Min mand. Manden, jeg boede sammen med i 18 år. Jeg tror aldrig, jeg for alvor lærte ham at kende, og jeg gennemskuede ham ikke i tide. Da vi var yngre, glemte vi hurtigt småskænderier. Det var som at skylle sig med koldt brøndvand og så var livet dejligt igen. Men med tiden lagde jeg mærke til hans grådighed, dovenskab og hans usunde kærlighed til øl. Selv det kunne jeg dog have levet med. Det var løgnene, der til sidst blev det uoverstigelige. Dårligt skjulte, kyniske og modbydelige.
Første billede. 31. december. Min mand havde vagt den dag. Jeg slappede af derhjemme. Vores søn og jeg ventede på ham til klokken 18. Vi dækkede bordet, tændte for fjernsynet Klokken blev syv. Otte Elleve Midnat Klokkerne ringer Det er morgen Min mand var stadig ikke kommet hjem. Jeg ringede til ham tredive gange, fra kl. 18 og frem.
Første gang svarede han: “Jeg er på vej hjem, skat.” Bagefter var hans telefon slukket. Efter et glas champagne og nytårshilsner fra TV begyndte jeg at ringe rundt til fælles venner, til hospitaler, ja, endda til kapellet. Min telefon var glohed. Min søn mumlede: “Alle andre er normale, bare ikke os” og satte sig ved computeren. Nytårsaften blev fuldstændig ødelagt.
2. januar om aftenen dukkede han op. Han sagde, han havde været i arresten. En måned senere fandt jeg ud af sandheden: Han havde fejret nytår med tilfældige bekendte. En af de piger tog ham med hjem, og de fejrede i næsten to døgn.
Andet billede. Familiefølelse. Vi boede i et lille, to-etagers hus udenfor Roskilde. Nedenunder var ét stort rum, hvor køkken og stue gik ud i ét. Ovenpå var der to soveværelser. Det meste af tiden tilbragte vi nede. Vi spiste sammen, så TV En aften gik jeg sent op for at lægge mig. Min mand sagde, han kom op lige om lidt. Jeg nåede ikke at bemærke, at jeg faldt i søvn. Jeg vågnede ved lyden af en bil, der kørte væk var min mand taget afsted? Hvorfor midt om natten? Jeg ringede abonnement ikke tilgængeligt. Yndlingsmelodien Endnu en nat uden søvn. Mit hjerte lå som i en skruestik. Hvorfor? Hvad foregik der i hovedet på det menneske? Klokken syv om morgenen kom han hjem, trådte stille ind
Tredje billede. Den anden telefon. Min søn sagde tilfældigt: Jeg så far med en ny, virkelig flot telefon. Han gemmer den i garagen, ved du det? Jeg så den ved en tilfældighed. Jeg kiggede på den virkelig dyr.
Men for nylig bad jeg min mand om penge til et par støvler. Han ville ikke give mig, sagde han havde ikke råd Jeg satte mig på det kolde betongulv i garagen og græd. Da jeg løb tør for tårer, forstod jeg jeg skal ikke leve med det menneske længere. ALDRIG!!
Hvordan jeg smed ham ud, hans forsvar, hans opkald og besøg, vores skilsmisse, hvordan alle prøvede at tale ham til fornuft det vil jeg ikke skrive om. Han er ikke længere en del af mit liv. Han findes i min søns liv, men ikke i mit. Jeg kastede ham ud, som man kaster noget ud, der ikke kan repareres.
Nu er det bare mig og min søn. Jeg sover roligt, og mit hjerte føler ikke længere det gamle pres. Vil jeg giftes igen? Nej! Absolut ikke.
