Så længe jeg kan huske, har jeg altid boet alene med min mor. Min far hørte jeg kun fra over telefonen, og han sendte lidt penge til mig, indtil jeg blev myndig, men det var min mor, der opdragede mig. Hun turde ikke prøve lykken igen, og gav hele sit liv til at passe mig. Vi levede beskedent, men det gik fint, og så efter at jeg blev færdig med studierne og blev gift, opstod der boligudfordringer.
Min mand kommer fra en stor familie, hvor der altid har været stridigheder om forældrenes lejlighed. Ingen kunne blive enige om noget, og selv da den blev solgt, fik min mand kun lidt ud af det, som vi sammen med hjælp fra min mor fik til at vokse, og så købte vi en bil til familien. Men helt ærligt, det var kun min mand, der havde råderet over bilen og brugte den mest.
Vi boede til at begynde med alle tre i vores toværelses lejlighed, og det fungerede egentlig fint, selvom min mand fra tid til anden lod mig forstå, at han ikke syntes det var optimalt at bo med svigermor at hun lyttede med, blandede sig og stak næsen i vores liv. Jeg mærkede ikke noget til det. Jeg har altid boet sammen med min mor, og det føltes trygt imens jeg arbejdede, gjorde hun rent og lavede mad.
Efter jeg fik at vide, at jeg var gravid, blev min mands opførsel værre. Han nævnte med vilje over aftensmaden, hvor vi skulle lave børneværelse, når nu vi kun har to rum. Jeg prøvede at stoppe ham, så han ikke sårede min mor, men når jeg ikke var hjemme, sagde han det alligevel. Jeg anede ingenting, men en dag kom jeg hjem og min mor var væk.
Hun er nok gået i Brugsen, sagde min mand ligegyldigt.
Vi ventede til aftensmaden, men jeg kunne slet ikke slå tanken om min mor ud af hovedet. Da jeg blev ved med at spørge, blev min mand til sidst irriteret og fortalte mig de grimme ting, han havde sagt til hende og tilføjede, at det ville være meget nemmere uden hende, for hun fylder meget.
Det havde jeg aldrig forventet fra ham. Vi levede jo, måske nok lidt tæt, men det gik jo. Og nu efter nyheden om barnet, reagerer han sådan…
Inden det var for sent, løb jeg ud for at finde min mor. Jeg fandt hende i Frederiksberg Have, hvor hun sad og ikke turde tage hjem. Jeg satte mig ved siden af, holdt om hende og sagde, at hun ikke skulle tage det til sig han er ikke ond, han bekymrer sig bare for fremtiden. Vi skal nok finde en løsning.
Da vi kom tilbage, og jeg var faldet lidt til ro, sagde jeg til min mand, at hvis han opfører sig sådan igen, må han selv finde plads et andet sted. Bare fordi jeg er gravid, er jeg hverken forsvarsløs eller afhængig af nogen. Faktisk er det ham, der er afhængig af min mors lejlighed og burde være taknemmelig for at have tag over hovedet og ikke skulle betale mange kroner i husleje. Hvis han vil ændre noget, kan han gøre det men hvis han er tilfreds med at bo hos min mor, så bør hun også have lov at være tilfreds.
