede at berolige hende.

– Selvfølgelig skal det det! Se bare, hvilken selvstændig datter vi har, – sagde faren og klappede hende på skulderen. Hun har valgt både uddannelse og universitet selv og klaret optagelsen. Det er flot!

– Jeg synes bare, det var lettere, når Anders altid var omkring jeg følte mig mere tryg, – sagde moren trist.

– Anders kan jo ikke altid være i nærheden. Før eller siden skal Linda leve sit eget liv, – sagde faren.

– Det ved jeg godt… Forresten, Linda, kan du huske Moster Mette? Hende med datteren på din alder. Hendes mand rejste altid rundt for arbejde.

– Jo, nu du siger det… – sagde Linda, men hun kunne ikke huske det.

– De er lige flyttet til København igen. Måske kan jeg skrive til hende, så du kan bo der et stykke tid eller kigge forbi og få et måltid. Hun er jo din mors kusine.

– Nej mor, jeg synes ikke, det er nødvendigt. Det ville være akavet både for dem og for mig.

– Skulle du ikke også overveje at leje et værelse, vi kunne måske betale noget af det? – forsøgte moren igen.

– Mor… det ved I jo, at det er for dyrt for jer. Jeg tager på kollegie, som så mange andre, og det går nok. Ingen grund til bekymring.

Søren stirrede ud ad vinduet på de travle studerende.

– Nå, hvordan går det med de nye piger? Er der nogen, der er værd at lægge mærke til? – spurgte han sin kollega.

– Jo jo, som sædvanligt, mange at vælge imellem.

– Du har da allerede forsøgt dig hos de kønneste, ikke? – lo Søren. – Kom nu, Alex!

– Måske, – smilte kollegaen. – Du burde nok møde op på arbejde lidt oftere selv, så du ikke går glip af noget.

– Du er bare misundelig, – gættede Søren. – Du ved jeg hovedsageligt står på listen her, ikke for lønnen… Nå, hvem sagde nej?

– Dem med en kæreste, eller dem jeg bare ikke var deres type.

– Spændende. Måske jeg også skal prøve lykken. Peg dem lige ud senere.

Alex rystede på hovedet og smilede skævt:

– Søren, du giver aldrig op. Skal du virkelig bevise, at du kan erobre dem alle og såre dem? Hvorfor?

– Ja! De får lidt livserfaring og lærer at værdsætte den, de har. Derfor! Eller, dem der ikke ville have dig dem kunne jeg godt tænke mig at få et ja fra. Slå dig nu bare til ro.

– Nå, men jeg smutter videre. Vi taler ved i frokostpausen.

Til frokost satte de sig og talte om pigerne, Alex fortalte om dem, han kendte til. Pludselig åbnedes døren til kantinen og ind kom den smukkeste pige, Søren havde set.

– Hvem er det? – spurgte Søren.

– Det er det er Linda, – svarede Alex næsten andægtigt.

Søren kiggede skarpt på ham:

– Er du forelsket? – spurgte Søren. – Gav hun dig chancen?

– Ja, jeg er vild med hende… Men hun er ikke interesseret. Faktisk tror jeg, hun bare fokuserer på studiet og ikke på drenge.

– Hendes forældre? Hvor bor hun?

– Hun bor på kollegie.

– På kollegie? Og hun sagde alligevel nej? Ved hun ikke godt, at du kan hjælpe hende både økonomisk og med eksamener?

– Penge interesserer hende ikke. Hun vil klare sig selv. Det er, som det er.

Søren blev stille, men så på Linda igen. Hun var som en gåde.

– Skal vi vædde? Hun ender med at blive min, – sagde Søren så.

– Nej! Lad være, – Alex stoppede ham. – Hold dig væk fra hende.

– Okay, okay… – Søren grinede men besluttede sig alligevel for at forsøge at charmere Linda.

Linda gik roligt tilbage til kollegiet. Hun var tilfreds, selvom det krævede tilpasning at bo med to andre piger, selv lave mad og dele bad/toilet med etagerne. Hun vægtede dog højt at få studiestøtte og måske en forskningsassistentstilling senere.

– Hej, søde!

En fyr, der ikke ligefrem så velsoigneret ud, greb fat i hendes arm.

– Kom med mig!

Linda blev forvirret. Fyren trak hende fremad, og hun fulgte mere eller mindre med, selvom hun helst ville slippe fri.

– Slip mig! – hun prøvede at råbe, men lyden kom knap ud.

Fyren grinede og trak videre.

– Er alt i orden? – spurgte en anden fyr, der trådte ind foran dem.

– Nej! Jeg kender ham ikke!

– Det er min kone! – rasede den første fyr.

– Har du bevis? – spurgte den anden.

Den første stoppede op, hans greb slap sig, og Linda fik revet sin arm fri og løb mod kollegiet.

“Hvorfor lyttede jeg ikke til min bror? Han sagde, jeg skulle tage peberspray med,” tænkte hun.

– Det hjælper nok ikke, – lød stemmen fra hendes ‘redningsmand’, der fulgte hende.

Linda stoppede op og så sig omkring.

– Bare rolig, – smilte han. – Må jeg følge dig hjem?

– Ja, siger hun stille. – Det må du godt.

– Må jeg byde på en kop te?

– Ja.

– Skal vi så ikke gå ind i caféen lige rundt hjørnet?

Linda nikkede.

– Forresten, hvad hedder du? Jeg hedder Søren.

– Linda.

– Hyggeligt at møde dig.

Tiden gik, og Linda og Søren begyndte at ses fast. For Linda virkede det hele meget seriøst hun forestillede sig snart at præsentere ham for sine forældre. Måske skulle de endda gifte sig.

– Puha, hvem spiser da boghvede? – hun nåede ikke engang ind på værelset, før duften næsten væltede hende omkuld. “Mærkeligt, det har jeg ikke tænkt over før,” tænkte hun.

– Hvis du pludselig ikke kan lide duften, bør du måske tage en graviditetstest, – sagde roomien.

– Hvad har det med en test at gøre? – spurgte Linda.

– Hvis du ikke kan tåle lugten, er kroppen nok i forandring. Enten er du gravid, eller også fejler du noget andet. Nemtest er at tage en test.

Linda rynkede brynene, men gik hurtigt ud igen hun blev helt svimmel af duften.

……

Linda sad overfor Søren.

– Det er bare sådan, det er blevet. Vi ville jo helst have ventet lidt, – begyndte hun, usikker på, om Søren ville tage imod nyheden.

– Hold da op! Hvor langt henne er du? – spurgte Søren.

– 11 uger, – hviskede Linda og kiggede ned: så optaget af studier og kærlighed, at hun ikke havde opdaget noget før!

– Men det er da fint! Hvad siger lægen?

– Alt ser godt ud…

– Sådan: Jeg skal på forretningsrejse i to uger. Når jeg er tilbage, flytter du ind hos mig for altid. Er det okay?

– Ja! – tænkte Linda lykkeligt.

Aftalen var klar.

Men efter to uger gik alt anderledes. Søren ringede og sagde, han havde ombestemt sig. Og at barnet nok ikke var hans. Linda søgte efter ham, men det viste sig, at adressen, hun kendte, ikke var hans egne. Og han havde fået nyt nummer.

– Hvad vil du gøre nu? – spurgte roomien, mens de ventede på undervisning.

– Ingen anelse… Jeg regner med at tage et sabbatår. Jeg går lige i studievejledningen senere og spørger, hvad jeg gør, – trak Linda på skuldrene.

– Der er jo andre muligheder, – sagde roomien betydningsfuldt.

– Nej, – Linda rystede på hovedet. – For det første er det for sent nu, og for det andet kan jeg bare ikke tage det valg.

Klokken ringede til time. Linda greb sin taske.

– Hej! – en fyr kom over. Det var ham, som havde nærmest flirter råt med hende, da hun lige var startet.

– Hej! – Linda smilte for at skjule, at hun væltede indeni.

– Hvordan går det? – spurgte fyren.

– Fint, – svarede Linda, selvom det var løgn.

– Fint siger du? Du er gravid, blev droppet og det er ‘fint’? – grinede han sarkastisk.

– Hvordan ved du det? – Linda blev mistænksom.

– Jeg kender Søren.

– Så er du Alex, ja, – Linda kom i tanke om navnet.

– Tror du ikke, jeg har luret dig? Du spillede skoleflittig. Og så skulle Søren bare lege helt én gang og så fik han, hvad han ville. Nu sidder du dér, og dit barn vil hele livet minde dig om din fejl. Forresten, det var mig, der fik Søren til at “få øje på dig”. Det var hævn.

– Så du ville straffe mig, fordi jeg sagde nej? Er du syg i hovedet eller hvad?

Linda trak sig væk, men Alex nåede at gribe hende.

– Vent, der er mere! Søren blev for nylig gift, – lo Alex. – Med endnu en fjollet forelsket pige, som dig.

– Gift?! Det nægter jeg at tro på!

– Tjek selv, – Alex viste fotos på telefonen fra den nye kones sociale medier. Der var Søren gift med en eller anden…

Alex grinede ondskabsfuldt, og Linda følte sig ydmyget og ødelagt. Hun fortrød, at hun havde ændret sine planer for at starte på det her universitet.

– Hun har rige forældre. Han udnytter dem det varer ikke længe før han smider hende ud, – sagde Alex.

Linda rankede ryggen.

– Det angår ikke mig. Og boomerangen vil ramme både dig og Søren en dag.

– Drøm videre!

Linda gik sin vej.

Linda sad på værelset og nægtede at gå til time.

– Linda, sådan kan du ikke leve, – sagde roomierne. – Du må videre.

Linda nikkede.

– Ja, men hvordan skal jeg nogensinde tro på mennesker igen?

– Start med at spise ordentligt og gå til timerne. Du skal jo passe på dig og barnet, og få året afsluttet. Kom nu!

Linda vidste, de havde ret, men det var svært.

– Jeg orker ikke mere, – sagde hun.

Roomierne så bekymrede ud.

– Linda… Du sagde, at Søren blev gift… måske du skulle tage kontakt til hende og fortælle om barnet?

Linda sukkede.

– Hun elsker ham. Hun vil ikke høre på mig. Og hvad nytter det?

– Som du vil. Kommer du så til time?

– Nej, lad mig være.

Roomierne forlod hende, og Linda søgte selv søsterens profil frem på telefonen, og lagde den så væk og gik ned til undervisningen.

Hun vidste ikke engang, hvordan hun fik bestået eksamen.

– For pokker, søs, du har lavet rod i det, – sagde Anders, da hun bad ham hente hende og tingene fra kollegiet hjem til forældrene. Og du sagde det ikke til nogen… Ved ikke engang, hvordan far og mor vil tage det.

– Jeg er også bange, men nu er det sådan her. Man må fokusere på det positive, – sagde Linda, skælvede en smule.

– Og det skulle være hvad? – Anders smilede opmuntrende.

– Jeg er 19 og får snart et barn det betyder, jeg får det overstået tidligt og får trods alt mere frihed, når jeg skal finde arbejde. Barnet er større, jeg bliver presset til at beholde job og blive stærk. Og vigtigst barnet vil være min test for mænd, jeg møder fremover. Der er mange fordele!

Anders grinede.

– Det glæder mig, at du stadig kan se lyst på tingene. Selvfølgelig klarer du dig, og jeg står altid klar bag dig.

Hjemme hos forældrene ventede en overraskelse moster Mette og hendes mand var på besøg. Der var derfor ikke tid til svære snakke med mor og far.

– Se, her er billeder fra vores datters bryllup, – sagde Mette glad og rakte Linda mobilen. Linda kiggede flygtigt men begyndte så nysgerrigt at bladre flere billeder. Fra hver billede kiggede Søren på hende.

“Helt utroligt!” tænkte hun. “Han giftede sig med min kusine ikke tæt på, men dog i familien.”

– Jeg ved nu ikke, hvor længe det vil holde, – indskød Mettes mand. Jeg tror ikke, han giftede sig af kærlighed. Mon ikke han bare var ude på pengene? Men det tillader vi ikke.

Linda smilede. Hun var ikke sikker på, om hun overhovedet ville bruge denne viden men en ting vidste hun; før eller siden ramte bumerangen tilbage. Altid.

Rate article
Add a comment

;-) :| :x :twisted: :smile: :shock: :sad: :roll: :razz: :oops: :o :mrgreen: :lol: :idea: :grin: :evil: :cry: :cool: :arrow: :???: :?: :!:

two × two =

Boomerang – Når handlinger vender tilbage
Nå, jeg har da i det mindste været heldig med min kone – Lise, jeg har sendt min opsigelse! – ringede Palle til sin kone. – Vil du tage imod en arbejdsløs pensionist? – Det kommer an på, hvordan du opfører dig! – svarede Lise. Professor Oleg Pallesen, dr.scient., forelæser i matematik på et af Danmarks førende universiteter, modtog en e-mail med krav om at give topkarakterer til fem studerende ved eksamen i matematik på højeste niveau. Ja, hvilket frygtindgydende paradoks: højeste matematik krævede de højeste karakterer… Professoren var oppe i årene og opdraget med de gamle socialdemokratiske værdier: man skal leve med værdighed… hellere dø stående end leve på knæ. Men hvordan skal man forstå det? De klarede ikke engang til en karakter på 02! De deltog desuden kun til hvert fjerde undervisning. Den ærlige samvittighed i en tidligere spejder og socialdemokrat sagde noget andet. Men der var også rektoren, der ikke insisterede direkte, men udstedte en klar ordre: giv dem nu bare et 12-tal! Gerne med plus! Så bliver der fred på kontoret. Professoren var ikke længere rask – hvem på den anden side af de 70 er det? Diabetes, blodtryk, overvægt – og meget mere. Men hvem har egentlig overskud til andres elendighed? Studerende brød sig ikke om professoren. Nej, forkert: studerende hadede ham! Da Lise, nysgerrig på hvad folk mente om hendes elskede mand, fandt anmelder-siden, gik hendes hjerte næsten i stå. Og ikke af glæde, men af rædsel… Det var udelukkende ord, som nu er forbudt på sociale medier, på alle alfabetets bogstaver! Alt sammen fordi han stillede krav – og vurderede udelukkende efter evner. For ifølge de fleste nutidige “unge mennesker” burde man ikke – undervisningen var jo betalt! Har du betalt, skal du bare bestå, ikke? Men her, selvom man har betalt, skulle man rent faktisk kunne noget! Det var der ingen, der havde aftalt. I virkeligheden: Hvad tænker du egentlig på, gamle mand? Det var ikke til at vide, hvor meget disse folk havde betalt ledelsen, siden sådanne ordrer røg ind. Nej, det var ikke, fordi ledelsen ville have gratis undervisning for Palle – bestikkelsen var åbenbart stor nok til, at man delte ud. Og de forsøgte virkelig. Men den snu og vittige professor, som elskede en god joke, forstod, hvad der foregik, da han så konvolutten på ledelsens bord. Og pludselig sagde han et par linjer, som kom lynhurtigt: Hvis du tager penge i hånden, kan du ende med kriminaliteten! Han nægtede på stedet at modtage konvolutten og markerede sin moralske holdning: I må ikke få topkarakterer! Ud og feje gaderne! Rektoren kløede sig i nakken og gik tomhændet ud. Og Oleg Pallesen sad tilbage uden penge, men med masser af moralsk tilfredshed – elsket af folk, der voksede op med danske værdier. Professoren var – om man vil – en rigtig dansk bollemand. Robust, rødmusset og til at stole på – ikke som bollemanden fra eventyret, der blev spist af ræven. Og moral: Bliv nu hjemme, hvorfor kan du ikke være lykkelig med familie og børnebørn? Hvorfor bliver I alle sammen fristet af eventyret som Rødhætte? Er danske sjæle bare altid ude på eventyr? Oleg Pallesen var en forsigtig mand, og han søgte aldrig eventyr. Men de fandt ham selv. Han havde undervist på universitetet i mange år. Nu kun på deltid, men selv det blev til besvær. De søde studievejledere på instituttet fortalte dagligt om ledelsens krav, der voksede som en lavine. Kravene steg, men lønnen gjorde slet ikke! Lærere burde virkelig få tillæg for det psykiske slid. Vejlederne havde ikke styr på matematik – ligesom ledelsen. Men for at lede, skal man jo bare kunne vifte med hænderne! Det er dig, der skal vide det hele! Og du skal aflevere bunkervis af rapporter! Hvor er årsrapporten? Kom i gang, sur professor! Sekretæren så nedladende på Palle: Hvad kan man tage af sådan en dinosaurus – han fatter jo ingenting! Han ved ikke engang, hvad cringen betyder! Og siger aldrig: ej, hvor er det fedt! Bukserne, forresten, er også håbløse! Mangler du penge? Der er masser af jeans nu! Arbejde gav kroner – men ingen glæde: glæden var familien – professoren havde en kone, to sønner og fem børnebørn. Med konen var der en særlig historie. Sagen var, at den kønne, slanke og krøllede Lise først absolut ikke brød sig om matematikstudenten. Men han blev forelsket ved første blik. Alligevel gik Lise med ham på date. Det var lige op til nytår. Det var koldt den vinter. Kavaleren spurgte straks: – Har du iført dig varmt undertøj? Det er iskoldt i dag! – Varmt undertøj? – undrede Lise sig. – Ja, altså: har du varme bukser på? Pigen rødmede, skuffet. Nej, hun krævede ikke rosenblade på vejen – dengang var tre nelliker toppen. Trods kulden kom Oleg med fem nelliker, pakket omhyggeligt ind i avispapir. Han gav dem og lagde dem i lommen igen – det gjorde man dengang. Godkendt! Hvordan er det nu i yndlingsfilmen? Gule bukser – tre gange “ku”! Filmen var slet ikke udkommet endnu. Men her var det samme type – varme bukser, tre gange “fu”! Man talte om store ting: satellitbyer, Bratsk-dæmningen, fysikere versus kulturfolk. Men så – varme bukser, sikke noget kedeligt prosa! Desuden havde den unge mand en kasket på, ikke en pels som alle andre – og den var alt for lille. Senere fandt Lise ud af, at det var, fordi han slet ikke gik op i tøj! Men dengang lignede runde Oleg med den skæve kasket mest af alt en kaffekande med låg. Lise blev trist og fortrød – hun gik hurtigt hjem, og de så ikke hinanden mere. Men fire år senere mødte kavaleren hende på gaden. Fire år, Carl! Han havde elsket Lise hele tiden. Og Lise? Ja, hun var stadig ugift som 25-årig – dengang blev man gift tidligt. Sådan en skønhed uden mand? Nej, der fandtes ingen ordentlig kandidat! Alt var bare useriøst, flygtigt. Og minderne om de varme bukser var nu bare morsomme. Ved genforeningen bar den nu kandidat i matematik god pels på hovedet, mens de fleste andre gik med kanin. Lise var ikke pengesyg – tværtimod! Hun så sin kavalér med nye øjne. De begyndte at ses, og snart blev Lise Pallesen og professorens solide støtte. Hun forelskede sig i den vittige Oleg. Sådan stod professoren nu foran auditoriet og tænkte på sin kone: hvor er han dog lykkelig for hende! Han skulle til at starte forelæsningen, men der var ikke nok fremmødte. 15 skulle være der, men kun tre var kommet. Hvorfor overhovedet? Som man siger: Betalt – så skal det bare sluges! Der var ikke tid til at vente længere – professoren begyndte at læse op. En halv time senere kom en udvekslingsstudent slentrende ind. – Hvorfor kommer du for sent? – spurgte professoren. – Jeg var på toilettet – maven slog knuder! – lød det frækt fra den flotte studerende. – En halv time? – Diarré, jo! – svarede studenten uden at blinke. Hele lokalet fniste… Hvad skulle man stille op? Studerendes frækhed over for lærere var uden sidestykke! Og hvad sker der i folkeskolen? Forelæsningen fortsatte: at kaste perler for… ja. Man kendte typen. Men professoren havde allerede besluttet sig. Han tog altid gennemtænkte beslutninger. Især denne gang. Senere kom den samme student til skriftlig prøve – men kunne ikke svare på et eneste spørgsmål. Ikke engang til 02! Hans navn stod ellers på listen over dem, der skulle have 12… Han bare sad og stirrede frækt på professoren – hvad vil du gøre, hvis rektoren har givet dig en ordre? Ved du, hvor meget jeg har betalt ham? Jeg vil se, hvordan du slipper ud af den, din idiot! – Hvorfor ved du ingenting? – spurgte Oleg Pallesen. – Har været syg, kunne ikke læse op! – Hvad var du syg med? – Maveproblemer! Det ved du da! Den flotte skæggede student vippede på stolen… – Nå ja, hvordan kunne jeg glemme, du er vores hovedudsendte! Det kan man ellers ikke se! – sagde læreren roligt og gav ham karakterbogen: Uden underskrift. Kom til omprøve! Og den total forbløffede student gik bare ud… Bagefter sendte Palle en mail til rektoren: Skal du bruge 12-taller, må du selv give dem! Så skrev han sin opsigelse. Han kom ikke næste dag og ville ikke arbejde opsigelsesperioden. Lad dem bare ødelægge hans CV – han var færdig med arbejdet! Afsted med dem – Pallesen var den eneste matematiklærer på universitetet… – Lise, jeg har sendt min opsigelse! – ringede Palle til sin kone. – Vil du tage imod en arbejdsløs pensionist? – Det kommer an på, hvordan du opfører dig! – svarede Lise. – Skal du have frikadeller eller fisk til frokost? – Da jeg er en rigtig mand, så frikadeller! – svarede professoren. Så sagde han: – Det er koldt i dag. Skal du til butikken, så tag varmt tøj på! – Jeg elsker også dig – sagde Lise stille.